Eurogamer.dk

Arkivet: Grand Theft Auto V - Anmeldelse

Sæt kursen mod Los Santos og find ud af om Rockstar har gjort det igen

Søndag. Ugens sidste dag, hvor alt synes at foregå i et langsommere tempo. En tid til at fordybe sig og gå i arkiverne. Denne artikel blev oprindelig publiceret den 23. september 2013. Vi vælger at genbringe den i anledning af den netop udkomne opdaterede version af GTA5 til PS4 og Xbox One, som vi kigger nærmere på i næste uge.

Hvad er der dog at sige om Grand Theft Auto på nuværende tidspunkt? Kontroversielt og voldsomt populært. Allerede inden udgivelsen af dette femte spil i kerneserien, havde serien alt i alt solgt over 100 millioner eksemplarer på verdensplan. Og balladen fra det skjulte minispil i GTA: San Andreas fra 2004 giver stadig genlyd i avisernes overskrifter.

Men hvor kontrovers ganske sikkert ikke har nogen særlig negativ betydning for salgstallene, snarere tværtimod, så burde anmeldelserne tegne et mere objektivt billede. Et billede der viser generelt fantastiske anmeldelser, og på metacritic.com ligger GTA IV blandt de bedste scorende spil nogensinde. Alligevel er der folk, der peger på spillenes trods alt faktuelle fejl og mener at det ikke kan give topkarakterer, og andre der simpelthen ikke ser det morsomme i at spille kriminel i et sandkassespil.

Fra kritikerne kunne man her før udgivelsen af Grand Theft Auto V høre bemærkninger a la: "jeg kunne ikke lide IV, så jeg håber at det bliver bedre / anderledes denne gang." til dem og alle andre kan jeg sige: nej GTA V er ikke så meget anderledes, at hvis du hadede de andre spil, så bliver du overvundet denne gang. Eller - det kommer selvfølgelig an på, hvad det var du eventuelt ikke brød dig om. Det kræver vist en mere grundig gennemgang.

Grand Theft Auto V tager serien tilbage til den amerikanske vestkyst i den fiktive by Los Santos og omegn. Til gengæld er vi ligesom i IV'eren i nutiden, så der er ikke gensyn med CJ og de andre fra GTA: San Andreas. For første gang i seriens historie har spillet tre hovedpersoner. I ægte sandkassestil har de hver deres personlige missioner, og man kan skifte frit i mellem dem, når ikke lige er på en mission. Den helt store nyskabelse er dog, at i flere nøglemissioner indgår alle tre hovedpersoner, hvor de hver især bidrager med deres særlige talenter. Disse missioner, stort anlagte kup, skal planlægges i flere etaper, hvor man skaffer flugtkøretøjer og forklædninger for eksempel. Man kan vælge mellem forskellige fremgangsmåder og hvilke folk, der skal hyres til de diverse roller undervejs.

På mange måder var GTA IV en kulmination af serien, den endelige forløsning af det potentiale konceptet havde haft fra starten, endeligt realiseret i HD grafik.

2

Har du nogensinde set Los Santos fra en helikopter?

Lige som i GTA: San Andreas påvirker de ting du foretager dig figurens egenskaber. Løb og fysisk aktivitet giver udholdenhed, hvis du kører pænt og ikke rammer ind i de andre bilister, forbedres dine køreegenskaber og ved at bruge de forskellige våben bliver du bedre til at skyde og så fremdeles. Men denne gang er det ikke bare for sjov. Før de vigtige missioner, kan du af spillet blive opfordret til at øve dig i en særlig disciplin. Det er en velkommen måde at gøre både egenskaberne relevante, men også give spilleren en konkret grund til at besøge skydebanen og flyveskolen for eksempel.

På mange måder var GTA IV en kulmination af serien, den endelige forløsning af det potentiale konceptet havde haft fra starten, endeligt realiseret i HD grafik. I den forstand bygger V videre på IV'erens fundament, og bringer ikke så meget nyt på banen. Det er tydeligt, at Rockstar mener, at de har fundet den form og den tone, som spillene skal have. Til gengæld er der mange finpudsninger, som bestemt forbedrer oplevelsen gevaldigt. Bilerne, som trods alt er et kæmpe fokus i spillet, har en kraftigt forbedret håndtering og generelt meget mere tyngde og variation.

Grafikken har fået et nøk op ad og må absolut være noget af det ypperste man kan opleve i den nuværende konsolgeneration, når man tager størrelsen af spillet og det brede fokus i betragtning. Når man kører rundt på motorvejen, hæver midtbyens skyskrabere sig majestætisk i horisonten. Smukt oplyst om aftenen. Kør ud til kysten og spring i de meget realistisk udseende bølger, renderet fantastisk med skumsprøjt og strømninger. Der er endda en hel verden at udforske under vandet.

I det hele taget er Los Angeles med mere gengivet med et væld af detaljer. Det er komprimeret naturligvis, man kan tage turen rundt om kortet på 10 minutter, men man støder konstant på bygninger og detaljer, som man genkender fra film og tv. Den der restaurant med murstenbuer og udendørsservering, der var med i Entourage. Det der område med oliepumperne, hvor man kan holde hemmelige møder og skaffe sig af med folk. Floden med den cementerede bund og skrå sider, hvor Arnold kørte i lastbil i Terminator 2. Og så videre. Det er mere realistisk og levende end nogensinde, og man kan hele tiden observere livet gå sin skæve gang omkring én. Politiet der anholder kriminelle, flugtbilister der stikker af, folk der bliver berøvet og meget mere.

Lydsiden består som forventet af timevis af licenseret musik. Det er vel nærmest kun Quentin Tarantino, der kan måle sig med Rockstar, når det gælder om vælge et perfekt stykke musik til en scene eller situation. Oven i det har de så valgt denne gang, at lave en mere traditionel score, altså et typisk soundtrack med "klassisk" musik, som understreger stemningen i de forskellige missioner. Det fungerer fantastisk godt, og fremhæver fornemmelsen af at spille en scene i en film.

Spillets helt store stjerne er dog fortællingen, forstået på den bredest mulige måde. De tre hovedpersoners historier er så velskrevne og veludførte som nogensinde. Med både alvor, sjov, satire og vanvid.

1

Komplet utilregnelig fyr. Seriøst!

Spillets helt store stjerne er dog fortællingen, forstået på den bredest mulige måde. De tre hovedpersoners historier er så velskrevne og veludførte som nogensinde. Med både alvor, sjov, satire og vanvid. Og selvom det er underholdning og overdrevet, så føles det stadig realistisk. Som et koncentrat af alle de groteske ting, der helt sikkert finder sted i virkelighedens Los Angeles hver dag.

Det geniale ligger i hovedpersonernes forskelligheder, og det at det ikke længere historiemæssigt skal hænge sammen, at én person oplever alle de her vanvittige ting. Hvor folk kommenterede at Niko Bellic højlydt forsøgte at forbedre sit liv, men uden problemer kunne udføre deciderede likvideringer, så har Rockstar nu en meget bredere palette. Der er ingen grund til at lade den mest sympatiske figur Franklin lave mord og lignende, når Trevor er skrevet til at være en komplet psykopat. Og hvor Franklin måske er den mest typiske GTA (anti)helt, ham man bedst kan forstå og sætte sig ind i, så er det Trevor, der leverer de mest transparente kommentarer til amerikas politiske system og brugen af tortur for eksempel. Michael er bare drevet af grådighed og kedsomhed. Ikke videre sympatisk, men til gengæld yderst realistisk.

Den anden fortælling er den bidende satire, der selvfølgelig gennemsyrer spillet. Det ville ikke være Grand Theft Auto uden. Weazel News med sloganet: "Confirming Your Prejudices" er en slet skjult kommentar til Fox News, men heller ikke reality tv, kendisser, paparazzi, sociale medier, sundheds guruer, gaming kultur eller computerspil selv undgår et par stikpiller. Det er ikke så overraskende.

Man har altid kunne slå folk ihjel uden konsekvens i GTA spillene, hvis man havde lyst, men den påkrævede vold, har oftest fulgt en form for intern moral. Man slog ihjel for at overleve eller som straf.

Mere overraskende er det, at Rockstar tydeligvis har hørt kritikken af niveauet af vold og sex i spillet. Og tilført mere af begge dele. Der er flere eksplicitte sexscener, på stripklubben danser pigen topløs for et par dollars, du kan gramse på hende når dørmanden ikke kigger, og det kan hun rent faktisk lide. Det kræver ikke meget indsats rent faktisk at komme hjem til stripperen til en kop "varm kaffe". Man har altid kunne slå folk ihjel uden konsekvens i GTA spillene, hvis man havde lyst, men den påkrævede vold, har oftest fulgt en form for intern moral. Man slog ihjel for at overleve eller som straf. Den slags begrænsninger har GTA V ikke. Her slår man ihjel bare fordi man kan, og fordi Trevor vanvittig, og man får ligefrem point for det. Og så er der den der torturscene. Det er svært ikke at se det som én stor midterfinger til ideen om at spil i sig selv skaber vold og gør teenagere promiskuøse. Måske er det bare smart marketing. Eller begge dele.

Satiren er både rammende og nødvendig, men trods alt ikke særlig nyskabende, slet ikke for et GTA spil. Og det er et eller andet sted sigende for Grand Theft Auto V. Det er på mange måder utvivlsomt det bedste GTA spil indtil videre. Alle tænkelige parametre stort set er blevet forbedret, og de tre hovedpersoner fungerer perfekt. Både som historie og som variation i missionerne. Og selvom de store kup er en fantastisk tilføjelse, så indser man også, at de egentlig bare er de traditionelle GTA missioner tilsat tema og kædet sammen. Og den traditionelle GTA mission har man ligesom prøvet nu. Find din bil ved den blå plet, kør hen til den gule plet, skyd de røde pletter og stik af fra politiet. Gem og gentag. Det siger noget om kvaliteten af alle de andre dele, at det trods alt stadig er så underholdende og opslugende som det er.

9 / 10

Arkivet: Grand Theft Auto V - Anmeldelse Janus Hasseriis Sæt kursen mod Los Santos og find ud af om Rockstar har gjort det igen 2014-11-23T09:00:00+01:00 9 10

Kommentarer (11)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...