Eurogamer.dk

Total War: Rome 2 - Anmeldelse

For Rom, altid for Rom!

Når man fyrer op for et nyt kapitel i Total War serien er det altid med en vis bæven. De seneste år har det være en bæven der udsprang af bekymring - Total War serien var i forne tider et af de mest elskede strategispil på harddisken - fordi man altid frygtede blive skuffet.

Set fra Creative Assembly's synspunkt ser tingene muligvis anderledes ud. De har objektivt set læsset masser af nye features på spillet de sidste 13 år, men det kan ikke rigtig ændre på, at man de senere år har siddet med en følelse af, at de var blevet bange for deres egen skygge: hvordan overgår man den succes de første spil i serien var? Det er et godt spørgsmål, men vi er ret sikre på, at svaret ikke er at lave det samme spil igen og igen.

Total War Rome II er ligesom Shogun II en tematisk tilbagevenden til gamle græsgange. Efter en seriøs installeringsproces der sætter et 20 gigabyte aftryk på din harddisk, bliver man øjeblikkeligt mødt af de luksuriøse produktionsværdier man venter sig af spil fra Creative Assembly og et latinsk citat der trodsigt får lov til at stå u-oversat hen. Landkortet viser Europa, den østlige del af Asien og Nordafrika. Her har man virkelig gjort sig umage for at lave et kort der oser af Antikken og det skal siges med det samme at grafikken i spillet er uovertruffen; detaljerne i bygningerne, træerne, skyggerne, de hundredevis, om ikke tusinder, af soldater der aser og maser på kamppladsen i glorværdig detaljegrad og de mange DX11 funktioner der sætter undertegnedes GTX680 kort på arbejde, er en fornøjelse at beskue.

1

Når man slås i de nordlige regioner kan det se ret udvisket ud, her besøger legionerne såmænd Danmark, men det har sin charme.

Spillets kerne er de taktiske slag. Når spillerens hære møder en fjendtlig styrke, kan man tage direkte kontrol over kampene i et realtime slag. Her har vi samme ankepunkter som vi altid har haft: at kampene er for hurtige, at soldaterne løber afsted som små roadrunners og at serien i det taktiske generelt har bevæget sig for meget over i Starcraft-agtige. Det skaber en historisk dissonans der ødelægger det historiske vingesus serien ellers arbejder så hårdt for at opbygge.

AI'en har fået en overhaling og den er blevet klogere. Før i tiden var den meget fristet til at sende for mange enheder mod flankerende fjendtlige enheder, men nu forstår den fordelene ved en god forsvarsposition. Måske for godt. Den kan godt finde på at slide dine tropper ned ved at tvinge dig til at jagte den rundt på kortet hvilket bare er irriterende. Overordnet er kampene er sjove, men nogle gange også frustrerende. Sådan har det altid været.

Der er mange små nye lækkerier. En af de bedste er det taktiske kort man kan trække op under kampene. Det viser et 2D billede af slaget hvor enhederne optræder som symboler. Fuldstændig som en rigtig landkort eller, tør man sige det, et hardcore krigsspil.

2

Agenter kan være ligeså effektive som hære.

Man kan også styre enheder i første person nu. Ved et tryk på 'insert' knappen, zoomer kameraet til et 'over skulderen' synspunkt og det er faktisk mere end bare grafisk gejl. En gang imellem giver 'over skulderen' synspunktet et bedre overblik over kampene, end den klassiske halv-isometriske (det er altid der man ender selvom det er 3D) synsvinkel. Man kan også skyde belejringsvåben i første person men er til gengæld en ren gizmo.

'Fog of War', dine soldaters evne til at se hvad der foregår på kamppladsen er også væsentlig forbedret og mere granuleret. Det er ikke længere en ja eller nej situation om de er skjult i en skov, men et spørgsmål om hvor på kortet man observerer fra og det giver kampene lidt mere dybde.

3

Belejringer ser bedre ud på screenshots end i spillet. Oftest er det klodsede, u-elegante affærer.

Belejringer er ligeså problematiske som de altid har været. Bygningerne er tilsyneladende sat på kortet blot for at gøre rode det hele til. De enhedsformationer som hele Total War serien er bygget op omkring passer dårligt til bykampe. Igen ser man skærende dissonans, for eksempel i den måde byernes gader og broer der er forvoksede og gigantiske fordi de skal kunne rumme enhederne der altid rykker rundt i firkanter. Nej, bykampe og belejringer er mærkelige, klodsede affærer som i bund og grund ikke passer til de begrænsninger der er i den taktiske 'motor' i spillet.

På det strategiske plan har Creative Assembly truffet nogle smarte beslutninger. Der er langt mindre mikromanagement at tage sig til som kejser i dette Rom. Det kan gøre turene korte men det gør nu ikke noget. Man styrer provinser på størrelse med lande, med op til fire byer i hver. Byerne opfører sig som individuelle enheder og det er langt lettere at forstå hvad hver af dem bidrager med. Pladsen i byerne er begrænset, så det er kritisk hvad man beslutter sig for at bygge. Det er en smart simplificering men det betyder at man som sagt en gang i mellem har relativt lidt at tage sig til bortset fra at skubbe nogle hære frem og tilbage.

4

Allierede kan angribe bestemte mål. Og alle vil hele tiden have penge.

Teknologitræet åbner sig op efterhånden som kampagnen skrider frem. Hver faktion har unikke ting at lege med. Kombineret med det enorme antal enhedstyper, dem kan man se når man åbner spillets in-game encyklopædi, der i øvrigt er online, lige fra romerske legioner til forskellige variationer af kamel-tropper, får man en verden der er travl, varieret og spændende at eksperimentere med.

Selvom garvede spillere af Total War serien øjeblikkeligt vil genkende det basale gameplay er der en del mindre ændringer, nogle mere succesfulde end andre. Meget velkommen er muligheden for at give ens allierede ordrer til at angribe en fælles fjende på et bestemt sted. Mindre overvældende er systemet der styrer hvordan hærene vinder forbedringer. Dette spil beder dig seriøst, efter en stribe glorværdige sejre, hvorvidt dine bueskytter eller dit infanteri skal være 3% farligere. Selvfølgelig kan en kampagne der strækker sig over dusinvis af år hurtigt blive til mange %'er, men det får dig nu alligevel til at ligne den nærigste kejser i verdenshistorien.

5

Nogle af de DX11 eksklusive grafiske elementer er mindre vellykkede - for eksempel 'depth of view' settingen der får tingene til at se ud som om man svømmer under vandet.

Langt de bedste forbedringer finder man til søs. Skibe slås i både skib-til-skib kampe og landgangs operationer hvor de sejler op på stranden og losser tropper af. I skibskampene ser man dem tit droppe de taktiske finesser til fordel for brutale vædringer der får splinterne til at flyve. Desværre betyder det, at transport skibe kan være ligeså farligere som krigsskibe, det kan man sige er en svaghed ved spillet, men forbandet morsomt er det nu.

Efter en heftig dag 1 patch er mange af de små problemer spillet kæmpede med i ugen op til dagens lancering blevet fixet. Hvis man er pernittengryn er der stadig småting - såsom agenter der bliver trænet fuldt op og har 95% chance for at overtale en fjende til at gå med, men alligevel aldrig lykkes med deres foretagende, men det hører til i småtingsafdelingen.

I Total War Rome II er det stadig lige så sjovt at styre ens imperium til verdensherredømme, trampe ens naboer under fode, plyndre deres byer og generelt ydmyge dem som det altid har været. Man må dog erkende at serien er stagneret. Det er nemlig præcis ligeså morsomt som det altid har været - hverken mere eller mindre. Og det er på en måde synd.

8 / 10

Total War: Rome 2 - Anmeldelse Martin Wiinholt For Rom, altid for Rom! 2013-09-03T12:22:00+02:00 8 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...