Disney Infinity - Anmeldelse

Her er Disneys nye storspil. Fantasi og kreativitet er i højsædet

I denne uge kaster Disney sig ind i kampen om vores børns virtuelle gunst. Efter at have sat sig grundigt på TV-skærmene og biograferne, har firmaet nu besluttet sig for at lukke det hul, der i løbet af de seneste år er blevet stadig mere synligt inden for elektronisk underholdning.

For Disney er det et nyt koncept: Man tager de velkendte og elskede figurer fra tegnefilmene, laver dem til dukker, og sætter dem ind i computerspil.

For de første 450 kroner får man en starterpakke med tre figurer og en virtuel legetøjskasse af ting, der i bedste Minecraft-stil kan bruges til at lave sine egne baner og scenarier.

Hver figur kommer med sit eget spil, det tager omkring fire timer at gennemføre, og når man er færdig med de tre spil, kan man kaste sig over Toybox'en, legetøjskassen, der potentielt set indeholder hundredevis af timers underholdning.

I Toybox'en finder man, hulter til bulter som i den rodekasse, der findes i ethvert børneværelse, legetøj fra alle Disney-eventyrene. Det er en sandkasse, hvor man kan sætte landskaber sammen, bygge strukturer, huse og befolke dem med computerstyrede figurer fra tegnefilmene. Vil man lege Lynet McQueen på en racerbane, der snor sig rundt om Askepots slot? Ingen problemer. Eller hvad med at lade Kaptajn Jack Sparrow slås med figurerne fra Tron, mens man skyder Hr Utrolig ud af en katapult? Så gør det!

3

Du får ikke det hele foræret fra starten. Hvor bugnende din kasse er, afgøres af lodtrækninger, som man gør sig fortjent til ved at spille figurspillene igennem. Det er lidt synd, fordi selv efter tyve timers spil, og efter at have gennemført alle tre figurspil, er det ikke hele kassen, der er låst op.

De tre figurspil er forskellige.

Monsters University-spillet handler om at løse forskellige gåder. Det er desværre mest af alt en øvelse i kedsommelighed, der ender med at vores 9-årige testperson udvandrer i frustration over gåderne, der bliver ødelagt af dårlig styring. Eksempelvis er der en opgave, der går ud på at overraske en robot. Formentlig skal man snige sig op på den bagfra, men efter en times forsøg lykkedes det os ikke at finde det trick, der løser problemet. Og når der skal bruges tricks til at komme gennem spillet, ja, så mister børnene lynhurtigt interessen. Sådan er vilkårene.

Der er en del uforklarlige tekniske fejl i spillene, og du skal ikke blive overrasket, hvis du lige pludselig skal starte forfra, fordi der er en fejl i en mission, der gør den umulig at gennemføre.

I det andet spil får Jack Sparrow lov til at slå sig løs i en hack'n'slash-affære, der ikke vil overraske eller begejstre særlig mange voksne, men som nok skal være populær hos mini-mennesker. Der er lidt skib-mod-skib-aktion, der er fornøjelig, men de fleste andre opgaver er af den almindelige hent-og-bring-slags, som man har set så meget.

Og den røde helt Hr. Utrolig har fået sin egen by. Det er åben verden, der frit kan udforskes og udbygges. Det er nok favoritten på grund af den uforlignelige humor, man ser og hører overalt, mens han kaster bysbørnene ud fra hustagene og skiller robotterne ad med knytnæveslag. Selvom det er charmerende og uforlignelig Disneysk, tager man sig selv i at tænke flere gange på, at det virker som en fattigmandsudgave af Lego City Undercover, hvor der er mere liv og flere sjove opgaver.

2

Som Disney konstant minder os om, er fantasi og kreativitet i højsædet. Men når man hedder Disney, gælder det dobbelt, at adel forpligter.

Det er derfor skuffende, at man ikke har ladet fantasien flyve lidt mere frit, da man lavede de tre spil. Spillenes minder i den grad om elefanten i rummet, den som det næsten er uhøflig at nævne, men som vi nævner alligevel, nemlig Skylanders. Under en pressefremvisning af spillet i foråret fortalte Disney-folkene, at Infinity faktisk havde været under udvikling fra før, Activision kom med deres monsterhit.

Netop derfor er det ekstra ærgerligt, at man ikke har formået at lave figurspil, der var lidt sjovere. Der mangler nyskabelse. Monster University, der nok i princippet er det mest opfindsomme, skæmmes af tekniske fejl og kluntet interface og de to andre tårner heller ikke op på nogen måde.

Men det er i Toybox'en, at man skal finde essensen i Infinity-universet. Toybox'en sætter, med både co-op og online-multiplayer, konkurrenterne grundigt til vægs. Hvor Skylanders er et statisk spilunivers, som man ikke selv kan påvirke eller ændre noget ved, giver Toybox'en dig rig mulighed for at lave dine egne baner og udfordringer og bagefter dele dem med andre.

1

Hvis man er en barnlig sjæl, er det svært ikke at lade sig charmere. Hvis man kan overbevise ungerne om at lege videre efter de indledende frustrationer og en styring, vi aldrig blev venner med, er det præcis den slags legetøj, man godt vil have, poderne leger med. Og, i parentes bemærket, når vi siger poder, mener vi nok mest drenge. Med risiko for at fremme kønsrollerne, vil vi tillade os at udtrykke tvivl om, hvorvidt pigerne vil holde af den næsten ingeniøragtige snilde, det kræver at mestre toybox'en.

Når det er sagt, så er Toybox'en Disney-magi, når det er bedst - eventyr og skaberkraft i en solid pakke, og hvis det ikke havde været for figurspillene, kunne dette spil allerede fra lanceringen have skrevet sig ind i den særlige række af spil, der tæller klassikere som Little Big Planet og Minecraft.

Med mange flere figurer på vej til Infinity-verdenen, selveste Mickey Mouse har lovet at kigge ind, er der rigelig tid til at gøre bod. Som salig Walt Disney sagde, så kan alle drømme gå i opfyldelse, hvis man har modet til at forfølge dem.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem Disney Infinity - Anmeldelse Martin Wiinholt Her er Disneys nye storspil. Fantasi og kreativitet er i højsædet 2013-08-21T09:07:00+02:00 8 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!