Pikmin 3 - Anmeldelse

Tredje kapitel i Nintendos haveinspirerede RTS er på gaden

Løb ikke, vi kommer med fred!

Eftersigende blev Shigeru Miyamoto inspireret til at lave Pikmin efter at have gået en tur i sin have. I hvert fald er der noget meget afslappende og beroligende hyggeligt over Pikmin spillene - lidt lige som havearbejde på en sommerdag. Men tag ikke fejl af de nuttede Pikmin og knapt så truende monstre. Under overfladen gemmer der sig et benhårdt og ubarmhjertigt strategispil. Det er en form for RTS - strategi i realtid, men samtidig også helt sin egen genre, for det har ikke meget at gøre med detailstyring af hære og enheder eller basebygning.

Planeten Koppai er ved at løbe tør for mad, og spillets tre hovedpersoner er rejst ud i verden, i rumskibet Drake, for at skaffe mad. Under indflyvningen til planeten PNF-404 går det selvfølgelig galt, og de rejsende bliver skilt fra hinanden. Som spiller får du nu kontrollen over Alph, og det er din opgave at finde dine to rejsekammerater igen, samt løbende finde frugt nok til at holde sulten fra døren.

Problemet er, at Alph og hans venner er meget små i forhold til omgivelserne. Dermed bliver små bække og faldne grene til uovervindelige forhindringer. Edderkopper, biller og andre insektlignende væsener er dødbringende monstre. Heldigvis er der hjælp at finde. Alph støder hurtigt på den første af fem forskellige udgaver Pikmin - de røde. Røde Pikmin er gode i kamp og kan modstå ild. De grå, også kaldet rock, ligner små sten og kan slå hul på glas og krystal. De gule er gode til at grave og kan lave elektriske forbindelser. Og så videre. Konceptet er sådan set ultra simpelt. Forskellige forhindringer kræver forskellige Pikmin, men man har selvfølgelig ikke adgang til dem alle sammen fra starten af, så der er udfordringer, man må vende tilbage til på et senere tidspunkt.

1

Dåseskjul får en lidt anden betydning

I sig selv er et strategi-puzzle spil ikke noget vi ser hver dag, men Pikmin spillenes store force, og der hvor de for alvor skiller sig ud, er den tidsfaktor, der spiller ind. Det er i virkeligheden den største udfordring, men nok også det mest frustrerende element. Spilletiden er delt op i små bidder, som er ca. 13 minutter lange. Det svarer til, den tid solen er på himlen, og man kan udføre sine opgaver. Natten er simpelthen for farlig for Pikmin og små rumvæsener i billestørrelse. Ved solnedgang flyver de i sikkerhed i atmosfæren et sted. Hvis man efterlader Pikmin tilbage alene, går de automatisk tabt.

Konceptet er sådan set ultra simpelt. Forskellige forhindringer kræver forskellige Pikmin

I rumskibet skiftes Alph, Brittany og Kaptajn Charlie til at gøre status over dagen, der er gået. Særlig bekymrer de sig om, hvorvidt man har fundet frugt, og om der er gået for mange Pikmin tabt. Der er ikke en begrænsning på, hvor mange dage man må bruge, som der var i det første Pikmin, men de rumrejsende spiser dog en portion frugtsaft hver aften, så i snit skal man altså finde mindst én frugt pr. dag. Flere frugter giver dog mere end en portion saft, så det er ikke voldsomt svært, at opbygge en buffer til f.eks ekstra svære bosskampe.

Som Nintendo har for vane for tiden, så minder Pikmin 3 utrolig meget om sine forgængere. Der er selvfølgelig flot HD grafik, men det grundlæggende gameplay er nøjagtig som man - måske - kender det. Der er trods alt gået 12 år siden det første spil udkom, og fire år siden det og toeren blev genudgivet til Nintendo Wii. En kærkommen forandring er dog oversigtskortet, som befinder sig på Gamepad'en. Det viser hvor på kortet, der er frugt og vildfarne Pikmin, og er også en stor hjælp i forhold til at vise hvilke dele af kortet, der endnu ikke er opdaget. Men vigtigst af alt, så fungerer kortet også som en slags kombineret GPS og autopilot. De tre rejsekammerater kan styres hver for sig, og have hver deres gruppe af Pikmin på slæb, men ellers fungerer de fuldstændig identisk. Til gengæld er ovennævnte GPS funktion yderst brugbar, når man lige lærer hvordan den fungerer. Der er masser af tid at spare - og tid er frugtsaft, som man siger - ved f.eks at undersøge kortet, finde en frugt, og derefter sende et besætningsmedlem hen til det rigtige sted, mens man selv løser andre opgaver.

2

Bæstet er faldet. Få de brostykker på plads

I kortet har Pikmin 3 et rigtig fornuftigt argument for at Gamepad'en til Wii U eksisterer. Men samtidig er det også lidt skuffende hvor lidt, og hvor ligegyldigt den Gamepad egentlig er integreret i spillet. Udover kortet er der også en slags encyklopædi over frugter, Pikmin, områderne man har været i og spiltips generelt. Det kunne altsammen nemt foregå på tv'et i stedet. Alph har en Koppad, som sjovt nok ligner en Wii U Gamepad ret meget, og en gang imellem modtager han noget information på den, hvor du som spiller er tvunget til at kigge på Gamepad'en. Det virker som en meget kunstig begrænsning, som bestemt ikke bliver gjort mindre irriterende af, at spillet eller understøtter brug af både Pro Controller og Wii remote + Nunchuk. Bortset fra at du altså ikke kan lægge din Gamepad helt væk.

Det giver nogle frustrerende øjeblikke, særligt i pressede bosskampe, hvor timing, præcision og bevægelse er nøgleord

Og netop kontrollen er måske Pikmin 3's største problem. Spillet er tydeligt designet til at blive spillet med Gamepad - eller Pro Controller, som jo har samme layout. Det fungerer også upåklageligt, det meste at tiden. Dog kunne de måske have opdateret brugen af knapper og sticks lidt. Det "sigtekorn" som viser hvor, de Pikmin du kaster, lander, er låst i forhold til hvilken vej den valgte figur kigger. Det giver nogle frustrerende øjeblikke, særligt i pressede bosskampe, hvor timing, præcision og bevægelse er nøgleord. Ved at holde højre skulderknap inde, kan man få lov til at bevæge sigtekornet frit, men så står du stille imens. Med andre ord ikke rigtig brugbart, når man er under press. Bruger man Wii remote og Nunchuk bliver det lige omvendt. Med remote styrer man sigtekortet, og har dermed præcision og fuld bevægelsesfrihed. Til gengæld kan man så ikke styre kameraet direkte, og kun centrere det bag sig. Ydermere er B-knappens funktion på Gamepad forvist til "ryst din Wii remote", og vil man bruge den smarte kortfunktion, må man lægge remote + Nunchuk helt fra sig. Det skal retfærdigvis siges, at spillet helt problemfrit og automatisk detekterer, hvilket input man bruger - også midt i en bosskamp - men man har stadig lidt fornemmelsen af, at ingen af dem er helt perfekte.

3

Broen er samlet. Eventyret venter forude

Det er svært at betingelsesløst kalde Pikmin 3 en systemsælger. Fans af de tidligere spil og/eller folk, der kan se igennem fingrene med den lidt mangelfulde kontrol, kan se frem til en god udfordring i selskab med de charmerende og farverige plantevæsener. Folk der allerede ejer en Wii U, mangler sikkert noget at spille på den, og så er Pikmin 3 en let anbefaling. Alt efter temperament, kan det være vældig irriterende at få sit spil afbrudt hver 13. minut, med tilhørende langsommelige cutscenes, eller det kan være perfekt afmålte bider af zen-gaming, hvor man hele tiden tænker: "jeg kan lige nå en dag mere, inden jeg skal i seng/skole/på arbejde osv.".

7 / 10

Læs om vores karaktersystem Pikmin 3 - Anmeldelse Janus Hasseriis Tredje kapitel i Nintendos haveinspirerede RTS er på gaden 2013-08-19T10:00:00+02:00 7 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!