Eurogamer.dk

Dota 2 - Anmeldelse

Kongen vender tilbage

Dota 2 er den længe ventede opfølger til WarCraft III-spiltypen Defence of the Ancients.

Vi befinder os i sommeren 2010. Den amerikanske spilgigant Valve har netop annonceret, at de arbejder på efterfølgeren til en af alle tiders mest populære fan-modifikationer, WarCraft III-spiltypen Defence of the Ancients, og ingen kan rigtig blive enige om, hvorvidt det er godt eller skidt.

På den ene side står kritikerne, herunder Blizzard Entertainment, der mener, at Valve burde lade Dota-varemærket blive hos spillerbasen, på den anden står alle ja-sigerne, der klapper i hænderne af begejstring over, at en af branchens mest respekterede firmaer står bag Dota 2.

Spoler vi tiden frem til i dag, taler tallene sit eget tydelige sprog. Dota 2 er det mest populære spil på distributionstjenesten Steam og har næsten 330,000 samtidige spillere. Det er selvfølgelig noget mindre end den direkte konkurrent League of Legends, der kan prale af op mod 5 millioner, men sidstnævnte har også haft et par års forspring. Først nu, nemlig, træder Dota 2 ud af det betastadie, der har holdt det fra masserne i det forgangne halvandet år, og dermed kan kampen begynde.

Trods sin hastigt voksende popularitet forbliver Dota 2 dog en intimiderende størrelse, ikke mindst grundet sit umådeligt komplicerede spilsystem. For en nykommer er det umiddelbart svært at finde ud af, hvad der foregår, og man hjælpes ikke godt på vej af de mange fjendtlige brugere, der huserer dets community.

Alligevel flokkes folk til spillet, og det, tror jeg, skyldes én bestemt faktor. Hvor de øvrige konkurrenter nøjedes med at lave et spil i MOBA-genren, der startede med Dota, har Valve i Dota 2 købt og bygget, hvad der kan sammenlignes med en sportsgren.

1

Ja, der er kun en enkelt bane i Dota 2, men den er til gengæld fyldt til bristepunktet med finurlige detaljer og skifter sågar udseende på tværs af årstider.

Hvis du læser denne anmeldelse, er du formentlig bekendt med MOBA-genren i forvejen, og hvis ikke følger her en kort introduktion. To hold af fem spillere udkæmper et drabeligt slag i en stor arena, der strukturelt er bygget op omkring tre veje, der løber på tværs af kortet, fra det ene holds base til den anden. Hver spiller styrer en såkaldt helt, der er unik i sit udseende og evnesæt, og som skal hjælpe holdenes NPC-figurer, der fødes i intervaller, med at smadre modstanderens base.

Det næste, der er værd at vide om Dota 2, er dets groteske størrelse. I sin nuværende form huser det 102 unikke helte, til sammenligning var der 112 i det oprindelige Dota. Derudover har hver helt fire forskellige evner, der kan aktiveres, samt et delt udstyrslager på næsten 130 genstande, og da en gennemsnitlig kamp tager i omegnen af 35 minutter, har vi at gøre med et spil, der kræver mere tid end selv de helt store titler såsom Skyrim.

Alene at blive komfortabel med alle disse elementer tager måske omkring 200 timer, og at vide, hvordan de fordelagtigt kombineres på kryds og tværs, tager nok det dobbelte, altså 400 timer.

Ja, Dota 2 er en tidsrøver, og det er omfangsrigt som det er dybt. Og det er lidt en skam, fordi gameplayet er fra ende til anden en rendyrket fornøjelse. Det er et utrolig intenst, hektisk og emotionelt spil, hvor man nemt kan drage paralleller til professionelle sportsgrene.

I sin simpleste facon handler Dota om at samle så megen erfaring og guld sammen fra slagmarken som muligt, samt pådrage fjenden skade, når chancen byder sig, dette uden at løbe for mange risici. Kampene bølger frem og tilbage ude på banen, som man lærer at vide, hvornår man skal slå til, og hvornår man bedst bør holde sig i sikkerhed.

2

Det er fristende altid at vælge samme helt og lære denne fra ende til anden, men du lærer hurtigere ved tilfældigt at vælge og derved prøve de mange forskellige.

På et lidt højere niveau bliver Dota 2 til et spil om nøje koordinering med hele dit hold. Den klart nemmeste måde at dræbe en fjendtlig helt på er ved sammen at fange vedkommende alene. Men dette er en kunst i sig selv, som spillerne bliver stadig bedre til at udvikle smarte trick-manøvrer. Pludselig er man blevet lokket i et baghold, og så er det fordel til modstanderen.

Og det er det smukke ved Dota. At lære det nærmest uendelige antal strategier og handlemåder i de mange forskellige situationer, der opstår i løbet af en kamp. At forstå teorierne bag hver eneste helt, samt hvilket udstyr der kan vende en kamp til ens fordel og så videre. Og selv når man har lært at kende spilmekanikken som sin egen bukselomme, handler det om at holde hovedet koldt, modstå pres og kommunikere ordentligt med sine holdkammerater, hvis man skal gøre sig forhåbninger om succes.

Derfor, som jeg skrev tidligere, er det ikke unfair at sammenligne Dota 2 med en sportsgren. Dets spilsystem vedstår tusinder af forskellige taktikker og forstår holdspil bedre end noget andet computerspil, jeg har spillet. Formålet med det enorme heltekatalog, evner og udstyr er ikke bare et spørgsmål om omfang. Det er spillets erstatning for den fysiske faktor, der normalt spiller ind i en sport, og som er så umådelig kompleks. I stedet for at mestre sin egen krop handler det om at mestre spillets variable.

Når man først er kommet ind i det, er Dota 2 så underholdende, så overbevisende i sit spildesign, at det er svært at stoppe igen. Var det ikke for sin oprindelse som fanskabt udvidelse til WarCraft III, tvivler jeg på, at det nogensinde var blevet til. Intet kommercielt firma havde turdet et projekt af dette omfang, før de havde klare beviser for dets potentiale.

Nu, hvor bevisførelsen er sikret, skal alle firmaer have deres egen Dota-klon, men spørgsmålet er, om de er for sent på den. Valve har sikret sig rettighederne til det navn, så mange associerer med hele genren, og det kan vise sig en afgørende faktor i kampen for at dominere markedet.

Når det er sagt, gør det i og for sig ikke noget, at det netop var Valve, der løb med serien. Dota 2 er nemlig en betagende opdatering af originalen; alle helte originale og genkendelige fra hinanden, en intuitiv grænseflade og et avanceret framework omkring, der fint understøtter spillet som sportsgren. Derudover er der den elegante forretningsmodel, en free-to-play-variant, hvor hele kataloget af funktioner er gratis og kun kosmetiske justeringer udgør de betalte forskelle. Det øjeblik, hvor man synes, det er OK at betale penge for at customisere sin figur, ved man, at Dota 2 har vundet, og den tid skal nok komme for alle, der hænger ved.

3

Man kan ikke undgå at blive en smule kvalm, første gang man har købt sig til kosmetiske ændringer, men det lader til at være fremtiden, så vi kan lige så godt vende os til det.

Til gengæld har Valve vist mindre interessere i at gøre spillet lettere tilgængeligt for nykommere, selvom der er sket forbedringer. Dota 2's kunstige intelligens er imponerende, selvom man hurtigt lærer at overkomme dem selv på sværeste niveau. Derudover har de integreret en tutorial, der skal hjælpe folk på vej, men den kommer aldrig til at forklare de finere detaljer af spillet. Matchmaking-systemet, dog, er solidt, og sammenholdt med deres nye bandlysningssystem, der varetages af spillets community, er den værste fjendtlighed fejet af bordet. 35% mindre negativ kommunikation, melder Valve selv om.

I det store hele er Dota 2 et imponerende stykke software, et resultat af mere end solidt håndværk og forståelse for genren og dens oprindelse. Konverteringen til source-motoren er vellykket og koblingen til den ny forretningsmodel elegant. Dette er et mere end værdigt Dota-spil, med andre ord.

Men til syvende og sidst er det altså en opdatering snarere end en opfølger, hvilket betyder at Dotas største svaghed, det fjendtlige community, fortsat spøger. Man risikerer, og kommer til, at opleve ubehagelige spil, som man set i bakspejlet hellere havde holdt sig fra end påbegyndt.

4

Et af Dota 2's metaspil handler om at vælge de rigtige helte i forhold til modstanderholdet. Nogle helte gør sig nemlig særligt godt over for andre.

Der er ikke andet at sige, end at man må leve med det. Det er en del af Dota-kulturen og -oplevelsen. Ubehaget er på mange måder også årsagen til, at man kommer tilbage stærkere og den får de gode sejre til at fremstå så meget desto mere fornøjelige.

Dota 2, derfor, er en underlig størrelse af anbefale. Det oer plagt at starte her, hvis man ønsker at træde ind i genren, men man skal være rede på at lægge mange timer i projektet, før det for alvor giver et underholdende afkast. På mange måder skal man se det som at begynde på en ny sport. Der er indledningsvis mange, der er langt bedre end en selv, og man aner ikke umiddelbart, hvad man laver, men kommer man først ind i det, kan det underholde mange år fremover, og, hvem ved, måske træder man en dag selv ind blandt eliten.

9 / 10

Dota 2 - Anmeldelse Quintin Smith Kongen vender tilbage 2013-08-11T10:00:00+02:00 9 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...