Shadowrun Returns - Anmeldelse

Tilbage til fremtiden

Shadowrun Returns er baseret på det analoge rollespil fra 1989.

At smække ordet "Returns" på en fortsættelse synes altid at være en smule overflødigt. I Shadowruns tilfælde giver det dog god mening, især for dem, der ventede i mere end 10 år på en opfølger til 16-bit-kultklassikeren, men som i 2007 måtte nøjes med en tam first-person-shooter. Ja, for dem giver Returns rigtig god mening.

Shadowrun Returns fungerer som dels fortsættelse, nyfortolkning og hyldest på en og samme tid. Det er et spil, der følger de oprindelige udgivelsers narrativ, både SNES og Megadrive-versionerne, men samtidig ikke er bange for at udvide. Det klassiske gameplay er også tilbage, kun perifært ændret for at imødekomme moderne designprincipper.

Returns er med andre ord et spil for de trofaste, hvilket betyder at nykommere har en del at indhente. Heldigvis er spillet ikke fyldt med kringlede referencer, man kun forstår, hvis man kender serien som sin egen bukselomme. Universet præsenterer med andre ord sig selv på en elegant måde.

Spillet er sat på Jorden i en dystopisk fremtid, hvor de engang så velkendte storbyer er blevet jævnet med jorden af globale konflikter. Pulserende slumkvarterer badet i neon dominerer det tilbageværende bybillede, og og de befolkes af et sammensurium af gangstere, slyngler, hackere og magikere.

1

Shadowrun Returns anvender et kampsystem tilsvarende XCOM, hvor det blandt andet er muligt at gå i dække bag alskens objekter.

Magikere? Ja, ud over teknologi spiller magi en fremtrædende rolle i Shadowruns univers, hvilket giver det en snært klassisk high fantasy. Elvere, trolde og dværge bor side om side med mennesker, hver med egne styrker og svagheder, samt diverse mærkværdigheder. Som om det ikke var nok, formår det også at tilsætte en detektivhistorie i bedste film noir-stil, hvilket betyder, at vi er oppe på tre normalt vidt forskellige genrer.

Derfor er det imponerende, så godt sammensætningen virker. Det er uden tvivl et resultat af den intrikate universbygning, der har særligt øje for sociale og kulturelle universaler, der gør sig sig gældende på tværs af tidsperioder.

Ulig de oprindelige Shadowrun-spil kan man i Returns bygge sin egen figur, dette ud fra forskellige racer og figurtyper. Du kan vælge en traditionel håndvåben samt nærkamp kombination eller gå efter en af de mere specialiserede alternativer. Deckers, eksempelvis, kan hacke sig vej ind i computersystemer, hvilket giver dem adgang til nye områder samt mulighed for at sabotere fjendtlige robotter. Riggers har deres egen dronehær, der gør dem dødbringende i kamp. Hver figurtype fungerer forskelligt, hvilket gør Shadowrun til et spil, man sagtens kan spille flere gange.

Progression opnås via indsamling af karma, et resultat af spillets buddhistiske koncept. I de tidligere spil kunne karma indsamlet ved at slå fjender ihjel, men nu er der flere point at hente, hvis man anlægger en mere altruistisk tilgang.

2

Figurerne i Shadowrun Returns er ikke voldsomt detaljerede, men omgivelserne ser ofte fremragende ud.

Dette designvalg gør desværre, at man føler sig en smule indskrænket i måden, man spiller sin figur på. Selvom man sagtens kan præsentere sig som et dumt svin, står det hurtigt klart, at en sådan taktik sjældent fordele medfører, og dermed kan det altid svare sig at spille good-guy. Det føles mærkværdigt i et spil ellers tilsølet med usympatiske typer.

Nye evner tildeles jævnlig og kræver det samme antal point som det næste niveau. Ønsker du eksempelvis at opgradere dine riffelegenskaber fra fire til fem, skal der bruges fem karmapoint og så videre. Et simpelt system, der er ganske symptomatisk for Shadowrun Returns-oplevelsen som helhed. Det er ikke et spil, der ønsker at drukne folk i komplekse spilsystemer, men snarere prøver at lokke en ind i sit dragende univers.

Så meget desto mere heldigt, at det netop er i sit narrativ, at Returns stråler. Den indledende kampagne, Dead Man's Switch, er overlegent skrevet. Mindeværdige figurer og et spændende mordplot holder en på kanten af stolen hele vejen igennem.

Selve gameplayet er opdelt i to. Den første del er som at spille et peg-og-klik-eventyrspil, som man rejser gennem store omgivelser, snakker med folk, samt finder en lang række genstande. Du laver her ikke meget andet end at følge markører på kortet og klikke på alt og alle for at provokere en respons. Måske en smule trivielt, men, igen, grundet niveauet af det skrevne materiale, forbliver man underholdt.

3

Spillets editor er ikke for sarte sjæle, men den gør det muligt for dedikerede fans på sigt at skabe nye eventyr.

Straks anderledes bliver konceptet, når man støder på de mange fjender. Her gælder det om at anlægge den helt rigtige taktik, da man umiddelbart er meget begrænset i sit bevægemønster. Man starter med kun to action-point, der både skal bruges til at rykke, angribe, lade og bruge udstyr.

Når det er sagt, er spillet relativt harmløst, hvad angår sin sværhedsgrad. Det ligner ganske givet XCOM's mere taktiske øjeblikke, men mangler den tilsvarende brutalitet. Du skal foretage nogle særligt grelle valg for ikke at vinde hver eneste kamp, og det er ærgerligt.

Måske et resultat af sit design, der lader til at gøre sig bedst i korte stræk, perfekt til frokostpauserne. Det er relativt lineært, dets historiesegmenter brudt ned til mindre dele og hver gang, du er færdig med en kamp, vender du tilbage til den selv samme bar, du startede i. Der er ikke rigtig nogen måde, hvorpå man kan udforske universet i egen rækkefølge, men, okay, Shadowrun har aldrig prøvet at anlægge en sandkassestruktur, så det er fair nok, selvom universet ville egne sig godt til det.

4

Du får kun lov at se denne del af universet, hvis du bruger en Decker til at hacke dig ind i computersystemerne.

Historien er som sagt Shadowrun Returns primære styrke og også den primære årsag til, at det ikke bare føles som en tam opdatering af de klassiske spil. Dead Man's Switch-episoden, der følger med spillet, er en fornøjelse og forhåbentlig kun begyndelsen på mere i vente. Der er også inkluderet en editor, hvilket gør dedikerede fans i stand til at skabe deres egne eventyr, men den er relativt fjendtlig i sin grænseflade. Svær at finde ud af.

For dem, der ønsker at genopleve det isometriske Shadowrun-koncept fra halvfemsernes SNES og Megadrive-udgivelser, er Shadowrun Returns en no-brainer. Det er ikke det dybeste eller mest fleksible spil af sin slags, men spilsystemerne er alligevel skruet sammen på en elegant måde. Medregn den fantastiske historie og spillet er afgjort en succes.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem Shadowrun Returns - Anmeldelse Dan Whitehead Tilbage til fremtiden 2013-08-10T10:00:00+02:00 8 10

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!