Razer DeathAdder 2013 - Hardwaretest

Legendarisk gamer-mus har aldrig været bedre

4

Amerikanske Razer er blandt de ældste spillere på markedet, når det kommer til pc-udstyr målrettet computerspillere. Allerede tilbage i slut-halvfemserne lancerede de den nu legendariske gamer-mus Razer Boomslang, verdens første 2000 dpi-mus hvis indflydelse fortsat gør sig gældende, og med årene har de kun manifesteret deres tilstedeværelse yderligere. I dag kan Razer prale af et bredt portefølje af tilbehør; foruden mus inkluderer kataloget også tastaturer, controllere og headsets (hvilket Jonatan senest fandt ud af).

Spillermusen er og bliver dog Razers kerneprodukt; et område, hvor de traditionelt har været nær urørlige. Nye modeller introduceres på årlig basis, mens andre får lov at ruge i en række år, før nye versioner rulles ud. 2013, således, har indtil videre budt på opdateringer af deres kerneserie: Orochi, DeathAdder og Mamba - alle opkaldt efter forekomster i slangeriget.

Razer var så eftertænksomme at stille disse til rådighed for Eurogamer, og vi bed på som en anden klapperslange. Hermed test af mellemklassemodellen, DeathAdder 2013 Edition.

1

Standhaftig elegance

Razer DeathAdder er en mus, der i grunden ikke gør meget væsen af sig. Den kommer i et mat, sort finish uden nævneværdige gradienter i de enkelte plasticdele. I praksis betyder det, at den nær camoufleres på en sort musemåtte, hvis da ikke det var fra det sagte pulserende Razer LED-logo på ryggen, samt selvlysende musehjul, der akkurat fanger øjets opmærksomhed.

Det er indbydende uden at være vulgært; man kan sagtens forsvare at have musen liggende på skrivebordet derhjemme uden at risikere alskens gamer-fordomme (hvis altså man er bekymret for den slags). Generer det, kan lyset på begge elementer slås fra, og således fremstår musen ganske anonym.

Ergonomisk er DeathAdder 2013 i en liga for sig. Det er hands-down den mest komfortable mus, undertegnede endnu har stiftet bekendtskab med. Størrelsen, 127 x 70 x 44 mm, passer perfekt til en gennemsnitlig håndfladestørrelse, hvorfor man ingen problemer har med at anvende et greb, der støtter hele håndfladen. Der er dog ingen grund til at vække bekymring hos klogrebsentusiaster, eftersom musens store venstre- og højre-knap sikrer, at dette greb er fuldt ud anvendeligt også (dog bliver de to knapper på venstre side af musen lidt sværere at tilgå).

De to noprede gummiflader på hhv. venstre og højre side af musen er en af de nye tilføjelser ved 2013-versionen og fortjener stor ros. Foruden en æstetisk brydning af den matte, glatte plastic har de den funktion, at hånden ikke risikerer at skøjte rundt på musen en varm sommerdag, eller intensiv Counter-Strike-finale, hvor håndfladen nemt bliver fugtig. Elegant, praktisk, genialt.

Både venstre og højre museknap, tilsvarende, er konkave, hvilket betyder at fingrene fint beholder deres position ved brug af musen. De føles desuden standhaftige og solide at trykke på, uden risiko for fingertræthed, og støjer ikke mere end gennemsnittet. Desværre gør det samme sig ikke gældende for de to knapper på venstre side af musen, der klikker en smule tungere og larmer en del mere end dem på ryggen.

Musehjulet fuldender indtrykket af en særdeles standhaftig mus. Det klikker solidt i bund og ruller ubesværet i begge retninger.

3

Overskuelig betjening

I brug er Razer DeathAdder en fornøjelse at arbejde med. Dens 6400 dpi-optiske sensor kombineret med en opdateringsfrekvens på op til 1000Hz (man vælger selv mellem 125, 500 og 1000) sikrer en høj grad af præcision, perfekt til kompetitivt spil. Musen er til gengæld en anelse tung, et resultat af dens robusthed, hvorfor der skal skubbes til for at flytte den. Det har den negative konsekvens, at det bliver sværere at finpræcisere eksempelvis sigtekornet i et skydespil eller ramme små enheder i strategispil, når musen befinder sig i en død position. Heldigvis kan man minimere problemet ved at justere musens accelerationsniveau via driverpakken.

Og netop driverpakken er blandt musens, og Razers, store styrker. Sammenlignet med eksempelvis ROCCAT's mere kaotiske driverpakke, er Razer Synapse let at gå til. Der er relativt få faneblade at holde styr på, og selv de mere tekniske indstillingsmuligheder er fint forklaret med hjælpetekster, der beskriver effekten af en justering. Indbyggede tutorials hjælper til eksempelvis at optimere musens bevægelse i forhold til den pågældende musemåtte, og automatisk synkronisering med skyen sørger for, at indstillinger ikke går tabt mellem maskiner. Du plugger blot musen i en maskine og logger ind med egen profil, så er konfigurationen intakt. Der er selvfølgelig også macro-understøttelse til dem, der elsker genveje på musetasterne.

Entusiaster vil måske savne et dybere lag af konfiguration, men vi finder det befriende at have en driverpakke, der favner det nødvendige og anvendelige uden at gå overbord.

2

Vurdering

Razer DeathAdder 2013 er overordnet en fremragende gamer-mus, der excellerer ved især sin byggekvalitet og ergonomiske komfort. Det er samtidig en elegant mus; hverken er for billig eller vulgær i sit udtryk, hvorfor den kan anvendes på gamer-værelset såvel som på kontoret. Præcisionen er høj, selvom musen er en anelse tung, og den overskuelige driverpakke gør det nemt at customisere de standardindstillinger, man ikke finder tilstrækkelige. Af en mus i mellemklassen, dermed, er det svært at anbefale et bedre alternativ.

Razer DeathAdder 2013 har en vejledende pris på 600,- kr., men er i skrivende stund spottet helt ned til 500,-. Du kan se de komplette tekniske specifikationer hos RAZER.

9 / 10

Læs om vores karaktersystem Razer DeathAdder 2013 - Hardwaretest Mark Elsberg Legendarisk gamer-mus har aldrig været bedre 2013-06-06T12:00:00+02:00 9 10

Kommentarer (7)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!