The Last of Us - Anmeldelse

Modigt, smukt, brutalt

Bravo, Naughty Dog.

Hvem skulle have troet, at firmaet, der i sine unge år primært var kendt for platformere til et yngre publikum, en dag skulle ende her? Udviklerens historie er i sig selv som en opvækst. Den tidlige barndom gik med ikke særlig succesfulde spil til Apple II og Amiga, derefter kom de tidlige teenage-år og gennembruddet med Crash Bandicoot til PlayStation. Den bebumsede ungdomsperiode endte med en Sony-overtagelse, hvorefter studiet fra Santa Monica fortsatte med mere kompliceret tegneserieaction i den populære Jak and Daxter-serie. Til alles overraskelse viste de derefter langt større modenhed i den mere naturtro Uncharted-saga, hvis Indiana Jones-lignende action og fremragende dialog revolutionerede action-adventuregenren. Nu er den californiske udvikler så igen på banen med et af de mest hypede spil nogensinde, og denne gang er opvæksten fuldendt. Den ungdommelige glød fra Uncharted er erstattet af en hårrejsende, indædt kamp for overlevelse i en postapokalyptisk verden. Spillet hedder selvfølgelig The Last of Us.

2013/articles//a/1/5/8/5/4/0/2/eurogamer-3muct1.jpg

Vi har set spil om makkerpar før, men aldrig helt så vellykket som her.

Verden er gået under i kølvandet på et udbrud af infektioner, der er forårsaget af cordyceps-svampen, som er en parasitisk vækst, der langsomt overtager sin vært.

Historien er som følger: Verden er gået under i kølvandet på et udbrud af infektioner, der er forårsaget af cordyceps-svampen, som er en parasitisk vækst, der langsomt overtager sin vært. Sygdommen foregår i stadier, hvor det menneskelige offer langsomt bliver mere og mere lig den parasitiske organisme. Infektionen har dræbt millioner, og stort set hele USA er lagt øde. Du spiller som Joel, en hårdhudet, fåmælt fyr i fyrrerne, som lever af at handle på det sorte marked i en af karantænezonerne, hvor nogle af de få overlevende efter apokalypsen formår at opretholde en brutal, men dog stadig nogenlunde menneskelig tilværelse. Tidligt i spillet sker der noget, som tvinger den ellers uafhængige Joel til at love, at han vil passe på den 14-årige pige, Ellie, og føre hende til en paramilitær modstandsgruppe ved navn The Fireflies. Verden uden for karantænezonerne er et vildt og barskt sted, så de to hovedpersoner må sammen begive sig ud på en desperat rejse blandt smuldrende storbyruiner og øde landområder, hvor faren lurer om hvert eneste hjørne.

Naughty Dog har gjort meget ud af at understrege, at spillet ikke er et traditionelt zombiespil, men faktum er, at det fungerer på stort set præcis samme måde. De inficerede har forskellige opførselsmønstre, afhængigt af, hvor længe de har været overtaget af snyltersvampen. I det tidlige stadie er de aggressive, hurtige og voldelige, og denne form kaldes for "runners". Senere bliver ofrene blinde, mister deres menneskelige ansigter og navigerer via ekkolokaliserende kliklyde og en hyperaktiv høresans. Denne intimiderende form kaldes "clickers". Og efter dette... ja, der anbefaler jeg at spille spillet, for resultatet er ikke rart. Fælles for alle de inficerede er dog, at du ikke må blive bidt, for så er det slut. Det er altså et bekendt koncept for zombiefans, men "svambierne" har et andet udseende og end de traditionelle levende døde, og det er en udfordring at kæmpe mod dem. Du skal hele tiden ændre din taktik, når du kæmper mod runners eller clickers, for de første kræver brutalitet, og de andre er du som regel nødt til at narre med lyde eller liste dig forbi. Spillet er ekstremt godt til at bruge disse karakteristika og sætte dig i situationer, hvor du skal overveje dine muligheder grundigt. Hvis du bare kommer løbende og pløkker løs i bedste Nathan Drake-stil, så får du meget hurtigt svært ved at se ud af dine cordyceps-befængte øjne.

2013/articles//a/1/5/8/5/4/0/2/eurogamer-9lz4to.jpg

De inficerede er måske ikke zombier, men de vil bestemt gerne gnaske i din hjerne, hvis du ikke passer på.

Hvis man udelukkende ser på gameplayet, så er The Last of Us på alle måder solidt håndværk.

Hvis man udelukkende ser på gameplayet, så er The Last of Us på alle måder solidt håndværk. Du styrer Joel, og AI'en styrer Ellie helt autonomt, så du kan ikke give hende ordrer. Til gengæld giver hun dig ofte en hjælpende hånd i kamp ved at kaste med ting eller distrahere fjenderne med tilråb, og det fungerer overraskende godt. Spillet handler dog primært om at undgå konfrontationer og samle ressourcer, som kan sikre, at I begge overlever. Joel kan bikse ting sammen til improviserede molotov-cocktails, førstehjælpskasser og en masse andet godt, og en del af glæden kommer af, at dette arsenal udvides i løbet af spillet. Du kan også finde en række våben, som kan opgraderes ved arbejdsbænke, der er spredt rundt omkring i spillet. Og sidst, men ikke mindst, kan du kaste med flasker eller mursten, som ligger rundt omkring for at aflede fjendernes opmærksomhed, eller du kan snige dig op bag dem og give dem et gok i nødden, kværke dem, stikke dem med din kniv eller, hvis du får fat i en uinficeret person, bruge vedkommende som levende skjold. Når Joel sniger sig rundt, skrues der ned for de omgivende lyde, og Joels høresans gør, at han kan "se" fjenderne som omrids gennem mure, når de bevæger sig og laver støj. Det fungerer overraskende godt som visualisering af effekten af at lytte godt efter sine omgivelser, og det gør dette til et af de meget få snigerspil, jeg virkelig har nydt.

Det kræver et solidt udforskningsgen at finde alle de nødvendige ting, du skal bruge for at klare dig. The Last of Us er genremæssigt ganske klassisk survival horror, hvor du skal kæmpe som en vild for at overleve, men tro mig, du får også både tid og lyst til at se dig omkring, for spillet er tindrende flot, og stort set alle områder er vidunderligt og meningsfuldt opbygget. Man får virkelig fornemmelsen af, at naturen er ved at tage planeten tilbage, og de smuldrende menneskelige værker punkteres af eksplosioner af grønt. Din vej gennem spillets områder er ganske lineær, for at bevare den stramt fortalte historie, men Naughty Dog har virkelig formået at skjule dette bag mesterlige illusioner og teknisk sort magi. Der er fx masser af gemmesteder, som Joel og Ellie kan skjule sig bag, men de er stort set aldrig som de ekstremt påfaldende vægge, som man kan dukke ned bag i spil som Gears of War. Det er altid bilvrag, nedfaldne murbrokker, væltede træer... organiske ting, som giver mening i den postapokalyptiske verden. Det er intet mindre end mesterligt udført, og spillet er skabt på en måde, der giver dig mulighed for at absorbere alle detaljerne. På din rejse vil du se det ene åndeløst smukke syn efter det andet, og du vil opleve lange perioder med fred, hvori Joel og Ellie får ro til at udforske deres omgivelser og, ganske modvilligt, lære hinanden at kende. Det hele foregår til de dragende, melankolske og på samme tid håbefulde toner fra Gustavo Santaolallas elegante soundtrack.

The Last of Us er genremæssigt et survival horror, hvor du skal kæmpe som en vild for at overleve, men tro mig, du får også både tid og lyst til at se dig omkring, for spillet er tindrende flot, og stort set alle områder er vidunderligt og meningsfuldt opbygget.

2013/articles//a/1/5/8/5/4/0/2/eurogamer-2gacf6.jpg

Hvem siger, at apokalypsen skal være brunt-i-brunt? Det farverige look klæder spillet utroligt godt, og gør udforskningen så meget mere spændende.

Her kommer vi så til sagens kerne, som jeg decideret har glædet mig til at fortælle alle om. Alt det med gameplayet, grafikken og stemningen er interessant nok, men det er ikke det, der gør The Last of Us til det skelsættende storspil, jeg ser det som. Der skal nok være dem, der er uenige og bare ser et solidt survival horror-spil, og jeg skal nok få en del at høre for det tal, der står i bunden af denne artikel, men for mig er det irrelevant. I årevis har jeg gået og sukket efter, at narrativerne i spil skulle vokse op og turde tackle svære emner, uden hele tiden at skulle være politisk korrekte eller spille på klicheer. Gang på gang er vi blevet spist af med flade, barnlige, platte og overdrevne personskildringer og helte eller med ufattelige evner, muskler og bryster. Ja, disse ting kan sagtens være underholdende i sig selv, ellers ville spilbranchen ikke have overlevet, men det dybe, medrivende drama, som den interaktive oplevelse i dén grad burde kunne levere, er ofte udeblevet. Det er det ikke her.

The Last of Us er historiefortælling i den absolutte eliteklasse.

2013/articles//a/1/5/8/5/4/0/2/eurogamer-e01m7d.jpg

Det bedste ved The Last of Us er spillet imellem personerne, som foregår på et tårnhøjt niveau.

Det er såre enkelt. Joel og Ellie er nogle af de bedste personer, der nogensinde har optrådt i et spil.

Det er såre enkelt. Joel og Ellie er nogle af de bedste personer, der nogensinde har optrådt i et spil. Med The Walking Dead viste Telltale Games vejen: Gode hovedpersoner, godt skuespil og solidt forfatterskab gør fanden til forskel. Naughty Dog har så taget denne formel og tilsat en produktionsværdi, som kun millioner og atter millioner kan levere, og resultatet er enestående. Hvor Telltales spil på den tekniske side lider under et mere begrænset budget og en lidt knirkende spilmotor, stråler The Last of Us. Animationen af spillets personer i mellemsekvenserne er den mest livagtige, jeg nogensinde har set, og problemet med "the uncanny valley", hvor computerskabte mennesker næsten ligner virkeligheden, og dermed bliver så meget desto mere underlige at se på, fordi den menneskelige hjerne er kalibreret til at genkende andre mennesker, er stort set ikke til stede. Figurdesignerne og motion capture-teknikerne fortjener den største ros, man kan give. På nærmest magisk vis har de gennem brug af en fjerlet stilisering skabt et look, der på samme tid ser overbevisende menneskeligt, men også karakteristisk og unikt udtryksfuldt ud. Man ser virkelig årene efter apokalypsen i de voksnes ansigter, mens Ellie stadig har en barnlig uskyldighed. Det er intet mindre end en genistreg.

2013/articles//a/1/5/8/5/4/0/2/eurogamer-9kv4lh.jpg

Ellie er så meget mere end den klichefyldte, kække pige, jeg havde forventet. Hun er et barn af den nye verdenssituation, hvor man er tvunget til at vokse op i en forfærdelig fart.

Historien er heldigvis også et kapitel for sig. Joel og Ellie har en dynamik, som er set så mange gange før. Hun er den kække unge pige, der forsøger at bevise sit værd, og han er den modvillige, sure og gamle faderfigur, der skal blødes op. Det kunne så nemt være blevet en total kliché, og det er yderst risikabelt, i kraft af det på overfladen lignende forhold, man finder mellem Lee og Clementine i The Walking Dead, men det bliver det aldrig. Joel kæmper virkelig mod sine dæmoner på grund af en hændelse, som spilleren får forklaret meget effektivt i løbet af spillets benhårde indledende sekvens, og som har hjemsøgt ham i de mange hårde år siden katastrofen indtraf. Ellie er ganske vist kun 14, men hendes figur er vidunderligt kompleks, fordi hun er vokset op i den forfaldende verden, og derfor allerede kan tage vare på sig selv, men på trods af denne tidligt indtrufne modenhed, er hun stadig ikke voksen.

Dynamikken mellem de to er så forbandet elegant, at jeg næsten mangler ord. Der er så meget, der fortælles mellem linjerne og i små, uventede sekvenser.

Dynamikken mellem de to er så forbandet elegant, at jeg næsten mangler ord. Der er så meget, der fortælles mellem linjerne og i små, uventede sekvenser. Hele vejen gennem spillet har vores to hovedpersoner en løbende dialog, og de reagerer meget ofte på alle de ting, der sker omkring dem. Det sker også i situationer, hvor de bare vandrer rundt. Ellie virker så levende, fordi hun hele tiden sætter sig på ting og dasker med benene, kommenterer på plakater, der stammer fra før hendes tid, binder sine snørebånd, nynner små hjemmelavede sange eller fortæller dårlige jokes for at lette den tunge stemning. Og i kamp reagerer hun med afsky på de brutale handlinger, som Joel er tvunget ud i, men stadig med en overtone af, at hun er fuldstændig klar over, at det er nødvendigt for at overleve. Joels tørre, fåmælte væremåde og ulmende vrede spiller hele tiden kontrapunkt til hende, og han tager nogle ekstreme, kontroversielle valg for at beskytte hende, som virkelig sætter gang i tankerne og spørgsmålet om, hvor grænserne for den menneskelige moral trækkes.

2013/articles//a/1/5/8/5/4/0/2/eurogamer-8qkg6k.jpg

Joel forsøger hele tiden at skåne Ellie for de mange frygtelige syn i den ødelagte verden, men det er ikke muligt. Sammen må de bare håndtere det, så godt de nu kan.

Volden i spillet er utroligt brutal, og den kommer ofte som lyn fra en klar himmel og punkterer den særegne, forfaldne idyl, der hersker i store dele af spillet. Naturen er i færd med at nedbryde civilisationen, og overalt finder man grønt og dyreliv, oftest belyst af varmt, indbydende og beroligende sollys, så det er nemt at blive lullet i søvn. Det gør kampene endnu mere intense, end de ellers havde været. Og så er der den sidste, fremragende punchline, der adskiller spillet fra stort set alle andre zombiespil. Det er ikke de inficerede, du skal være bange for, det er de almindelige, desperate levende mennesker. Det er svært at stole på nogen som helst. De inficerede er farlige, men de opfører sig altid efter de spilleregler, der er nævnt ovenfor. Det gør dine menneskelige modstandere ikke. De vil flankere dig, gemme sig, råbe spydige kommentarer og derefter falde dig i ryggen med alt, hvad de kan mønstre. Dette underbygger og forklarer Joels aggressivitet i nærkamp, hvor han ofte bogstavelig talt tæsker folk til ukendelighed. Man kan argumentere for, at han er for voldsom og kunne nøjes med mindre, men der ligger jo 20 års vrede og frustrationer bag hvert eneste slag. Og modstanderne tøver ikke et sekund med at gøre det samme ved ham. Eller, værre endnu, ved Ellie.

Menneskehedens sidste overlevende er selviske, desperate, barbariske og dødsensfarlige. Det er nemlig i sidste ende den menneskelige sjæl, der er inficeret af dommedag, ikke bare kødet og blodet.

Menneskehedens sidste overlevende er selviske, desperate, barbariske og dødsensfarlige. Det er nemlig i sidste ende den menneskelige sjæl, der er inficeret af dommedag, ikke bare kødet og blodet. Du skal også selv stå til regnskab for de ting, du gør i spillet. Volden er en nødvendighed, narrativt underbygget og moralsk forstyrrende. Det er grænseoverskridende at se en 14-årig pige både modtage og uddele seriøse tæv, men det er også modigt og tankevækkende. Er civilisationen bare en tynd, beskyttende hinde, der fanger og fortrænger vores barske natur, men i virkeligheden kan bryde fri, hvis vi mister grebet? Er vi mennesker virkelig så udviklede, hvis det hele sættes på spidsen? Og hvad er vi i stand til at gøre, hvis det virkelig er nødvendigt? Det havde jeg ikke forventet at skulle spørge mig selv om på grund af et af sommerens store blockbusterspil. Hvor er det fedt at se det her stå side om side med de endeløse rækker uopfindsomme FPS'er, minimalt opdaterede sportsspil og fortsættelser af sikre franchises.

2013/articles//a/1/5/8/5/4/0/2/eurogamer-9hmpuz.jpg

Scener som denne virker på papiret dybt problematiske, men de sætter volden i relief. Man får lyst til at undgå den, for Ellies skyld.

The Last of Us er i mine øjne et absolut mesterværk og klart det bedste survival horror-spil, jeg har prøvet.

Der er så mange flere ting, jeg gerne ville fortælle. The Last of Us er i mine øjne et absolut mesterværk og klart det bedste survival horror-spil, jeg har prøvet. Ja, der er skam problemer. Den ellers nådesløse AI laver uforklarlige fejl, og andre gange er den frustrerende god til at opdage dig. Du skal selv liste dig rundt for ikke at blive opdaget, men fjenderne lader ikke til at lægge mærke til en ofte meget støjende Ellie. Spillets puzzles er interessante, men ikke ligefrem revolutionerende. Og den flotte grafik presser nogle gange din PS3 derud, hvor den ikke helt kan bunde. Men for hver ting, der ikke fungerer, er der ti, der gør. Jeg havde ellers tænkt mig at have den hårde anmelderkastet på, men da jeg satte mig ned og spillede på en søndag formiddag omkring kl. 10, var jeg solgt med det samme. Før jeg så mig om, var klokken 1 om natten, og dér sad jeg stadig på sofaen, uvasket og sikkert ildelugtende som et cordyceps-offer. Jeg havde været overrasket, lamslået, forfærdet, oprørt og tænksom, og jeg havde grinet, råbt af mit TV og sågar fældet vaskeægte tårer. Jeg havde haft en oplevelse. Dagen efter var jeg på arbejde, og jeg måtte tage mig selv i seriøst at overveje, hvordan Ellie mon havde det, når jeg nu havde efterladt hende i så stor fare aftenen før. Note to self: Du behøver ikke at bekymre dig om personer, der ikke findes. Men Naughty Dog er kommet meget tæt på at bilde mig ind, at Joel og Ellie rent faktisk gør. Du skulle tage at møde dem og resten af det fantastisk menneskelige og fejlbarlige persongalleri. Postapokalypsen har aldrig været flottere, mere følelsesmæssigt engagerende eller relevant. Og du behøver ikke at vente på den næste generation af konsoller for at spille den næste generation af spil.

Den starter lige her.

10 / 10

Bemærk: Det var ikke muligt for os at teste multiplayerdelen i tide til spillets anmeldelse, men singleplayerdelen fortjener allerede sin karakter, og den klanbaserede multiplayerfunktion kan kun ses som en bonus til et spil, som allerede er helt i top.

Læs om vores karaktersystem The Last of Us - Anmeldelse Jonatan A. Allin Modigt, smukt, brutalt 2013-06-05T16:05:00+02:00 10 10

Kommentarer (16)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!