The Incredible Adventures of Van Helsing - Anmeldelse

Van Helsing går til kamp mod de udøde med sværd og pistoler

Van Helsing den yngre

Abraham Van Helsing er egentlig en bifigur i Bram Stokers originale bog om Grev Dracula, men efterhånden har han også fået sit eget liv, ikke mindst i filmen fra 2004, der bare hedder Van Helsing.

Rollen som vampyrjæger er jo som skabt til et computerspil, og det er selvfølgelig også udgangspunktet i The Incredible Adventures of Van Helsing fra ungarske Neocore Games. Spillet er et ARPG, action rollespil, eller mere præcist en Diablo klon. Blizzard havde nogle ønsker med de valg de tog med Diablo 3, men det har vist sig, at mange fans - og tilsyneladende også udviklere - savner stilen fra Diablo 2. Og således er skelettet, skillsystemet og lignende i Van Helsing klart mere inspireret af Diablo 2 end 3'eren.

Gameplayet er fuldstændig som vi kender det. Isometrisk synsvinkel, styring i tredieperson, rollespils progression, health pool, mana pool, våben og magi. Men heldigvis er der også små variationer og nye tanker, så det trods alt ikke bare er en Diablo klon til halv pris. Først og fremmest er der ingen klasser at vælge i mellem. Du spiller altid Van Helsing. Han bærer altid to sæt våben, som man frit kan skifte mellem: noget at skyde med, og noget at slå med. Med andre ord våben til nærkamp og på afstand. Variationen skal så komme fra henholdsvis spillets skilltree og den NPC hjælper man har med sig i form af spøgelset Katarina. Katarina er selvfølgelig styret af AI'en, men man har mulighed for at sætte hende til nærkamp, distanceret eller den særlige spøgelsesform, som gør at hun ikke kan angribe, men til gengæld tager man selv mindre skade. Samtidig er der også meget af det gear du finder, som hun kan bruge.

1

En kirkegård i østeuropa, ingen problemer

Rollespilsdelen af spillet er meget traditionel. Du får experience points, og med jævne mellemrum stiger Van Helsing så i level. Et nyt level udløser to slags point. Den ene type er til ability scores, som man kender dem fra typiske rollespil, der bruger Dungeons & Dragons formularen. Du kan sætte point i Body, Dexterity, Willpower and Luck, som igen forbedrer dine livspoint, dine evner i kamp og chancen for at finde guld og udstyr. Den anden type er skill points. Dem bruger man i et skilltree, som vi kender det fra f.eks Diablo. Der er de to våbensæt med skills, der matcher til, som man kan sætte point i, men også magi i samme del af træet. Men der er så også forskellige passive evner, som man kan vælge at bruge sine point på. Alt i alt er der ret mange muligheder, og potentialt ret mange "builds" som man kan lave. Hvis det ikke er avanceret nok, så har spillet også et "rage" system, hvor man hele tiden opbygger vrede mens man er i kamp. Det kan så udløses ved at aktivere en af de førnævnte skills på 1, 2 eller 3. Det er dog ikke et angreb eller en trylleformular, men derimod en modifikator til dit næste angreb. Man kan sige, at man med rage kan købe en eller flere opgraderinger af det næste angreb, man kan nemlig godt aktivere den samme modifikator flere gange og flere på én gang - så længe man har rage nok. På papiret giver det et virkelig varieret spil med mange muligheder, men reelt føles det meget ensformigt. Selvom man godt kan mærke, at dit våben f.eks giver en del mere skade med noget rage boost, så er det stadig det samme angreb du laver. Og dermed er variationen i virkeligheden reduceret til nærkamp eller på afstand, og så noget magi. Der mangler simpelthen noget feedback af en slags, visuelt eller på anden måde, så man kan mærke, at der er en variation i det man laver.

Ensformigheden sætter også ind i forhold til det udstyr man samler op. Ét af genrens største trækplastre er jagten på bedre og bedre loot. Men det sjove ved den spilmekanik er, at den i høj grad fungerer i kraft af, at man ikke får hvad man skal bruge. I The Incredible Adventures of Van Helsing er der kun én klasse at spille, så alle våben du finder, kan du potentielt bruge. Nogle er bedre end andre, og der er selvfølgelig også flere niveauer af sjældenhed, men det giver en underlig ligegyldighed, når alle ting man finder faktisk er brugbare.

Mens jeg har spillet The Incredible Adventures of Van Helsing er det blevet patchet et par gange, og det er jo positivt, at udviklerne arbejder på de problemer der er. Omvendt så har der også været en del fejl i spillet, og blandt andet har det crashet adskillige gange i online co-op. Det tog mig også adskillige timer og opslag på internettet, at finde ud af, at for overhovedet at kunne spille online, skal man bruge Steams Cloud system. Det er logisk nok, men dét kunne spillet eventuelt forklare én, frem for give kryptiske fejlbeskeder eller slet ikke virke.

The Incredible Adventures of Van Helsing er billigt og slipper på den måde for noget af den kritik et stort spil til fuld pris ville have fået. Til prisen fungerer det udmærket, og kan være underholdende, men omvendt er der ikke ret meget nyt at komme efter i forhold til spil som Diablo 3, Torchlight 2 og Path of Exile. Sultne fans af genren kan nyde en ny variation af en velkendt formel, andre bør måske overveje om pengene kan bruges bedre et andet sted.

5 / 10

Læs om vores karaktersystem The Incredible Adventures of Van Helsing - Anmeldelse Janus Hasseriis Van Helsing går til kamp mod de udøde med sværd og pistoler 2013-06-05T11:00:00+02:00 5 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!