Distant Worlds: Shadow - Anmeldelse

Det store 4X-spil er stadig på steroider. Se også video anmeldelsen

Forleden kom der en ny udvidelse til 4X-spillet Distant Worlds. Vi anmeldte det for tre år siden til en flot 9/10 karakter og som vi skrev dengang, var det et fremragende 4X strategispil. Det er det stadigvæk.

Hvis du er ny til serien, kan vi anbefale, at du læser vores dybdegående Distant Worlds anmeldelse inden du læser videre.

Genren har de senere år budt på Sins of a Solar Empire, der desværre aldrig har tændt os, og helt fornylig på adskillige indie-spil, som f.eks. Stardrive, der bygger på samme koncept som Distant Worlds. Der er dog ingen af der helt kommer op på siden af Distant Worlds.

Det grundlæggende gameplay i Distant Worlds har ikke ændret sig synderligt siden sidst. Man betragter stadig galaksen ovenfra i fordringsløs, men effektiv, 2D og spillet er stadig rent strukturelt en flot omvendt pyramide der helt oppefra er simpel, men som, efterhånden som man skræller lagene af, viser sig at være ret kompleks.

I sin reneste form er spillet ekstremt automatiseret. Computeren tager sig af alle de småting som en galaktisk diktator er højt hævet over, såsom troppebevægelser fra planet til planet, patruljering af de mange solsystemer man ejer, og småkampe med pirater og nabo imperier samt de ufattelig mange civile fragtskibe der hele tiden pløjer sig på kryds og tværs af galaksen med vitale forsyninger til industrien.

Forleden udkom Shadows udvidelsen, der bygger videre på Legends og Shakturi-udvidelserne, og den handler, ud over en masse mindre forbedringer til interfacet og systemerne, om pirater. Med Shadows kan man træde ud af rollen som Imperator-in-spe og blive leder af en af de mange pirat-organisationer (eller bander, om man vil) der hærger de interstellare rumveje. Piraterne kommer i flere forskellige varianter, alt efter om du foretrækker at 'raide', smugle eller være lejesoldat. Som udgangspunkt skal piraterne ikke konkurrere direkte med de omliggende imperier, de er trods alt mere en slags parasitter, men hvis man har ambitionerne kan det lade sig gøre at blive et ægte imperium. Pirat-starten er sjov fordi den er mere hands-on end de traditionelle imperium-start og kombineret med 'pre-warp' starten, der i al sin enkelthed gør ud på at man starter uden hyperdrive og derfor er bundet til sit eget planetsystem i starten af spillet, er det to gode features der giver spillet nye dimensioner.

Se vores video anmeldelse af Distant Worlds: Shadows herunder.

I det hele taget er automatiseringen DW's største styrke. Som diktator (eller det mindre potente 'regeringsleder') føler man virkelig, at man er øverste instans i et pulserende, man fristes til at sige dunkende, men det ord ville være forkert på så mange niveauer, interstellart imperium. De civile interesser kører parallelt med de militære i en symbiose der er langt mere interessant og avanceret end noget andet 4X spil derude lige nu.

Hvis man fravælger automatiseringen, og det kan gøres gradvist, kan spillet blive ekstremt detaljeret. For eksempel er et skib sammensat af mange forskellige komponenter, der hver for sig er bygget af et utal af ressourcer, der bliver transporteret til dine skibsværfter og rumstationer af et mylder af fragtskibe.

1

Galaksen i DW kan være op til 1400 stjernesystemer med tusinder af planeter og måner.

Det er ikke uden fejl, dog. Når man føler trang til selv at tage styringen begynder der at dukke irritationsmomenter op i spildesignet. Ved større invasioner vil enhver diktator, grundet det indbyggede storhedsvanvid der kendetegner os, selvfølgelig gerne styre hovedflåden selv således, at ens dyre hangarskibe ikke bliver ofre for computerens nogle gange lidt sporadiske måde at styre rumskibe på. Men det er svært fordi computeren vil nemlig helst ikke give slip på kontrollen. Eksempelvis er det umuligt at få en flåde til bare at stå helt stille mens man samler den og der vil altid være skibe der fiser rundt og skyder på må og få med det resultat, at man ofte bliver draget ind i kampe før man egentlig har planlagt det. Der er mange interessante våbensystemer i spillet, men deres taktiske indsats sker altid tilfældigt pga. selvsamme utidige computer indblanding. Eksempelvis ville flåde formationer være en velkommen feature i spillet således at man kunne smide eskort skibe og fregatter på ydersiden og hangarskibene inderst hvor de ville være godt beskyttet. Men sådan er det ikke. De fleste kampe i DW ender i en ukontrollabel melee-kugle og det er synd når der er gjort så meget ud af alt andet.

Når det er sagt, så er Distant Worlds et mesterligt redskab til storytelling (af den type du fortæller dig selv mens du spiller) og u-linært gameplay. To spil Distant Worlds er aldrig ens. Der er ikke mange strategispil der i den grad kan få vores evigt latente storhedsvanvid fyret op til galaktiske proportioner.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem Distant Worlds: Shadow - Anmeldelse Martin Wiinholt Det store 4X-spil er stadig på steroider. Se også video anmeldelsen 2013-05-29T15:44:00+02:00 8 10

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!