Eurogamer.dk

Metro: Last Light - Anmeldelse

Den golde krig

Historier i spil er langt hen af vejen bare fantasi, men nogle gange blandes fiktion og virkelighed på sådan en måde, at det er svært at skelne de to fra hinanden. Vi snakker ikke om "Hvad nu hvis der fandtes hobbitter, og der var den her éne ring..." historier, men snarere fortællinger i en alternativ virkelighed, der ligger tæt op af vores egen.

Disse historier er ofte langt mere gribende, fordi vi kan relatere til virkeligheden, som de bygger på, sådan en historie er Metro: Last Light lige netop. Måske hjælper det lidt på det, at undertegnedes level-tæller efterhånden har passeret de 30 plus det løse, og at erindringen om nedsmeltningen af Chernobyl-reaktoren tilbage i 1986 endnu ikke er skyllet væk, erstattet af andre, mere ligegyldige minder.

I et mørkt hjørne af Øst-Europa ligger Ukraine, et land mærket af Chernobyl-katastrofen i 1986 og Sovietunionens jerngreb frem til 1991, hvor landet endelig fik egne ben at stå på. Som så mange lignende lande i Øst-Europa er Ukraine en smeltedigel af billig og talentfuld arbejdskraft, og udvikleren 4A Games er et klasseeksempel på, hvor meget kvalitet der kan findes mod øst. 4A Games er stiftet af tidligere ansatte fra GSC Game World, skaberen af S.T.A.L.K.E.R.-spillene, og det er tydeligt, hvordan opvæksten i det barske område har mærket stilart og tema i begge spil.

1

Metro: Last Light er dog ikke en fortsættelse til S.T.A.L.K.E.R., men til det beslægtede Metro 2033. Det følger atter Artyom, en ung soldat i en dystopisk udgave af Moskva. Spillet foregår dog ikke i selve Moskva, men snarere under byen, hvor de overlevende har måttet søge tilflugt fra den radioaktive overflade; resultatet af en atomkrig 20 år tidligere.

Som så mange lignende lande i Øst-Europa er Ukraine en smeltedigel af billig og talentfuld arbejdskraft, og udvikleren 4A Games er et klasseeksempel på, hvor meget kvalitet der kan findes mod øst.

Det dyre- og menneskeliv, der ikke nåede i skjul, er enten bukket under for strålingen eller har tilpasset sig i sådan en grad, at der ikke længere er nogen genkendelig rest tilbage af indbyggerne i og omkring Moskva, hvilket kun gør overfladen til et farligere sted at opholde sig. En gasmaske er nødvendig, og filtre til disse ligeså, hvis man vil opholde sig under de få af solens stråler, der kan slippe gennem det tætte skydække.

Akkurat som sin forgænger er Last Light et førstepersonsskydespil af korridortypen, hvilket ikke overraskende betyder, at størstedelen at tiden går med at pløkke fjender, herunder diverse muterede skabninger, i stykker. Våbnene har generelt en god føling, og ressourcerne er sparsomme, så det er om at få enhver kugle til at tælle. For adspredelsens skyld, dog, kunne man godt ønske en større vekslen i fjendesammensætninger, samt en udvidet kamparena i ny og næ, men de udebliver desværre. De indlagte snigersekvenser, til gengæld, bryder jævnligt tingene op, så man aldrig kommer til for alvor at kede sig.

Får Artyom tilstrækkeligt med prygl, bliver blikket sløret og har han gasmaske på, bliver glasset i den både beskidt og ødelagt til den bliver renset eller skiftet ud med en model i bedre stand.

2

Last Light udmærker sig ved at frasige sig det meste af det konventionelle interface, vi ellers er vant til. Det går ikke så vidt som til at kræve, man tæller, hvor mange skud der er tilbage i magasinet, før det skal skiftes, men i størstedelen af spillet har du kun omverdenen til at gøre status på, hvad der sker. Får Artyom tilstrækkeligt med prygl, bliver blikket sløret og har han gasmaske på, bliver glasset i den både beskidt og ødelagt til den bliver renset eller skiftet ud med en model i bedre stand. På overfladen bruges digitaluret på Artyoms venstre håndled til at holde styr på hvornår næste maske-filter bør skiftes, ligesom hans vejrtrækning bliver mærkbart tungere, jo mere giftig luft der slipper gennem filteret.

Det handler i høj grad om at få spilleren foran skærmen en smule tættere på handlingen, og indtrykket fuldendes i høj grad af nærmest filmiske sekvenser, hvor der skiftes usynligt mellem gameplay og fortælling.

Og netop fortællingen er vigtig, for selvom det er kraftigt maskineri der driver det visuelle i Last Light, er der også lagt vægt på historien. Artyom bevæger sig mellem mørke tunneller dybt under jorden til de tågede ruiner på den giftige overflade - og igen tilbage under jorden til de overlevende, der klynger sig til livet i nye, improviserede bysamfund i undergrundsslummen. Her er der rig mulighed for at købe ammunition og våben og lytte til den lokale befolkning, et lille pusterum fra den barske verden udenfor.

Det er i høj grad fascinerende at opleve et spil med så dyster en stemning som Metro: Last Light. Hvor meget af det, der afspejler livet i Ukraine, som det er i dag, er svært at sige, men der er ingen tvivl om at den dystre stemning ikke bare er kunstigt fabrikeret, men i højere grad resultatet af kultur og historie fra området.

Det er selvfølgelig ren fiktion, men der er uundgåeligt et sovjetisk spøgelse og masser af livserfaring fra at vokse op i et område så præget af sin historie.

3

Det er selvfølgelig ren fiktion, men der er uundgåeligt et sovjetisk spøgelse og masser af livserfaring fra at vokse op i et område så præget af sin historie. 4A Games' egen teknologi driver spillet, og leverer et prægtigt stykke arbejde, selv på aldrende hardware. Metro 2033 var med til at sætte standarder for hvad man kunne udsætte sin computer for, og Last Light ser også ud til at kunne sluge hvert eneste ubrugte megabyte hukommelse, man smider efter det.

Metro: Last Light, dermed, sætter på ingen måder nye standarder for genren, men leverer en mere end solid, rendyrket skydeoplevelse i et særdeles stemningsmættet postapokalypseunivers. Hvad mere kan man forlange.

8 / 10

Metro: Last Light - Anmeldelse Jacob Herold Nielsen Den golde krig 2013-05-23T10:47:00+02:00 8 10

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...