Eurogamer.dk

Gran Turismo 6 - Preview

Vi prøver det nye Gran Turismo 6 og taler med skaber Kazunori Yamauchi

Gran Turismo er racerspillenes flotte, gamle dame og forleden, til seriens 15-års fødselsdag, blev Gran Turismo 6 annonceret. Det udkommer senere i år, ikke til PS4, men til PS3, og byder på masser af forbedringer over GT5.

Udviklingen af spillet har, og det er lidt usædvanligt, når talen falder på AAA-titler, været anført af samme mand gennem alle årene; japanske Kazunori Yamauchi, der med sit firma Polyphony Digital startede udviklingen af det første spil i 1992 til PlayStation 1, udgivet i 1997, og siden er spillet udkommet af fem omgange til Sonys forskellige PlayStation-platforme.

Hvad angår realisme, ligger GT-serien i samme liga som Forza-spillene. Det er et racerspil, der sigter efter at gengive oplevelsen af at køre bil på en autentisk måde, der er sjov, hvis man bare har en kontroller, men også hvis man har investeret i et rat med pedaler og hele pivtøjet.

1

Kazunori Yamauchi

Gran Turismo er den mest succesfulde Playstation-serie nogensinde. Der er solgt over 70 millioner eksemplarer over hele verden de seneste 15 år, med over halvdelen solgt i Europa. Den seneste version, GT5, nåede at runde 10 mio. enheder til PlayStation 3, så der er ikke tegn på, at seriens popularitet svækkes.

Selvom udviklingen af GT6 har stået i optimeringens tegn, er der en del nyt i spillet. Kazunori Yamauchi, der lader sig interviewe via tolk, selvom han tydeligvis godt forstår engelsk, er en mand, der mener, at kvantitet er en kvalitet i sig selv. Der er ikke mindre end 1200 biler i GT6, og det er, hvis nogen tæller, 200 flere end GT5.

Som en nyhed i GT6, og det er os bekendt første gang i et racerspil, er der elektriske biler i garagen, blandt andet Nissans oplagte Leaf-model. Som man husker fra GT5, er de mange biler ikke altid af lige god kvalitet. Direkte adspurgt siger Yamauchi, at forskellen på såkaldte premium-biler og mindre avancerede biler er udvisket i GT6, forstået på den måde, at alle 200 nye biler har samme avancerede fysik, men at der fortsat vil være forskel på den grafiske oplevelse af bilerne. Den imponerende bilpark kommer med en fest af tusindvis af dæk, hjulkapsler, spoilere og aerodynamiske forbedringer, som man kan pimpe bilerne med.

Der vil også være en ny bane-editor med mulighed for at lave baner, der strækker sig over områder, der kan være op til 10 gange 10 km. GT6 har, som vi forstår det, adskillige scener, hele byer for eksempel, som spillerne kan bruge som udgangspunkt for at lave deres egne baner. Blandt andet viser man en typisk landsby fra Andalusien, hvor alle de små gader kan bruges til at lave en snørklet bybane.

Interfacet og labyrintiske menuer har altid været et smertensbarn for GT-serien. Det er ikke første gang, Yamauchis team lægger arm med det, men i GT6 mener man at have løst problemerne med et nyt UI, der er kompatibelt med touchscreens. Den udvikling ligger i tråd med, at spillet bliver kompatibelt med tablets, smartphones og sågar PC'er. PC-gamerne kan dog med det samme slå koldt vand i blodet; selve spillet kan stadig kun spilles på Playstation, men idéen er, at sociale netværk, forummer med videre kan tilgås via andre platforme.

I tråd med at spillet, i tidens ånd, forsøger at brede sig over flere platforme, tales der om et 'kemisk forhold' mellem virkeligheden og spillet. Det dragende udtryk dækker blandt andet over, at man kan smide en dims ind i en racerbil i virkeligheden, lade bilen køre nogle omgange på en bane, og bagefter, med data fra dimsen, genskabe et replay af bilens kørsel inde i GT6. Det er en feature, der potentielt set skaber mange spændende muligheder for racingfællesskaberne.

Nye baner er der selvfølgelig også, hele 33, med 77 forskellige layouts (det er henholdsvis 7 og 19 mere end GT5).

Yamauchi fortæller videre, at man i de forløbne tre år har arbejdet på en ny fysikmotor til GT-serien (den måde, bilerne opfører sig på), ny dækmodel (hvad sker der, når gummiet møder asfalten) og ny aerodynamik. Det er en velkommen opgradering til GT5, hvor bilerne kørte lige lovlig meget 'på skinner'.

Fremvisningen af GT6 foregik på Silverstone-banen i Northampton, og vores hands-on test af GT6, således, foregår selvfølgelig på denne bane, der for første gang optræder i GT-serien. Under testen, der bestod af cirka 15 omgange med Thrustmaster force-feedback-rat og -pedaler, kan ændringerne godt mærkes. Eksempelvis sker der noget med bilen, hvis den kommer skævt ind i et sving under nedbremsning, men det er en eller anden form for pendulagtig svingning, der desværre ikke virker særlig overbevisende. I det hele taget er kontakten med bilen, følelsen af, at den er i live et eller andet sted derinde bag skærmen, ikke særlig god, men det kan måske hænge sammen med at force feedback'en var uregelmæssig og ikke særlig intuitiv.

Grafikmotoren er i GT6 ny, og den kan noget med tessellation og HDR-belysning, som man ikke tidligere har set til PS3-konsollen. Den nye motor er meget fleksibel. Så fleksibel, faktisk, fortæller en åbenhjertig Kazunori Yamauchi, at den nærmest er perfekt til PlayStation 4.

Måske venter man med at rulle de nye ting i grafikken ud til en senere PS4-version, i hvert fald var der i vores hands-on med spillet ingen nævneværdige forbedringer at spore over GT5. Den nye HDR-belysning er ikke særlig vellykket. Ofte var scenerne overbelyste med det resultat, at farverne blev udviskede og om noget virkede grafikken faktisk svagere end i GT5, hvor belysningen i det mindste er konsekvent.

Spillet er selvfølgelig ikke færdigt, og meget kan ske endnu. Vi spurgte derfor Kazunori Yamauchi, hvor færdig han ville sige, at grafikken i prototypen er, og svaret er, noget overraskende, omkring '10-20%', hvilket forstærker frygten for, at GT6-lanceringen risikerer at løbe ind i problemer med at nå lanceringsdatoen sidst på året.

I det hele taget giver timingen for spillets udgivelse unægtelig anledning til spekulation. Med Kazunori Yamauchis ry for perfektionisme, og forsinkelser, er det rimeligt at overveje, om ikke ambitionen oprindeligt var at udgive GT6 i efteråret 2012, hvor PS3 stadig var frontliniekonsol. Når GT6 udkommer til efteråret, 28. november ifølge flere kilder, kommer det til at konkurrere direkte med Sonys eget PS4-eksklusive bilspil Drive Club, der lover masser af next-gen-bling-bling i form af grafik og avancerede sociale funktioner.

Sony har altid haft ry for at understøtte gamle konsoller mange år efter, de er udkommet. Det giver rigtig god mening rent økonomisk, når man tænker på, at der i dag står omkring 70 mio. PS3-konsoller ude i de små hjem, men er måske ikke ideelt i forhold til en ny konsollancering.

Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at racerspillenes fine, gamle dame måske er blevet valgt fra, enten fordi hun kom for sent til festen, eller fordi hun nægtede at følge med tidernes krav om avanceret social funktionalitet og den nødtvungne multiplayer-funktionalitet, man ser mange nye spil hive ned over hovedet på os.

Under alle omstændigheder er vores gæt, at folk vil opleve GT6 som en delvis forbedring af GT5, og ikke, som tidligere versioner af Gran Turismo har været det, en revolution, hverken i grafisk eller teknisk formåen. Man kan kalde det en slags Gran Turismo Version 5.5 med en masse forbedringer som fans af serien måske nok vil sætte pris på, men som ikke kommer til at sætte nye standarder.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...