Build A World - Den danske Minecraft-killer • Side 2

Vi har talt med Skærmtrolden Hugos far, Niels Krogh Mortensen, om det nye spil, han arbejder på

Et mere moderne Minecraft

Med Build A World forsøger Niels og teamet bag spillet at skabe en opdateret og mere moderne version af Minecraft. "Vi er lige nu knap 10 mennesker, der arbejder på spillet. Jeg var sammen med hovedprogrammøren (Søren Grønbech) fra starten - og jeg er med til at få ideerne og udvikle gameplay osv." oplyser han. "Men ellers er min hovedopgave, at jeg står for grafikken. Det vil sige, at jeg laver teksturer til blokke, 3D-modeller, GUI og design af website osv. Det er Sørens firma, Sodan Design, der står for spillet."

I sin nuværende tilstand ligner spillet meget sit svenske forbillede, men ifølge Niels kommer det til at ændre sig. På hvilken måde vil han dog helst ikke ud med så tidligt i processen, for som han siger: "noget får vi med rimeligt hurtigt og andet tager længere tid. Og vi skal jo ikke afsløre alt for konkurrenterne." Der skal dog en hel del til for at hamle op med et af tidens allermest populære spil.

Eurogamer.dk: Når vi nu taler om dine projekter: Build a World. Hvad er det, og hvad handler det om?

Build A World er et såkaldt sandkasse-spil. I stil med Minecraft. Vi knokler løs med det netop nu, men har alligevel valgt at lade folk købe det allerede.

Niels Krogh Mortensen: Build A World er et såkaldt sandkasse-spil. I stil med Minecraft. Vi knokler løs med det netop nu, men har alligevel valgt at lade folk købe det allerede. Det er fordi vi synes, at vi lige så godt kan få spillerne med hurtigt. Og så kan de nemlig være med til at forme spillet. Vi kommer jo så med opdateringer hele tiden, og vi regner med, at det er mere helstøbt ved årsskiftet.

Eurogamer.dk: Tillad mig at være grov: Har verden brug for endnu en Minecraft-klon?

Niels Krogh Mortensen: Helt i orden. Det spørger vi jo selvfølgelig også os selv om. Men ja, der er mange ting, som vi følte Minecraft manglede. Og det er for mange unge spillere fx svært at sætte en server op og spille online. Det er nu ikke fordi vi selv er Minecraft-spillere, vi har bare lyttet til en del og vil nu lave noget, der er MEGET bedre. Vi ved godt, at det ikke er det endnu. Men nogle vil måske sige, at vi allerede er kommet langt.

Eurogamer.dk: Men vi kan godt blive enige om, at hvis man kniber øjnene sammen, så ser man en verden, der er skabt af blokke, fuldstændig som Minecraft. Det er i højere opløsning, og vandet og lyset er pænere, men hvad er forskellene ellers, ud over de brugervenlige servere?

Build A World_09
Dette screenshot kunne godt have været fra Minecraft, men ifølge Niels er der mange andre spændende ting på tegnebordet.

Niels Krogh Mortensen: Nu har vi jo mange planer. Og ting er på vej. Men en grundlæggende ting er fx, at vi fra starten ville lave noget, der foregår i den moderne verden. Altså ikke noget med fakler og den slags. Noget, som man som almindeligt menneske i dag kan genkende. Så man hakker fx heller ikke én blok ad gangen. I Build A World har man et bor! Man kan udføre "epic mining", som en af vores brugere sagde. Haha. (Altså: det går rigtig stærkt)

Men en grundlæggende ting er fx, at vi fra starten ville lave noget, der foregår i den moderne verden. Altså ikke noget med fakler og den slags. Noget, som man som almindeligt menneske i dag kan genkende. Så man hakker fx heller ikke én blok ad gangen. I Build A World har man et bor! Man kan udføre "epic mining", som en af vores brugere sagde.

Eurogamer.dk: Haha!

Niels Krogh Mortensen: Og ellers har vi "realisme", såsom som tyngdekraft og alle mulige naturkræfter, ild, der kan brænde en hel skov ned, og sand, der skrider, osv. osv. Og ting falder sammen, når der ikke er noget, der understøtter dem. Man kan ikke bare hugge en træstamme over, og så hænger toppen af træet og svæver. Men det bedste er helt klart de ting, der kommer.

Eurogamer.dk: Kan du afsløre nogle af dem? I videoer har jeg fx set ting som batterier og ledninger og generering af strøm med nogle meget danske vindmøller...

Niels Krogh Mortensen: Jeg vil ikke sige for meget. Men vi kommer til at have storbyer. Og maskiner, man selv kan samle. Og man kan fx bygge sit eget rumskib og flyve ud i rummet med det. Eller bare tage en ballontur. Noget, som jeg personligt er meget glad for, er muligheden for, at brugerne kan være kreative på mange planer, som fx at kunne bygge sine egne regler (gameplay) inde i spillet, og så invitere vennerne til at spille med. Altså, man kunne forestille sig at bygge borge og så skulle besejre hinanden ved hjælp af ting og maskiner, man har bygget - og robotter! Og blabla... Du sætter selv sit dit spil op, så du bestemmer reglerne for, hvad der skal til for at vinde over den anden, osv. Du nævnte også strøm. Ja, det er rigtigt. Det er noget af det, der virker lige nu. Man kan genere strøm, og så få ting til at køre/lyse. Solceller/vindmøller/olie.

Build A World_19
Når vi begynder at lege med fysik og elektrisk strøm, kan man se et tydeligt potentiale for et gameplay, hvor spilleren virkelig kan være kreativ.

Eurogamer.dk: Det lyder som en rigtig evolution af Minecraft. Men er du bekymret for, om Build a World får nok nye tiltag til at kunne konkurrere på markedet? Der findes mange andre Minecraft-inspirerede spil, som fx BlockScape, der har smuk grafik, Terraria, som byder på retro 2D-æstetik og StarForge, som er halvt Minecraft, halvt FPS...

Niels Krogh Mortensen: Nej vi er ikke så bekymrede. Men det er klart det er jo ikke fordi vi tror vi har et megahit bare sådan. Vi skal da arbejde for sagen.

Eurogamer.dk: En anden ting, jeg studsede over er, at Build a World er blokbaseret, men i modsætning til Minecraft har I ganske realistiske figurer i spillet. Der er også hajer, ulve og bjørne. Er der en grund til, at I har valgt en anderledes æstetik til spillets figurer?

Build A World_02
Spillet vælger en mere realistisk tilgang til de forskellige indbyggere.

Niels Krogh Mortensen: Ja. Der er jo flere ting der ikke er formet rent af blokke. Blokkene er der på grund af gameplayet, men figurerne kan jo sagtens have lov til at se mere rigtige ud. Det giver noget til naturalismen - men de er jo alligevel stiliserede, så det hele passer sammen. Jeg synes, det er federe sådan. Vi tænker det lidt som Lego, hvor det også er i orden at figurer eller andre mere avancerede former lever sammen med klodser.

Eurogamer.dk: OK, så det må siges at være et stilistisk valg?

Niels Krogh Mortensen: Ja. Men jeg synes også, at det hænger sammen med de muligheder, man har - eller i hvert fald får - i spillet.

Nej vi er ikke så bekymrede. Men det er klart det er jo ikke fordi vi tror vi har et megahit bare sådan. Vi skal da arbejde for sagen.

Eurogamer.dk: Spillet er jo nu ude i en form for beta. Hvordan har brugerne taget imod det? Er der mange spillere?

Niels Krogh Mortensen: Ja, der er allerede mange spillere. Vi har fået rigtig mange positive tilkendegivelser. Men det er sjovt, for det er næsten udelukkende danskere, der spiller det nu. Det er fordi, vi med vilje kører det "under radaren" indtil videre. Vi synes, det er for tidligt at komme bredt ud med det. Så derfor er det kun dem, der har hørt om det gennem venner eller på Facebook eller danske YouTube-videoer, der kender til det. Det er sjovt, så nemt ordet spreder sig fra vores eget netværk. Og det er faktisk også sjovt, så nemt det holder sig inden for landets grænser.

Eurogamer.dk: Det må siges at være temmelig indie :)

Niels Krogh Mortensen: Haha, ja. Men det varer nok ikke så længe, inden vi vil begynde at sende pressemeddelelser ud til internationale medier. Vi skal bare liiige... lige lidt mere... lidt mere endnu... altså indhold.

Build A World_01
Build A World stiller flere værktøjer til rådighed for spilleren, end Minecraft gør. Her skal du anvende frem for at udvinde.

Eurogamer.dk: Men vores brugere kan hente den aktuelle demo af spillet gratis på http://www.buildaworld.net/ allerede nu. Og man kan også købe spillet på forhånd?

Niels Krogh Mortensen: Ja, man kan downloade en prøveversion gratis. Den fungerer i 24 eller 48 timer. Kan ikke lige huske det. Det er ikke mig der sidder med den del. Hehe... Og derfra skal man så købe det. Det koster 25 euro, hvilket vel er omkring 175 kr. Og så får man også 9 måneders privat onlineserver med i købet. Altså en cloudserver, som bare virker, og hvor man kan invitere folk ind og spille sine egne maps.

Eurogamer.dk: Men Minecraft har jo ingen månedlig abonnementsmodel. Tror du, at folk vil tage det til sig?

Niels Krogh Mortensen: Det er ikke påkrævet, at man forlænger. Det er helt op til en selv. Spillet kan sagtens spilles af en selv eller sammen med venner over LAN, og man vil stadig modtage updates af det løbende helt automatisk.

Build A World_15
Der er mulighed for nogle spektakulære syn, som Minecraft ikke kan hamle op med.

Eurogamer.dk: Så man har bare muligheden for selv at abonnere på cloudserveren, hvis man gerne vil have en strømlinet oplevelse.

Niels Krogh Mortensen: Præcis.

Eurogamer.dk: Niels, du skal have mange tak for din tid. Hvis der er mere, du vil tilføje på falderebet, så er det nu.

Niels Krogh Mortensen: Jo, man er velkommen til at holde øje med mit firma, hvorfra der kommer flere nyheder: www.animation.dk.

Eurogamer.dk: Vi på Eurogamer.dk ønsker jer i hvert fald held og lykke med jeres potentielle danske Minecraft-killer.

Niels Krogh Mortensen: Tak for det! Vi får se. Minecraft er jo et superhit. Hvis bare nogle få af deres brugere får øjnene op for Build A World, så er vi meget glade og tilfredse.

Du lan læse mere om Build A World på spillets hjemmeside, på Facebook eller på YouTube. YouTube-brugeren Benny_1 har også lavet en række videoer om spillet. Du kan finde Niels' firma på Krogh Mortensen Animation, på Facebook og på YouTube.

Jump to comments (3)

About the author

Jonatan A. Allin

Jonatan A. Allin

Contributor

Jonatan er en langhåret pixelfetichist, som elsker fightingspil, indiespil, rollespil, bilspil, chiptunes, dødsmetal og mikrobryggerier. Han mener, at spilindustrien endelig er ved at blive voksen, men han kæmper en hård kamp for aldrig selv at blive det. Han har en achievement i engelsk og film- og medievidenskab fra KUA. Jonatan har lusket rundt på Eurogamer siden 2009

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading