Eurogamer.dk

Don't Starve - Anmeldelse

Hulebjørnens Klan

Kære dagbog,

I dag har været en dårlig dag. Vinteren står for døren. Temperaturen falder stødt, og jeg har stadig kun det tøj jeg kom i. Jeg har prøvet at barbere de lokale bøffel-dyr i ly af mørket, men de er tilsyneladende i brunst for tiden, så jeg får ikke mulighed for at hamstre yak-garn til noget varmere tøj, inden det bliver for varmt. Den lille køkkenhave, jeg har fået stablet på benene - som jeg i øvrigt gøder med efterladenskaberne fra førnævnte dyr - giver slet ikke nok afkast til at holde sulten på afstand.

Det er som om at jo mere sulten jeg bliver, jo flere skygger ser jeg ud af øjenkrogen. Jeg kunne have svoret på, at en af dem forsøgte at angribe mig i nat, og mens jeg forsøgte at holde den på afstand, kunne jeg høre en spilledåse klimte ude i mørket. Da jeg endelig fik gjort kål på min transparente og imaginære modstander, var skyggerne over bålet i færd med at slukke mit sidste bolværk mod mørket, og det, jeg tror, der lurer derude. Jeg nåede lige akkurat at holde ild i flammen, til solen stod op. Vinteren er en dag tættere på, og det eneste, der holder mig varm, er mit fuldvoksne skæg.

Jeg er ikke vanvittig endnu ... men det er tæt på.

Wilson

Din eneste ledetråd til, hvorfor du er havnet hvor du er, er den suspekt velklædte mand, der venligt minder dig om, at du nok bør finde dig noget at spise, inden natten falder på

1

Don't Starve er et lille (u)hyggeligt indiespil, der handler om overlevelse. Målet er klart og til at forstå; sult ikke ihjel, men mad er kun et af mange problemer i Don't Starves univers.

I skoene på videnskabsmanden Wilson vågner du op midt i en spøjs ødemark. Din eneste ledetråd til, hvorfor du er havnet hvor du er, er den suspekt velklædte mand, der venligt minder dig om, at du nok bør finde dig noget at spise, inden natten falder på - inden han forsvinder i en røgsky. Wilson er dog ikke den eneste med samme dilemma, for hver eneste gang, du fejler i spillet - og dør, udløser dine erfaringer måske flere figurer, der hver især har deres egne fordele og ulemper. Wilson, for eksempel, er i stand til at gro et storslået skæg. Det lyder måske tåbeligt, men skægget holder Wilson varm, når vinteren rammer i Don't Starve. Derudover kan det høstes for skæghår, som kan bruges til at bygge en voodoodukke af Wilson, der kan redde hans liv.

For at holde sulten for døren er du nødt til at finde mad, og der er ingen ben i at plukke bær fra buske og spise de få gulerødder, der kan samles i løbet af dagen. Der er dog slet ikke nok næring at hente i så simple råvarer, og hver eneste nat er du tvunget til at søge tilflugt i lyset fra et bål, hvilket begrænser mulighederne for at finde mad. Ude i mørket bliver du nemlig angrebet af den frygtelige Grue, der aldrig viser sig for spilleren og kun angriber i det allermørkeste mørke. Mørket er også med til at gøre dig gradvist mere og mere vanvittig, og jo mere du er på vanviddets rand, jo mere mærkelig bliver verden omkring dig. Kaniner får udskiftet blød pels med stride skæghår, og deres kød bliver svært at få ned, næsten uanset hvor meget det tilberedes.

Samtidig begynder skyggevæsenerne, der før kun var hallucinationer, at manifestere sig i fysiske og aggressive udgaver, hvilket kan få fatal udgang for den uforberedte spiller. Når vinteren kommer, er du nødt til at have sikret dig en god og stabil kilde til næring, for meget få ting kan gro i den frosne jord på de improviserede køkkenhaver, som du kan få smedet sammen af områdets ressourcer. Kulden holder dig ligeledes lænket til din lejr, for du kan ikke bevæge dig særligt langt uden varmt tøj eller en varmekilde, før du fryser ihjel.

Det er essentielt at finde det perfekte sted at slå lejr. Et sted hvor ressourcerne er tæt nok på, til du kan nå ud og hjem på samme dag, og gerne samle flere af dem

2

Det er essentielt at finde det perfekte sted at slå lejr. Et sted hvor ressourcerne er tæt nok på, til du kan nå ud og hjem på samme dag, og gerne samle flere af dem. Det skal også være på tilpas afstand af eventuelle farer, edderkopper, det fiskelignende merm-folk samt hjorder af bøffel-dyr. Sidstnævnte er ganske vist fredelige og kan levere uld, der er vital for at klare vinterens dødbringende kulde, men når de er i brunst bliver de overordentligt aggressive og angriber uden varsel.

Lejren skal ikke bare sørge for varme og lys, men også som hjemsted for køkkenhaver og de maskiner, der bygges undervejs. Maskinerne låser op for prototyper af nyt og bedre udstyr, og er uundværlige i de lange løb. De er dog smådyre at få bygget, så basen skal helst ligge det perfekte sted fra starten af, men når den også gør det, så er første skridt til overlevelse taget. Så skal du bare overleve de sære tallbirds - enorme, etøjede fuglevæsener der er enormt territorie-bevidste, de mystiske tentakler i sumpen og helvedeshundene der kommer på besøg med jævne mellemrum.

Don't Starve er en stor sandkasse man kan boltre sig i. Der er meget at lave, men det føles en smule begrænset i og med at man konstant skal sørge for at have forsyningerne i orden. At være fanget ved sit bål om vinteren uden mulighed for at kunne hente træ eller mad betyder i sidste ende døden og en masse spildtid. Man kan også vælge at udforske historien, men for at gøre det skal man træde ud af sandkassen og ind ad en dør, hvor man kan forfølge den mystiske velklædte mand, der øjensynligt er skyld i det hele. Dør man i løbet af historien, havner man uden for døren - præcis hvor man slap - så den største udfordring ligger umiddelbart i at finde ud af hvor i verden denne dør er placeret.

Hvert eneste nederlag giver lyst til at prøve igen og betvinge mørket, sulten og vanviddet

3

Don't Starve er den type spil, hvor man enten ihærdigt bruger enorm lang tid på at udforske spillets muligheder - eller sidder med spillets Wiki-side åben ved siden af, for at finde ud af hvilke kombinationer af råvarer, der fx giver den bedste slags mad. Her falder spillet lidt i samme kategori som Minecraft og Terraria, men det er heldigvis langt hen af vejen i stand til at hjælpe dig lidt på vej i forhold til Minecraft, hvor det er svært at komme nogen veje uden erfaring eller et opslagsværk ved siden af.

Trods frustrationerne er spillet dog svært charmerende i form af den skæve verden og den Tim Burton-agtige stil som spillets figurer har. Det er også svært i form af sværhedsgrad, og vælger man at køre standardspillet uden at rette på nogle af de variabler man har mulighed for, får man nemt kamp til stregen, hvis man spiller uden et egentligt mål.

Som så mange andre indie-spil, tager Don't Starve roguelike-konceptet til sig og leverer sit eget bud på det ubarmhjertige gameplay, der kendetegner genren. Hvert eneste nederlag giver lyst til at prøve igen og betvinge mørket, sulten og vanviddet, og det er svært at slippe Don't Starve trods frustrationerne og besværet ved at holde sig selv i live.

8 / 10

Don't Starve - Anmeldelse Jacob Herold Nielsen Hulebjørnens Klan 2013-04-30T15:41:00+02:00 8 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...