Age of Empires II HD - Anmeldelse

Kongens store fald

Har du husket at tilkøbe pladerustning til din hest? Spotpris hos nærmeste digitale downloadtjeneste.

Lad os se det i øjnene. Det er ej som med vin, at computerspil bliver bedre med alderen. Nok kan deres konceptuelle udformninger have tidløs værdi, men deres tekniske natur får dem til at ældes på en ikke altid hensigtsmæssig facon.

Nogen står tidens prøve bedre end andre, det er klart, og helt at afskrive et spil grundet dets alder, skal man absolut være påpasselig med. Alexey Pajitnovs Tetris, eksempelvis, går sandsynligvis aldrig af mode, mens der i gennemsnit ikke går længere end 12 måneder, før en nummeret sportsudgivelse fra EA eller Take-Two renderes uinteressant for de fleste. Da er der nemlig kommet et tilsvarende bedre produkt.

Udgør ovenstående eksempler de to poler på et kontinuum, falder Age of Empires 2 ned midt imellem. Så meget kan vi konstatere efter et genspil af nu hedengangne Ensemble Studios' kritikerroste real-time-strategy-klassiker fra 1999. Det vil altså sige Hidden Path Entertainments netop udkomne pc-opdatering, Age of Empires II Edition. Originalen er nemlig et teknisk helvede på moderne operativsystemer, som man bør holde sig langt, langt væk fra.

Originalen er nemlig et teknisk helvede på moderne operativ- systemer, som man bør holde sig langt, langt væk fra.

1

Så meget desto større grund til at hylde Microsofts beslutning om at nyfortolke en af deres største spilsucceser, komplet med moderne grafik- og netværksunderstøttelse, achievements, cloud saving og hvad man ellers opnår af fancy funktionalitet ved fuldstændig Steam-integration.

Age of Empires II HD har da også rigtig nok alle ovennævnte features, men det er i den mest skrabede udgave set længe. Markedsført som inkluderende ny high-definition-grafik, skuffer det ærligt talt en smule at finde, Hidden Path blot har omskrevet spillets motor til at afvikle ved en højere opløsning. Et af de største trækplastre, den opgraderede grafik, altså, er det rene vås. Der er ikke tale om en genoptegning af spillets dengang detaljerige 2D-sprites, men simpelthen et spørgsmål om at have flere informationer gemt per genererede frame. I praksis betyder det, at Age of Empires II HD blot føles som en version, hvor kameraet er trukket længere tilbage.

En tilsvarende uheldig oplevelse får man, straks man begiver sig i krig med spillets netværkskode. Et throwback til halvfemsernes forvirrende lobby-skærme, hvor man venter i halve til hele timer på selskab, og selv derefter må bøvle med tabte forbindelser, utålelige mængder forsinkelse mv..

Markedsført som inkluderende ny high-definition-grafik, skuffer det ærligt talt en smule at finde, Hidden Path blot har omskrevet spillets motor til at afvikle ved en højere opløsning.

2

Det er en skam, fordi Age of Empires II er fortsat et ganske solidt spil. Hvor datidens øvrige real-time-strategy-spil stod i kø for at øge tempoet i deres gameplay, er Ensemble Studios' klassiker nemlig noget så sjældent som et afslappet, nærmest idyllisk strategispil.

At konstruere sin base på den strategisk bedste måde, alene, er et akkurat så vigtigt element som selve krigsførelsen. Spilleren må både sørge for at have adgang til fire forskellige ressourcetyper, samt beskytte sine arbejdere mod fjenden ved hjælp af murværk, vagttårne mv.. De såkaldte teknologitræer slår dybe rødder og danner således grobund for en myriade af forskellige kombinationsmuligheder. Der er med andre ord en fascinerende kompleksitet i basebygningsfacen, der får første halvdel af en mission til at adskille sig markant fra den anden.

Her står det desværre lidt sløjere til for Age of Empires II. Ikke så meget grundet sin spilbalance, for den er faktisk udmærket, uden dog at nærme sig Blizzards StarCraft. Snarere skyldes det daterede algoritmeberegninger, der får enhederne til at opføre sig på ofte mærkværdige måder. De er sløve i optrækket, risikerer at fare vild på vej mod deres destination og skal helst have at vide tre-fire gange, når en fjende fortjener deres opmærksomhed. Vi taler ikke om graverende fejl, men om, at genren simpelthen har flyttet sig mod det bedre, som årene er gået, hvilket gør det svært at vende tilbage til datidens a*-implementationer.

Det er i virkeligheden et meget godt billede på Age of Empires II HD. En teknisk tvivlsom genudgivelse af et spil, der samtidig er gjort bedre sidenhen.

3

Og det er i virkeligheden et meget godt billede på Age of Empires II HD. En teknisk tvivlsom genudgivelse af et spil, der samtidig er gjort bedre sidenhen, herunder af Ensemble selv, da de i 2005 udgav Age of Empires III. Læg dertil, at den vejledende salgspris lyder på knap 150,- kr., og det synes en smule urimeligt af Microsoft, selv for nostalgikere, der ønsker at genopleve den dengang skelsættende udgivelse.

Hvad der skulle have været kongens store tale, dermed, bliver til kongens store fald.

3 / 10

Læs om vores karaktersystem Age of Empires II HD - Anmeldelse Mark Elsberg Kongens store fald 2013-04-20T08:00:00+02:00 3 10

Kommentarer (11)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!