Eurogamer.dk

Crysis 3: Anmeldelse

New York er overtaget af vild natur og den onde CELL-organisation. Prophet og Psycho vender tilbage med fed grafik, men er det overhovedet sjovt at spille?

Grafikken bliver flottere og flottere i Crysis-serien, men gameplayet er holdt op med at være vedkommende.

Ud over at være et instrument til at promovere nye grafikkort og lave hårdnakkede benchmarktests, hvad har Crysis-serien egentlig givet os foruden flot og banebrydende grafik? Det var et spørgsmål, som dukkede op adskillige gange mens jeg spillede det nye Crysis 3. For trods tidligere bekendtskaber med Crysis, Warhead, Crysis 2 og nu dette det seneste spil, så er det svært at genkalde ret mange mindeværdige oplevelser. I mit tilfælde var det kun det første møde med Psycho i al sin Jason Statham-ske statur, og en sønderskudt Grand Central Station, der emmede af gode spilminder. Hold det op imod, hvor meget man kan huske fra BioShock, Half-Life og Dishonored, og med ét ser man forskellen på klassikere og ganske jævne FPS-titler.

Desværre leder jeg stadig efter svaret på spørgsmålet, selv efter den første gennemspilning.

For som udgangspunkt er Crysis 3 en ganske normal ekstrapolering af det, der uundgåeligt ville følge i hælene på Crysis 2. Fra blot at være en sønderskudt storby er der gået 20 år for New York, der stadig er en sønderskudt storby, men nu er overtaget af vild natur med højt græs, planter og løv. Fjenden i dette dystopiske fremtidsspil er multinationale CELL, der har monopol på byens energiforsyning og derfor tvinger civilbefolkningen ud i slaveri for at opretholde deres eksistensgrundlag. Konflikten er et sædvanligt trekantsdrama mellem supersoldaten Prophet, CELL-firmaet og den intergalaktiske Ceph-race. I ledtog med en oprørsbevægelse skal Prophet, med assistance fra Psycho, veksle imellem at nedlægge CELLs energinetværk og sende Ceph på porten.

Som perspektiv får man nogle indblik i Prophets kraftfulde nanosuit og den dystre forklaring på, at Psycho pludselig må undvære selv samme. Desværre bliver det overhovedet ikke vedkommende. Plotkonstruktionen om CELL bygger på nogle vage associationsforsøg med Occupy Wall Street og too-big-to-fail banker, men pga. det sædvanlige, todimensionelle persongalleri vækker det ingenting, hverken følelsesmæssigt eller oplysende. Det er ikke på niveau med tidens andre medier, eksempelvis mange af de gode sci-fi-film, for man kunne sagtens involvere selvironien fra Dredd eller melankolien fra Looper og herigennem bygge en bedre fortælling. Crysis 3 holder sig i stedet til det pubertære.

På med kikkerten, marker alle fjender (endda gennem beton og klipper...) og pluk dem én efter én med en riffel eller et stealthangreb.

Desværre formåede jeg heller ikke at trække stor underholdning ud af selve gameplayet. Det er en relativt kort kampagne af slagsens, som tager omtrent fem timer med en hård og actionpræget tilgang. Det behøver man principielt ikke at have noget imod. Der er blot en del inkonsistens over, hvordan de forskellige kapitler er designet, og hvad man har genbrugt af gode ting fra de tidligere spil. I de første kapitler får man indtrykket af, at man gerne ville sondre mellem de lineære dele og så de åbne områder, hvor man i stedet kunne trække stealthdelen mere ind.

De lineære dele fungerer fint, eksempelvis i et angreb på et militæranlæg i starten af spillet, hvor der er fine gun-and-cover-sekvenser og god brug af bue og pil, der er det nye våben i Crysis 3. Men de åbne områder bliver i praksis blot lidt bredere og stadig lineære korridorer. Jeg savner rigtig meget designet fra Dishonored, hvor man ved indgangen til et nyt område havde en klar anelse om, at man kunne angribe opgaven på forskellige måder. Der var f.eks. en gun-and-cover- og en stealth-løsning, som begge var ligeværdige og sjove. I Crysis 3 når designet sjældent længere end højdeforskelle, hvor snigskytterifler bliver mere anvendelige.

I praksis bliver der tale om en stribe lukkede arenakampe, hvor du løser udfordringen efter et fælles princip. På med kikkerten, marker alle fjender (endda gennem beton og klipper...) og pluk dem én efter én med en riffel eller et stealthangreb. Fjendtlige robotkanoner kan hackes, og de holder sågar op med at skyde, når en hackingsekvens er sat i værk. Faktisk minder det meget om baseangrebene i Far Cry 3, men her mærkede man trods alt en uforudsigelig og fare, fordi hver enkelt base opfordrede til forskellige tilgange, og fordi man ikke kendte størrelsen af basernes senere forstærkninger. I Crysis 3 kommer der blot 2-3 flere af de samme besynderlige soldater.

Netop fordi problemerne er akkurat de samme som i 2'eren, bliver man rigtig irriteret.

CryEngine 3 tech demo - Crysis 3

Det hjælper heller ikke, at man oplever så mange tumpede fænomener i banerne. Fjendtlige soldater står tit og nærmest råber ordret, at "Prophet er i nærheden, så de hellere må passe på ikke at afsløre deres dække". En god start. Ofte bringes fjenderne også i et ubalanceret og ekstremt alarmberedskab, blot de hører lyden af dit første snigdrab, og det forhindrer al videre snak om stealth. Den kunstige intelligens kan i øvrigt berøres ret hurtigt, for den er bestemt ikke blevet bedre. Netop fordi problemerne er akkurat de samme som i 2'eren, bliver man rigtig irriteret.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...