Roccat Kone Pure - Hardwareanmeldelse

Elegant spillermus styrer til tops i mellemklassen

Åh, Roccat, du er er skat, som du ligger der, på min 'mat.

Forleden tog Jonatan et kig på Roccats voluminøse ISKU FX-spillertastatur, hvortil han knyttede flere pæne ord. I dag er turen så kommet til dens følgesvend, Roccat Kone Pure.

Pure er seneste skud på stammen i Roccats serie af spillerhenvendte mus, der har set mere eller mindre årlige udgivelser/opdateringer siden selskabets begyndelse i 2007. Kone Pure er den mellemste i en søskendeflok på tre, med hhv. Lua som lillebror og XTD storesøster. Med en vejledende pris på 600,- kr., dog, er Pure en mus, der må regnes for at tilhøre den øvre halvdel af mid-range-segmentet, hvis da ikke den sniger sig helt op i high-end-klassen.

I praksis betyder det, at man med Kone Pure får en mus, hvor teknik og finish er i topklasse, og kun de begrænsede tilpasningsmuligheder afholder den fra at være en absolut sværvægter.

1

Elegant, Futuristisk, Pure

Hvis vi starter med musens ydre, imponeres man over det æstetiske indtryk. Godt nok er grå, sort og mat sort i kombination en klassiker inden for spillerhenvendte mus, men med Kone Pure er brugen alligevel over gennemsnittet. Overgangen mellem de enkelte komponenter er nem at spotte takket være de nøjsomme farvedifferentieringer i plasticen, og tilsvarende står indgraveringerne af diverse knappers funktionalitet knivskarpt.

Det tilbagelænede finish fremhæver endvidere LED-lyset på musens ryg, formet som Roccat-logoet, hvilket gør slutresultatet futuristisk og elegant på én og samme tid. Farven på LED-lyset kan skiftes til den ønskede kulør og ligeledes ændres fra statisk til pulserende til slukket, skulle man ønske en mere anonym fremtoning.

Formen er æstetisk, igen, god med klare udskæringer tilsvarende håndens udformning. Desværre kommer musens størrelse lidt i vejen. Med sine knap 7 x 12 cm er den ikke blandt de største af dens typer, hvilket betyder at et klogreb er eneste løsning for mange. Ryggen kunne med fordel have været en smule stejlere for at imødekomme dem, der foretrækker at have hele håndfladen hvilende på musen.

2

Rå, men nænsom performance

I brug er Kone Pure en fornøjelse at arbejde med. Dens 8200dpi-laser sikrer uovertruffen responsivitet, der burde imødekomme selv de mest ihærdige fps-spillere. Ved hjælp af de to knapper på musens ryg kan der dynamisk skiftes mellem forudbestemte dpi'er, akkompagneret af en ekstremt irriterende lydeffekt, der dog kan slås fra, hvilket sikrer den nødvendige fleksibilitet for dem, der måtte have behov for det. Er normalt en funktionalitet efterspurgt af eksempelvis professionelle Counter-Strike-spillere, der således kan skifte følsomheden på sigtekornet afhængigt af våbentypen.

Pure er relativt let, og fødderne meget glatte, hvilket gør, at musen skøjter henover enhver stofmusemåtte. Det er ikke løgn, hvis nogen påstår, man nærmest kan få den til at flytte sig ved at puste til den. Som udgangspunkt giver det en behagelig, nænsom betjening, men for nogen vil det givet være i overkanten, og med ingen mulighed for at øge vægten på Pure, kan det være et irritationsmoment for dem, der foretrækker mere modstand i bevægelserne.

Knapperne er responsive, men føles også en smule skrøbelige. Der er syv af dem, med mulighed for endnu flere virtuelle knapper, eftersom den nederste knap af de to på venstre side af musen bruges til at ændre funktionaliteten af alle øvrige knapper, når trykket i bund. Dette giver hurtig adgang til en lang række genveje, men gør også knappen i sig selv ubrugelig, ønsker man ikke at benytte genvejsfunktionaliteten.

Musehjulet, til gengæld, er en underlig størrelse. Roccat har tidligere haft knas med musehjul af dårlig byggekvalitet, og selvom undertegnede endnu ikke har oplevet problemer i brug, føles det meget skrøbeligt. Modstanden ved rul er også høj, og uden mulighed for at ændre på denne er hjulet musens måske største funktionelle svaghed.

4

Kaotisk driverpakke

Roccats driverpakke er en spøjs størrelse. Positivt er det, at den er omfattende og med rig mulighed for at justere alt fra følsomhed og knapgenveje til lydeffekter og lyssætning. Desværre er den også fyldt med en masse overflødig funktionalitet, så som achievements, der kun er med til at forkludre grænsefladen.

I det hele taget er grænsefladedesignet meget forvirrende og med ringe forklaring på, hvad de forskellige ting gør. En ekspert vil hurtigt lære at forstå de forskellige parametre, der kan justeres, men nybegynder vil givet være overvældet af mulighederne.

Endelig oplevelse vi en mærkværdighed i forhold til brugen af musen. En gang i mellem undlader musen simpelthen at boote under opstarten af styresystemet, hvorfor eneste løsning er at fra- og tilkoble musen igen. Underlig fejl, der tilsyneladende kan spores tilbage til Roccats driverpakke. Hverken BIOS-opdatering eller skift af USB-port har i hvert fald løst problemet, så enten er det en medfødt fejl i vores eksemplar eller endnu en finurlighed i driverne, som man indtil videre må leve med.

Vurdering

Roccat Kone Pure er overordnet et rigtig godt bekendtskab; en funktionelt fremragende og æstetisk overlegen mus, der helt sikkert vil tilfredsstille dem, den primært er henvendt, computerspillere. Når det er sagt kan den sagtens fungere som kontormus også, først og fremmest takket være det elegante design, men også den almentekniske performance, der tilbyder uovertruffen præcision, bevægelighed og stabilitet. Manglende tilpasningsmuligheder og en til stadighed forvirrende driverpakke er det eneste, der afholder Kone Pure fra den absolutte elite.

Roccat Kone Pure har en vejledende pris på 600,- kr., men er i skrivende stund spottet helt ned til 530,- kr. De komplette tekniske specifikationer kan læses hos ROCCAT.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem Roccat Kone Pure - Hardwareanmeldelse Mark Elsberg Elegant spillermus styrer til tops i mellemklassen 2013-03-16T08:00:00+01:00 8 10

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!