Eurogamer.dk

SimCity: Anmeldelse

Grænserne mellem single- og multiplayer udviskes i det nyeste SimCity, hvor du aldrig bygger alene. Men er det den rigtige retning for det gamle bygge-by-spil?

Man tænker ikke så meget over det, når man lægger de grønne, blå og gule zoner ud over landkortet og ser en storby sprudle frem af ingenting. Man sænker skatterne og ser erhvervslivet komme frem af sig selv, men man skal selv bygge en brandstation, hvis man vil slukke ildebrandene. Det er og har altid bare været hyggeligt at spille SimCity.

Men faktisk er det interessant at tænke over, at spilserien relativt ubemærket, og endda helt siden 1989, har haft mange politiske undertoner og klart favoriseret socialliberalisme blandt de mange måder, man kunne gå til spillet på. Valgte man en klassisk liberalistisk tankegang, hvor skatterne var på 0% og alle måtte klare sig selv, endte man med forurenende industri og en både syg og uuddannet befolkning. Valgte man i stedet at øge skatterne igen og igen, nåede man efterhånden et smertepunkt, hvor det ikke gav flere penge at sætte et ekstra procentpoint på selvangivelsen. Lykkedes det til gengæld at opretholde social retfærdighed, dvs. at statsmagten vedligeholdt hospitaler, skoler og et forsyningsnetværk, mens man holdt skatteniveauet lige omkring en nulsumsløsning, kunne man fremavle en utopisk by med en veluddannet og sund befolkning, der tiltrak højteknologisk og forureningsfrie arbejdspladser. Den Skandinaviske Model kunne lige så godt hedde SimCity-Modellen.

SimCity - Glassbox Game Engine trailer

I det nye SimCity fortsætter tilgangen både i det små og i det store. I det små skal du nu selv bulldoze bygninger, som er blevet forladt i protest mod din statsautoriserede skatteskrue. I det store perspektiv er handel og samarbejde blevet essentielt for hele spillet. Maxis har udvidet regionsmodellen fra SimCity 4, hvor du for første gang ikke nøjedes med at bygge én enkelt by, men et helt netværk af specialiserede og indbyrdes afhængige byer. Det nye spil er en af de første udgivelser i en ny trend i spilbranchen, hvor grænserne mellem single- og multiplayer udvaskes mere og mere. For SimCity er i bund og grund en singleplayertitel, men du er konstant forbundet til internettet og konstant i nærvær af andre spillere. Du bygger på dit eget felt, men de andre bygger på deres lige ved siden af. Det hele bliver nemmere, hvis I samarbejder.

Co-op-mulighederne er ikke udtømt, og man savner muligheder for, at to store byer eksempelvis kæmper om at være førende på forskellige områder.

Samarbejdet kan foregå på mange måder. I kan købe og sælge strøm, affald og vand af og til hinanden, og sågar ambulancer og brandbiler kan sendes på opgaver i nabobyen i bytte for et fast beløb. Men et helt afgørende samarbejdsområde er spillets nye element, naturressourcer, som er udbredt i forskellig grad på hvert landkort. Én by har kul, men mangler en havn, mens en anden har store vandreserver. Ikke nok med, at man kan udveksle de forskellige basisressourcer mellem byerne, så åbner de op for et større koordinationsarbejde mellem regionens byer. Olie kan laves til plastik og malm til metal, og endnu længere ude kan disse produkter kombineres til at lave dyre fjernsyn og benzin, som I kan afsætte på det internationale marked for lukrative beløb. Men det kræver ikke blot, at én, men 4-5 tunger holdes lige i munden for at projektet går op. Én by skal satse på olieudvinding og raffinering, mens en anden uddanner sin befolkning tilstrækkeligt til at bygge bygninger, der åbner op for computerproduktion. Endelig skal en tredje by bygge en fragthavn og enorme lagerpladser for at holde alt habenguttet samlet. Konceptet er akkurat som man kender det fra Settlers-serien, men i SimCity lykkes det faktisk at begrænse detaljestyring, så den primære udfordring er en positiv én af slagsen: du/I skal sørge for at minimere flaskehalse, så I får den mest lukrative vare af sted. Det er rart at se så målorienteret gameplay komme ind i SimCity, som ellers har kæret meget om sin åbne og frie stil.

Dog må det også siges, at Maxis har designet dette samarbejdsprojekt med et utopisk mål om at finde konstruktive samarbejdspartnere. Hagen er bare, at det ikke altid er tilfældet, for præcis som i virkelighedens verden holder fem usnakkesalige enspændere ikke op med at være usnakkesalige enspændere, bare fordi de kommer i samme rum. Værktøjerne til kommunikation begrænser sig til en chatkanal i øverste hjørne, og oftest er den blakket for kommunikation, endsige svar, når man hilser rundt i lokalet. Derfra er der virkelig langt til at koordinere en regional produktion af computere. I det hele taget virker funktionerne ikke færdiggjort, for der kunne sagtens have været indført elementer fra andre multiplayerspil for at gøre SimCity-verdenen mere dynamisk. En oplagt idé er dynamiske missioner, hvor man eksempelvis skulle producere X antal af en vare eller samarbejde om at helbrede X antal mennesker i en epidemiramt by. Dette er endnu ikke et element i SimCity, og faktisk er det svært at bedømme, om Maxis enten vil co-op eller konkurrence med multiplayerfunktionerne. Co-op-mulighederne er ikke udtømt, og man savner muligheder for, at to store byer kæmper mere officielt om at være førende på forskellige områder.

Kommentarer (11)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...