Infiltration Dying for Data - Brætspilanmeldelse

'Sig mig, Mr. Santiago: vil De følge med som hacker, eller vil De skydes på stedet som en gemen tyv?'

box

"Mr. Santiago, jeg havde en forståelse af at De var noget særligt indenfor deres... Profession... At deres bio-enhancing implants gjorde dem i stand til at bryde alle kendte sikkerhedsprotokoller... Hvis dette er tilfældet, hvorfor er vi så stoppet allerede i foyeren hvor der kun er ligegyldige data vi kan... Erhverve os?" "White, hvis vi ikke afbryder sikkerhedskameraerne vil de aktivere maskingeværer i væggene så snart vi træder igennem døren."

"Det er Mr. White, og jeg hyrede dem ikke for at hacke kameraer, men for at stjæle al værdifuld data fra CyberSolutions Incorporated, hvis fine foyer vi netop nu befinder os i. Og disse værdifulde data er netop på den anden side af denne dør, så sig mig Mr. Santiago: vil De følge med som hacker, eller vil De skydes på stedet som en gemen tyv?"

Tænk Ocean's Eleven: en gruppe specielt udvalgte folk med hver deres speciale skal udføre et spektakulært kup, og det virker som et oplagt forlæg til et samarbejdsbrætspil. Men hvad nu hvis vi indtænker verdens bedste kupfilm, Reservoir Dogs, og lader det såkaldte "samarbejde" gå i stykker og i stedet gør det til en kamp om at komme levende ud med flest tyvekoster, og gerne i live? Så har du Infiltration, et strategisk kortspil fra 2012 af designeren bag Dominion, hvor 2-6 hackere kan bryde ind i CyperSolutions Inc. for 279,50 i Fantask. Der er kun ét krav: jeg er Mr. Pink.

1

De første rum indeholder kun lidt data, men kan man nå ud i tide hvis man begiver sig længere ind i bygningen?

Målet i Infiltration er at tilrage sig den største mængde data (point) ved det indbrud der netop er begyndt ved spillets start. Man står samlet i forhallen i stueetagen, og skal nu teste sin indre Hudson Hawk: jo højere op man bevæger sig, jo mere lækker data ligger der og blot venter på at blive hacket. Men valget kompliceres dog af at en alarm netop er gået af, og der er derfor en vogn på vej, fyldt med sikkerhedsfolk. Den slags sikkerhedsfolk der skyder først, og aldrig stiller spørgsmål. Hvor langt op i bygningen tør man bevæge sig, når man automatisk taber hvis man bliver "udspurgt" af sikkerhedsfolkene fordi man ikke nåede ud i tide?

I Infiltration bliver denne simple push-your-luck mekanik suppleret af tre designvalg der gør spillet langt mere interessant end mange konkurrenter i genren: simultane beslutninger, ukendte rum og et gennemgående grafisk udtryk. Hver runde vælger hver enkelt spiller et kort, der angiver hans handling denne tur: ryk frem/tilbage, hack data eller benyt noget af det udstyr man har medbragt. Udfordringen er at alle spillere vælger deres kort simultant, og derefter tager deres tur i rækkefølge - dermed er der et stort element af gæt og bluff, da man skal optimere sit valg ud fra hvad man tror de andre vil gøre. Selv det er stjæle data er et sats, da man får færre point hvis der er flere der hacker på samme tid, og man skal derfor helst være den eneste der gør det i en given runde. Dette opretholder et godt flow i spillet, da man ikke skal analysere hvad spilleren foran en selv lige har gjort før man kan træffe sit eget valg. Man må i stedet krydse fingrene og håbe man læste sin modstander korrekt.

2

Der er stor variation mellem de enkelte rum, og man kan aldrig vide sig sikker.

Går man ind i et uudforsket rum vender man et unikt kort der beskriver netop dette rum: hvor meget data der er at stjæle, eventuelle vagter eller ansatte på overarbejde man kan "interagere" med for ekstra data. Kortet angiver også et unikt aspekt af rummet, fx et lager hvor man kan hente mere udstyr, et rullende fortorv der sender en direkte videre til næste rum, et laboratorie til telepatisk forskning der tillader dig at stjæle data fra andre spillere osv. Hvert rum har en fin integration mellem mekanikker og tema, og variationen betyder man aldrig kan vide sig helt sikker på hvad der gemmer sig bag den næste dør.

Designeren Donald X. Vaccarinos store gennembrud fik han i 2008 med Dominion, der for at sige det mildt havde et overfladisk tema om nogle adelsfolk i middelalderen. Man konstaterer at hr. Vaccarino må have fået designhjælp til Infiltration, da det har et gennemgående og indarbejdet science fiction tema der kæder de enkelte mekanikker tæt sammen med den historie der fortælles. Der er hi-tech androider, korrupte firmafolk, svævende skateboards, illegale stoffer, og fælles for dem alle er at indvirkningen på spillet giver mening indenfor den verden man befinder sig i. Denne tætte sammenknytning mellem tema og mekanikker har Infiltration til fælles med Android: Netrunner, der foregår i samme univers, og som tidligere er blevet anmeldt her på Eurogamer.

3

Karaktererne er simple papbrikker, men den gennemgående grafik er af høj kvalitet og bidrager til stemningen.

Spillets største svaghed er at det føles amputeret, som om der var planlagt mere end det man får i æsken. Man benytter halvdelen af rummene hver gang, og selvom man ikke kender rækkefølgen begrænser det variationen hvis man ved at "rummet med ekstra udstyr" har været der. Det samme gælder udstyret, hvor antallet af kort er så begrænset at reglerne siger man skal genbruge bunken med brugte kort hvis man løber tør. En anden svaghed er spillets sidste tredjedel, hvor man stormer mod udgangen for at slippe ud i tide inden sikkerhedsvagterne kommer og rydder op (læs: nakkeskud). Problemet her er at der, med få undtagelser i form af specielle rum, kun er én udgang, nemlig forhallen hvor man startede. Derfor går de sidste 10 minutter med at de fleste spiller kortet 'Retreat' hver runde, og eftersom der kun er begrænset mulighed for at påvirke de andre spillere imod slutningen af spillet kan man med stor sikkerhed beregne hvornår man skal flygte. Tidens gang bestemmes af en terning, og er derfor varierende, men det er ikke tilstrækkeligt til at holde spændingen til slut.

Det er dog acceptable begrænsninger i et spil i denne prisklasse, der samtidig har rimelig simple regler og spiller lige godt med alt fra 2 til 6 spillere. Det har interessante valg gennem størstedelen af spillet, og den lidt svage afslutning er heldigvis hurtigt overstået. Lige i tide til at nå et spil til, for denne gang er det måske ikke Mr. Pink der slipper ud i tide.

7 / 10

Læs om vores karaktersystem Infiltration Dying for Data - Brætspilanmeldelse Mikkel Øberg 'Sig mig, Mr. Santiago: vil De følge med som hacker, eller vil De skydes på stedet som en gemen tyv?' 2013-02-28T14:11:00+01:00 7 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!