Dead Space 3 - Anmeldelse

I rummet kan din co-op partner høre dig skrige...

Dead Space-serien har altid formået at balancere på den smalle linje mellem survival horror og overdrevet action-blockbuster med overraskende bravour. Det første spil landede uden de store forventninger, men det stod hurtigt soleklart, at EA havde formået at udvikle en ægte cadeau til de bedste rum-skrækfilm, hvor tankerne særligt ledes hen på Event Horizon og Ridley Scotts Alien. Med sit større budget og forbedrede styring leverede Dead Space 2 en endnu bedre oplevelse, som jeg personligt ikke kunne lægge fra mig, før Isaac Clarke endnu engang havde sønderrevet 1000 Necromorphs og klaret frisag mod alle odds. Strategisk lemlæstelse af alskens ulækre genopstandne vagt menneskelige skabninger er og bliver et hit, og det tredje kapitel i serien ændrer ikke meget på selve grundopskriften. Til gengæld forsøger det at tilføje en række mere eller mindre passende ingredienser, og det bliver det ikke nødvendigvis bedre af. Hakkekød er godt, lagkage er også godt, men...

hobo

Der er mere hobo end helt over Isaac i starten af spillet.

Dead Space drejer sig for mig om vores forpinte hovedperson, hvis navn er en sammentrækning af Isaac Asimov og Arthur C. Clarke, men hvis historie og dialog på ingen måde har kunnet måle sig med de to sci-fi-mestres. Det har altid været næsten umuligt for mig at følge spillets historie uden at kigge i diverse opsummeringer på nettet, og jeg er langt fra den eneste, der har dette problem med serien. Heldigvis fortæller vores hovedpersons indædte kamp mod de groteske Necromorphs en simplere og langt mere effektiv, klaustrofobisk historie, end spillets forfattere hidtil har kunnet mane frem. I Dead Space 1 sagde Isaac ikke et ord, I Dead Space 2 plaprede han pludselig løs, og i Dead Space 3 ville man desværre ønske, at vi kunne vende tilbage til etterens stumme protagonist, som gjorde, hvad han gør bedst: molestrere monstre i hobetal. Det er jo det, vi kommer for at se.

story

Jeg er på tredje kapitel i serien, men jeg er stadig aldrig helt sikker på, hvad hovedpersonerne snakker om. Hvor er den næste Necromorph?

Spillet insisterer dog på at få os til at sympatisere med Isaac, og til det formål tages et af de dårligste litterære værktøjer i brug: den stakkels, uretfærdigt forpinte protagonist. Som tak for sin heroiske indsats i Dead Space 2 er Isaac, på komplet uforståelig vis, blevet efterladt til at rådne op i et slumkvarter, og har ligeledes mistet kontakten til Ellie, som han ellers gik så grueligt meget igennem med. Det har skabt en ussel, skægstubbet og fordrukken mand, som bogstavelig talt refererer til sig selv som "permanent ødelagt", hvilket resulterer i nogle mildest talt deprimerende dialoger i løbet af spillet. Det er synd, at Dead Space aldrig helt kan indfri løfterne fra dets grumme atmosfære på det fortællemæssige plan, og tredje kapitel er desværre længere fra dette mål end sine forgængere.

co-op

Forsøget på at bro-ificere Dead Space er ikke nødvendigvis den bedste ide. Visceral har måske fået lidt for gode ideer fra Army of Two.

Den primære årsag, ud over Isaacs utroværdige personlige deroute, er desværre den nye co-op. Jeg talte bekymret om det med producer Steve Papoutsis i San Francisco tilbage i december måned, og han fik egentlig overbevist mig om, at alt var vel, men det er det ikke. Steve er en flink fyr, og selvfølgelig talte han godt for sin sag. Men helt ærligt: Hvem har brug for at hjælpe hinanden i et horrorspil? Burde det ikke handle om skrækken ved at være alene mod uhyggelige ting, der venter ude i mørket? I Dead Space 3 kan Isaac vælge at få en hjælpende hånd af sergent John Carver, en elitesoldat fra Earth Defense Force, og det sætter spilleren i en penibel situation. Spiller du alene, så føler du hele tiden, at du går glip af noget, men spiller du sammen med en partner, ødelægges uhyggen. Og så er der lige det med at finde en ven, der gider gennemspille et mere end 15 timer langt spil med en. Det må jeg jo indrømme, at jeg ikke kunne nå i tide til denne anmeldelse, så jeg har været nødsaget til at kigge min engelske kollega Dan Whitehead over skulderen for at se, om det er noget værd.

Ifølge Dan har Visceral gjort, hvad de kunne, for at give begge spillere opgaver, men der er for mange situationer, hvor den ene skal vente på den anden. Til gengæld løftes historiefortællingen lidt. Carver er psykotisk, og af og til hallucinerer han, hvorimod den hårdt prøvede Isaac ikke er til at imponere. Det skaber situationer, hvor spiller 1 ser én ting, og spiller 2 ser en anden, og det er bestemt ikke dumt. Men ultimativt øger det ikke oplevelsen, da det reelt set ødelægger uhyggen at have venskabeligt selskab undervejs. Og i singleplayer er Carver bare irriterende, da han har det med at dukke op i situationer, der helt tydeligt lægger op til co-op på en så åbenlys måde, at indlevelsen bliver brudt. Spilleren har altså et valg, måske ikke mellem pest eller kolera, men mellem influenza eller halsbetændelse. Og det klæder ikke spillet.

cover

Det nye craftingsystem holder, og det er en fryd at tæske fjenderne med hjemmelavede våben.

Spillets anden nyskabelse fungerer dog bedre. I modsætning til tidligere spil kan du nu konstruere dine egne våben af materialer, som du indsamler undervejs, og det giver mening i forhold til Isaacs ingeniørbaggrund. Du har nu kun to våben, men du kan give dem to funktioner hver, og det gør det også meget nemmere at skifte mellem dem i hektiske situationer. Jeg savnede af og til de mere specifikke våben, som var med i de tidligere spil, men det var mig frit for at bygge noget lignende selv. Efter et lille stykke tid, hvor jeg havde trampet løs på monstre for at hive de nødvendige ressourcer ud af dem til at konstruere våben med, blev det sjovt. Faktisk rigtig sjovt. Min elektriske Force Gun, der blæser fjenderne omkuld og giver dem stød samtidig, hvorefter dens sekundære våben, en Line Gun, kan hugge dem midt over, er et syn for guder. Ja, man kan også købe sig til de nødvendige ressourcer med rigtige menneskepenge, hvilket har skabt en utrolig hidsig debat på nettet om mikrotransaktioner. Til det har jeg kun at sige, at det er totalt ligegyldigt. Du behøver ikke at købe noget som helst for at spille spillet ordentligt, men muligheden er der, hvis du er utålmodig. Hvis du har lyst til at smide flere penge efter EA for at spare lidt tid, så er det frit for, men spillet fungerer fint uden. Mere er der ikke i det.

action

Der er ingen tvivl om, at de hektiske actionsekvenser stadig er nogle af de bedste i genren.

Dead Space 3 er som sine forgængere en rutchebanetur med nogle af de mest imponerende dynamiske sekvenser, spilverdenen kan præstere. Når det fyrer på alle cylindre, ser det vildt flot ud, og man sidder og klamrer sig panisk til sin controller, mens man prøver at kæmpe sig ud af de vanvittige situationer. Denne gang er tempoet skruet i vejret i forhold til de tidligere kapitler, og både de velkendte og de nye monstre bevæger sig hurtigere og i større antal end før. Det kammer dog lige lovligt meget over til tider, hvor man bare er nødt til at pløkke løs i ét væk og håbe på det bedste. Strategi er der heller ikke meget af, da monstrene ofte bruger billige tricks og hele tiden formår at snige sig om bag dig, selv om du kunne have svoret, at der ikke var plads til noget som helst. Mod spillets menneskelige modstandere kan Isaac benytte sig af det nye halvhjertede coversystem, som grundlæggende bare består i, at han nu kan dukke sig, og det virker ikke særlig godt integreret. Dead Space 2 havde en noget bedre balance end denne version, men på trods af dette er der stadig tale om et solidt horrorspil, selv om vi ofte mere er henne og snuse til den rene actiongenre. Spillets fænomenale lyddesign trækker dog som altid den ondeste stemning ned over ørerne på spilleren, og spillet formår stadig at levere nogle virkelig solide chok, selv om de fleste er af farlig-bøhmand-bag-døren-kaliberen.

zero G

Dead Space 3 er desværre lidt for fritsvævende (haha!) for sit eget bedste.

Isaac Clarkes tredje eventyr er i sidste ende mere af det samme, så hvis du kunne lide de tidligere spil, vil du formentlig ikke blive skuffet her. Når man ser bort fra co-op og våbencrafting, ligner spillet sig selv, og du skal stadig bruge strategisk lemlæstelse til at molestrere de mange klamme monstre, du møder. Det fungerer. En del af spillet foregår også i et åbent miljø på en sneplanet, hvilket tilføjer formlen lige akkurat nok variation til at holde sig frisk, og denne gang er der også valgfrie missioner, så man ikke føler sig trukket af sted ved næsen hele vejen. Visceral skal dog forsøge at arbejde mere med historiefortælling og horror til næste gang, for gimmicks har vi nok af i forvejen. Dead Space 3 er stadig et godt spil, men den nærmest paniske insisteren på at give spilleren noget nyt at lege med, har desværre resulteret i en meget indholdsrig, men ufokuseret oplevelse.

7 / 10

Læs om vores karaktersystem Dead Space 3 - Anmeldelse Jonatan A. Allin I rummet kan din co-op partner høre dig skrige... 2013-02-28T13:00:00+01:00 7 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!