Wii Mini på vej til Europa

Den - om muligt - mere budgetprægede udgave af Wii er på vej til kontinentet

Med en forventelig pris på 75 pund - 650 kr., før Skat går på rov.

Nintendos lidt besynderlige Wii Mini-konsol, som indtil videre kun er på markedet i Canada, kommer til Europa den 22. marts.

Selvom den oprindelige Wii allerede sælges til under tusinde kroner, så er Wii Mini designet som en budgetvenlig udgave af konsollen. En række standardfunktioner fra Wii er skåret fra til fordel for en mindre størrelse og et billigere prismærke.

Eksempelvis er konsollen ikke udstyret med trådløs Wi-Fi, ligesom det ikke er muligt at slutte et component-videokabel til for at få billeder i 480p. Vore engelske kolleger hos Eurogamer i England har anmeldt konsollen, og de hæftede sig ved, at den i princippet kun kunne afvikle spil og ikke så ret meget andet. Konsollen var ikke meget mindre end den oprindelige Wii, selvom formen netop er et af salgspunkterne for Mini'en.

Desværre er der ikke oplyst en vejledende udsalgspris for Wii Mini i hverken England eller den kontinentale del af Europa. I Canada blev konsollen sat til salg for 99 canadiske dollars, hvilket kan omregnes direkte til 63 britiske pund. Forventningerne lyder derfor på et absolut loft på 75 pund svarende til 650 kr., før danske skatter og afgifter måske presser tallet lidt i vejret.

For at stimulere det generelle spilsalg vil Nintendo samtidig tilføje Super Paper Mario, Mario Power Tennis, Wii Sports Resort og Mario Party 8 til sin budgetserie Selects.

Eurogamer har forhørt sig om en endelig prisannoncering fra Nintendo, men der er endnu ikke svaret på vores henvendelse.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!