Metal Gear Rising: Revengeance

Solid Metal Ninja

Raiden var aldrig den mest populære ninja i skolen. Det var altid den storrygende, hårdkogte Solid Snake, der tog alt rampelyset, og Raiden sad bare tilbage i hjørnet og blev mere og mere emo. I Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty fik han muligheden for at give Snake kam til sit hår, men endte i stedet med at blive husket som en af spilhistoriens mest vattede figurer. Han var androgyn som David Bowie i 70'erne, men bestemt ingen Thin White Duke. Bedre gik det, da han vendte tilbage som hardcore cyberninja i Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots, men selv en aldrende Snake var stadig sej som det ondeste sålelæder, og Raiden måtte endnu engang se sig slået. Meget kan man sige om Raiden, men han giver aldrig op, og nu er han tilbage i sit helt eget spil, Metal Gear Rising: Revengeance. Og hvis du spørger ham, om "Revengeance" er et rigtigt ord, så sparker han dig op i luften, hugger dig midt over og river din rygrad ud med sine bare cybernæver, for derefter at knuse den, før dit sønderrevne lig rammer jorden med et ynkeligt klask. I dette kapitel af Metal Gear kan Snake bare se måbende til, og Ryu Hayabusa ender med at ligne en fastelavnsninja af bedste Fætter BR-kaliber, som lige har fået det hvide bælte i børne-ninjutsu.

Der er langt fra den Raiden, vi mødte i MGS2.

Metal Gear Rising er Konamis bud på en moderne opfølger til den legendariske serie, der fik sin debut på NES i 1987. Spillet skulle oprindelig være en del af Solid-sagaen og have foregået mellem Metal Gear Solid 2 og 4, med henblik på at fortælle historien om, hvordan Raiden blev til en cyborg. Hideo Kojimas team havde dog svært ved at implementere det planlagte sværdbaserede kampsystem, så de droppede spillet. I stedet fik Platinum Games tøjlerne, og det har resulteret i et meget vildere actionspil, end den originale ide lagde op til. Historien er også blevet lidt løsere og handler nu om Raidens kamp mod en privat militærorganisation ved navn Desperado Enterprises. Det har givet Platinum frihed til at skabe et skingrende vanvittigt spil, hvor du får lov til at kløve ting til højre og venstre, løbe på vægge og kaste rundt med tanks og gigantiske robotter, som var de lette som kastestjerner.

2013/articles//a/1/5/5/9/1/1/8/eurogamer-2zzrw6.jpg

Bosskampe er Platinum Games' speciale, og de stråler her.

Det går hurtigt op for spilleren, at det her på ingen måde er Metal Gear Solid, hvilket også er en løbende joke. Raiden kan i bedste Snake-stil snakke med sine holdkammerater via codec, og de forsøger hele tiden at få ham til at snige sig rundt. Skuffelsen i deres stemmer er altid stor, når vores cyberninja i stedet vælger at hugge alt og alle i en million stykker, for derefter at tonse af sted til det næste slagsmål, uden på nogen måde at skjule sin flabede fremtoning. Raiden er udelukkende designet til at være den vildeste kampmaskine, man kan forestille sig. Der er ikke noget med at gemme sig og kigge rundt om hjørner. Manden kan ikke engang dukke sig eller blokere, og forlader sig i stedet på en lang række akrobatiske moves og offensive teknikker. Det virker i starten lidt sært, indtil man finder ud af, at hele kampsystemet handler om timing og observation af modstanderen. Hvis du laver et let angreb med dit sværd i den rigtige retning mod en modstander, laver Raiden en parade, som midlertidigt lammer modstanderen, og så er gaveboden ellers erklæret åben.

2013/articles//a/1/5/5/9/1/1/8/eurogamer-brx7ey.jpg

Blodet flyder lystigt, men volden er så overdrevet, at det bliver en abstrakt koreograferet dans.

Pareringssystemet er nøglen til hele gameplayet. Raidens bedste evner drives af brændstofceller, og dem kan han kun få fat på ved at skære i cybernetiske modstandere og suge deres energi til sig gennem sit sværd. Problemet er selvfølgelig deres manglende interesse i at blive fileteret, men ved korrekt timing og parering bliver dette meget nemmere. Når fjenderne svækkes, lyser deres lemmer efterhånden blåt, og så er det tid til at bruge L1 til at aktivere spillets galeste funktion, hvor du med præcision kan hugge arme, ben, hoveder, våben og andre ting af. Det ser grotesk ud, og det bliver bestemt ikke bedre af, at Raiden helst skal hugge den ene arm af flest mulige fjender, for det kan hans vanvittige tyske doktorven hjemme i basen bruge til at opgradere Raidens evner og våben. Som alle ved, gemmer de fleste cyborgs nemlig deres vigtigste systemer i venstre hånd. Og til sidst: Hvis Raiden har et fuldt brændstoflager, kan han aktivere Zan-Datsu-teknikken, som består i at hugge en fjende over på det rette sted, for derefter at rive deres regenerative system ud af deres kroppe, før de rammer jorden, og knuse det, hvilket giver fuldt liv og brændstof. Zan-Datsu betyder bogstavelig talt "skær og tag", og du kan enten aktivere det manuelt eller ved at udløse et Quick Time Event-lignende move, der ender i en slowmotion-sekvens, hvor du selv skal ramme rigtigt med din Zan-Datsu. Der er næsten ikke ord for, hvor fedt dette føles i aktion, og hvor latterligt vildt, det ser ud. Intet spil har været SÅ ninja før.

2013/articles//a/1/5/5/9/1/1/8/eurogamer-4k8xdy.jpg

Når du flår en cybernetisk rygrad ud af en fjende i luften, har du bare lyst til at juble. Grotesk, men meget ninja.

Platinum Games har formået at samle stumperne fra et forfejlet spil og har skabt noget, der på alle måder er Metal Gear-arven værdigt. Der er ikke meget snigeri at finde, men fans vil kunne nyde godt af talrige referencer til Snakes bedste eventyr, samt en masse gode jokes. Spillets historie er dog desværre selv lidt af en joke, for det ER altså svært at tage Raiden alvorligt i sin kamp for at stoppe nogle onde militærskurke, der forsøger at udvikle våben ved at bruge hjerner fra børn (!), samtidig med, at han skal holde sit onde alter ego "Jack the Ripper" (ja, det var det bedste, de kunne finde på) i skak. Det noget middelmådige stemmeskuespil hjælper heller ikke. Men under hver eneste kamp i spillet glemmer man alt om det, og prøver bare indædt på at lave den næste vanvittige combo, som kulminerer i en Zan-Datsu. I løbet af spillet får du også fornøjelsen af at udvide Raidens arsenal af våben og moves, som stort et alle er definitionen af badass, og det er en stor fornøjelse at forsøge at udnytte dem alle optimalt, for at opnå den bedst mulige rank i hver mission. Og til sidst bydes der på absolut episke bosskampe, hvor du er nødt til at bruge alt, hvad du har lært, for at overleve.

2013/articles//a/1/5/5/9/1/1/8/eurogamer-drfjhu.jpg

Raidens karriere som kirurg endte hurtigt, da han altid skar sine patienter i småstykker.

Metal Gear Rising når næsten op i samme luftlag som Platinums tidligere mesterværk, Bayonetta, hvis det bare ikke havde været for et af de mest irriterende kameraer, man kan forestille sig. Raidens pareringer afhænger af, at du trykker i den rigtige retning i det kritiske splitsekund, men kommer du bare i nærheden af en væg, begynder det at karte rundt, så du totalt mister orienteringen. Det er meget synd i et spil, der handler så meget om at ramme den perfekte timing i en vanvittig ballet af cyborgs, mechs og afhuggede lemmer. Fjenderne i spillet er nemlig ikke til at spøge med, og kameravinklerne vil formentlig tage livet af dig gentagne gange. Grafikken er ellers generelt flot, men spillets omgivelser lever ikke helt op til de fantastiske figurdesigns, og det hele bærer lidt præg af at have spenderet lige lovlig lang tid i udviklingshelvedet. Det er virkelig ærgerligt, at teknikken ikke er helt så skarp, som Raidens sværd. Bayonetta er og bliver stadigvæk Platinum Games' bedste spil, men jeg håber på ingen måde på, at Metal Gear Rising bliver Raidens sidste "Revengeance" fra deres hånd.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem Metal Gear Rising: Revengeance Jonatan A. Allin Solid Metal Ninja 2013-02-26T08:00:00+01:00 8 10

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!