Sony lover mere aggressiv Vita-politik

Prisnedsættelsen i Japan er blot det første skridt

Vita skal 'holde i 10 år'.

Efter en månedlang depression med faldende salg og tabte markedsandele kom Sony i går med en uventet prisnedsættelse på den håndholdte konsol. I første omgang gjaldt prisnedsættelsen kun i Japan, men i en uddybende forklaring til Famitsu fortæller elektronikgiganten, at det er et led i en større, aggressiv politik for Vita.

Målet er at få flere mennesker til at spille Vita og sikre platformen en levetid på 10 år.

- Præcis som vores andre platforme arbejder vi ud fra en målsætning om, at Vita skal have en levetid på 10 år. Derfor skal vi gøre alt for at brede produktet ud og fortælle, hvordan vores tilbud til forbrugerne hele tiden ændrer sig. Nu har vi sat prisen ned, og det næste skridt er at have nok software. Alene med vores nuværende projekter har vi flere spil på vej end vi udgav i 2012. De vil udkomme meget jævnt over hele året, udtaler Hiroshi Kawano, chef for Sonys japanske Playstation-afdeling.

Han indrømmer i interviewet, at Sony er skuffede over Vitas nuværende salgspræstationer. Det var den primære bevæggrund for at prisnedsættelsen skulle komme netop nu. Sonys egne markedanalyser har peget på, at folk først føler sig bevidste om den egentlige underholdningsværdi i platformen, når de har konsollen mellem hænderne i et længere stykke tid. Derfor har Sony besluttet sig for at være mere aggressive med prispolitikken, hvis det siden kan betyde større spilsalg.

Det kan dog ikke udelukkes, at trækket også sker med hentydning til nattens forventede fremvisning af Playstation 4.

Det er endnu ikke be- eller afkræftet, om Vita også får et slag i prisskiltet i Europa eller USA.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!