Sidste rygter om PS4 inden nattens afsløring

Kommer til november i to udgaver

Playstation 4 vil angiveligt koste op til 529 dollars.

I skrivende stund er der kun fem timer til Sonys længe ventede præsentation af Playstation 4. Dagen igennem har der dog været flere lækager og rygter som forskud på Sonys præsentation, især med hensyn til de forventede udgivelses- og prisplaner for konsollen.

En kilde fra Sonys egne kredse fortæller til Kotaku, at Playstation 4 udkommer i USA til november i to udgaver. Sony vil producere både en budgetudgave til 429 amerikanske dollars og en - i gåseøjne - normal udgave med alle tiltænkte funktioner indbygget.

Den dyre udgave medbringer bl.a. et Playstation Eye til brug med Move-tilbehøret. Derudover fremgår det desvære ikke, hvad man betaler ekstra for.

Storebror rygtes at koste 529 dollars og bliver i så fald 70 dollars billigere end Playstation 3, da denne havde premiere i november 2006 til det famøse "599 US Dollars".

Andre rygter går på, at Playstation Network bevæger sig væk fra sin gratismodel og fremover vil kræve abonnement for at spille online. Det skal ske som en udvidelse af det nuværende Playstation Plus, hvor man betaler for adgang til gratis spil og rabatter.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!