The Last Barfighter belønner vinderen med øl

Det perfekte arkadespil til baren

Ryst den røv!

Reklameselskabet McKinney har fundet på noget genialt til ølfirmaet Big Boss Brewing Company - et arkadespil som belønner vinderen med øl.

Spillet hedder The Last Barfighter og er et ret standard kampspil i stil med Street Fighter eller de tidlige Tekken spil. Man vælger en af de fem karakterer (som er baseret på Big Boss øl) og så kæmper man mod hinanden inde på en bar. Det der gør spillet anderledes er det fadølsanlæg som er bygget ind i maskinen.

På fronten af spillemaskinen er der nemlig to fadølshaner. Under dem stiller hver spiller sin kop. Vinderen får så øl i sin kop. Tilsyneladende får man endda den øl som ens karakter er baseret på.

Det bedste ved det hele - det er gratis. I stedet for at putte mønter i skal man bare stille en kop i holderen, så er man klar til at spille.

De dårlige sider af det? Spillet i sig selv ser ikke ud til at være noget at råbe hurra for. Det er meget elementært og det eneste der ser lidt sjovt ud ved det er de forskellige karakterers specialangreb. Der er fx enhjørningen som kan spidde folk med sit horn, eller Bad Penny som smækker folk med sin bagdel (plejer det ikke at skulle være omvendt?). Desuden kan vi nok ikke forvente at få maskinerne til Danmark.

Men man kunne da håbe at Carlsberg eller Tuborg får øje på dette og bliver inspireret.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!