Activision ser med stor skepsis på Nintendos nye konsol, Wii U, der efter en sløv start i slutningen af 2012 næppe vil sælge så mange konsoller som Nintendo selv havde regnet med. Forleden nedjusterede Nintendo sågar forventningerne til Wii U-salget i 2013.
Det er på baggrund af disse prognoser, at Activisions øverste chef, Bobby Kotick, udtrykte reel bekymring for konsollen under firmaets seneste kvartalsregnskab. Activision ser endvidere, at markedet bliver yderligere presset i 2013 med de nye Playstation- og Xbox-konsoller, og det kan risikere at koste Nintendo dyrt.
- Vi har været skuffede over Wii U-premieren, og vi mener, at branchen bliver meget konkurrencepræget i år. Vi er især bekymrede for konsollens udbredelse blandt de 6- til 11-årige, udtaler han.
Det er hensynet til Activisions guldbelagte produktserie, Skylanders, at Kotick har særlig interesse for den yngste målgruppe. Siden premieren i oktober 2011 er der solgt Skylanders-produkter for intet mindre end én mia. amerikanske dollars.
Nintendo nedjusterede forventningerne til det årlige Wii U-salg fra 5,5 til 4,0 mio. enheder. Samtidig regner Nintendo ikke med, at de skærer i konsollens pris for at stimulere salget.

