Activision forventer tilbagegang for Call of Duty

Det næste kommer til november

Call of Duty vender tilbage til november og vil sælge mindre end Black Ops 2.

Activision-Blizzard sender som forventet det næste Call of Duty ud til november. Omvendt er der en klar forventning om, at det nye spil vil sælge færre eksemplarer end sidste års Black Ops 2.

Den ærlige skepsis kom frem, da Activision aflagde sit seneste kvartalsregnskab forleden.

Traditionen tro er det Sledgehammer, der står bag dette års Call of Duty efter Treyarchs bedrift i 2012. Med al sandsynlighed bliver det endnu et nyt Modern Warfare, der dukker op på hylderne. Fra et kvalitetsmæssigt synspunkt regner udgiveren med, at spillet skubber standarden i forhold til Black Ops 2, der ellers var et helt habilt spil i sig selv.

- Call of Duty-serien vil fortsat lægge niveauet for nyskabelse, og vi forventer, at det nye Call of Duty i 2013 vil løfte niveauet betragteligt, udtaler Activisions øverste chef, Eric Hirshberg.

- Vi forventer dog at de seneste års tendens fortsætter, så årets Call of Duty sælger færre kopier i forhold til 2012.

Årets Call of Duty-udgivelse bliver sandsynligvis omgæret af meget forudsigelighed, heriblandt at det kommer til Playstation 3, Xbox 360 og nok også Wii U. Den store joker er om spillet også får premiere til Playstation 4 og den næste Xbox, der forventes at udkomme i slutningen af 2013.

Du kan læse Eurogamer.dks Call of Duty: Black Ops 2 anmeldelse, hvor vi faktisk var ret begejstrede for spillet.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!