Vi er for længst forbi den tid, hvor de tekniske begrænsninger tvang spilkomponisterne til at få noget bare nogenlunde professionelt lydende ud af, hvad der svarede til klangbunden fra My First Keyboard. Men som historien ofte har vist, så kan der komme endog stor kunst ud af diverse benspænd (der kan også komme brækkede knogler, asfalteksem samt Kriss Kross og Macarena ud af det - men det skal vi ikke dvæle ved her).
Da Commodores Amiga 500 kom på markedet i 1987, markede den et skift i, hvordan spil kunne lyde. Amigaens lydchip åbnede en helt ny sonisk dimension for komponisterne, og nogle af mest ikoniske spiltemaer blev komponeret i Amigaens storhedstid.
Tendensen inden for spilmusik har i lang tid gået i filmusikkens retning. Nutidens store spilserier benytter i vid udstrækning samme tilgang som blockbusterfilm. Fuldt symfoniorkester, karakter af baggrundsstemning, flydende overgange mellem scener og MERE BRATSCH.
Det kan der siges mere om i en anden artikel. Lige nu holder vi en stram fokus på spiltemaer fra en tid, hvor musikken ofte tog center stage, melodierne var catchy, banerne var stramt opdelte og solen altid skinnede, men heldigvis havde man nogle tykke gardiner, så det ikke forstyrrede.
Her vil jeg fokusere på min absolut subjektive, ej-til-andre-lyttende, helt igennem personlige og absolut uvidenskabelige top 10-liste over de bedste Amiga-numre nogensinde.
10. Project X
Project X var et rip-of... en hyldest til sidescrollende shooters som blandt andre Gradius og R-Type. Spillet var uhyggeligt svært og havde en gennemført visuel stil, og så havde det et møgfedt dance-agtigt titelnummer af en af periodens store spilkomponister Allister Brimble.
9. Flashback (Options)
Grafikken i Flashback var banebrydende for sin tid. Med håndtegnede baggrunde og rotoscoping havde spillet en flydende kvalitet. Men også gameplayet og soundtracket var solidt skruet sammen. Musikken har en melankolsk karakter, bedst opsummeret i dette nummer, der med sine klaversamples og svævende melodi sætter stemningen for hele spillet.
8. Shadow of the Beast 3
Her er endnu et eksempel på et melankolsk og “seriøst” soundtrack. Titelnummeret fra det tredje Shadow of the Beast-spil gør på forbilledlig vis brug af lyde, der imiterer akustiske instrumenter og har et enkelt og effektivt arrangement af en fængende og rolig melodi. Det er især rammende, at stemningen i musikken så præcist understreger det mere rolige gameplay i dette tredje afsnit af Beast-serien, som fokuserede mere på puzzle-elementerne frem for den rendyrkede action i de to første spil.
Indrømmet - tiden HAR ikke været flink ved den samplede el-guitarlyd, som meget Amiga-musik var lige lovligt begejstret for at benytte.
7. Chuck Rock
Platformspillet med stenaldermanden Chuck Rock, der ved blandt andet at bruge sin betragtelige øl-vom som våben skal redde sin kone fra den sleske Gary Gritter, tager ingenting særligt højtideligt. Spillet lånte skamløst vittigheder fra The Flintstones og gameplayet var absolut middelmådigt. Men titelnummeret var et vaskeægte hit. Catchy rock n' roll komplet med guitarsolo og bajerslutning. Indrømmet - tiden HAR ikke været flink ved den samplede el-guitarlyd, som meget Amiga-musik var lige lovligt begejstret for at benytte. Men kompositionen fejler absolut ikke noget.
6. Pinball Fantasies
Det første spil i Digital Illusions' flipperserie, Pinball Dreams, var fantastisk. Efterfølgeren, Pinball Fantasies, var - undskyld min anglicisme - mindblowing. Alle bordenes musik var i topklasse, men introen tager klart prisen. Her fungerer musikken nærmest som en ouverture, der ikke lader diverse progrock-numre noget tilbage at ønske. Det er grandiost men stadig med en masse legesyge. Lidt ligesom Elton John bare uden Anders And-kostume og sindssyge briller.
Musiknørder vil bemærke den frække modulering ved 2:43-mærket og derefter erkende, at enhver, de vil fortælle det til, vil reagere med fuldstændig ligegyldighed og en alvorlig overvejelse om, hvorvidt det er på tide at rydde op i Facebook-vennelisten.
5. Lotus Turbo Challenge
Ja okay - endnu en omgang med el-guitarsampling, der mest lyder som om nogen har stoppet en kazoo ind i en trompet og spillet den gennem røret på en drejeskivetelefon. Men på trods af det, sparker titelmelodien til et af de bedste bilspil på Amigaen stadig røv. Musiknørder vil bemærke den frække modulering ved 2:43-mærket og derefter erkende, at enhver, de vil fortælle det til, vil reagere med fuldstændig ligegyldighed og en alvorlig overvejelse om, hvorvidt det er på tide at rydde op i Facebook-vennelisten.
4. Shadow of the Beast (To the Castle)
Parallax-scrolling, absurd sværhedsgrad og genial musik. Det er de tre ting, jeg husker Shadow of the Beast for. Der var nok i bund og grund mere form end indhold over gameplayet, men musikken var fantastisk. Det bedste nummer er det her til første bane, der bygger op med nerve og intensitet. Musikken lyder næsten som om, den er komponeret i en anden verden. Monster(!)fedt.
3. Jaguar XJ220
Funkytime! Det slapbas-bårede intronummer er tight som bare pokker, og selvom man næppe forveksler baslyden med et rigtigt instrument, så fungerer den fint også 21 år efter spillets udgivelse. Jaguar XJ220 var i øvrigt en meget værdig konkurrent til Lotus-racerspillene og var især bemærkelsesværdig for sin omfattende baneeditor og muligheden for at skrue på en masse detaljer i forhold til gameplayet.
2. Alien Breed
Endnu en klassiker af Allister Brimble. Det her kunne sagtens også have været soundtracket til Alien film-franchisen. Hvis der er noget, der understreger fornemmelsen af Giger-agtige monstre på forladte baser i det ydre rum, og ikke mindst nødvendigheden af at blæse kranie og samtlige barberbladsgebisser på selvsamme monstre ud over væggene på rumstationen, så er det det her nummer. I rummet kan ingen høre dig skrige, men på Amigaen kan alle høre, hvordan rum-horror skal lyde.
1. Turrican 2
Hvis du virkelig havde forventet andet på førstepladsen, så vil det være nemmere at få grænsevagterne på hver sin side af den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea til at omfavne hinanden og danse en øm kinddans end at komme på talefod med mig igen.
Hvis du virkelig havde forventet andet på førstepladsen, så vil det være nemmere at få grænsevagterne på hver sin side af den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea til at omfavne hinanden og danse en øm kinddans end at komme på talefod med mig igen.
Der er ingen over eller ved siden af mesteren selv: Chris Huelsbeck. Jeg kunne snildt have fyldt en top 10-liste over Amiga-musik blot med numre fra ham, men vi kan ikke komme uden om at hans magnum opus er musikken til Turrican 2.
På forbilledlig vis opsummeret i titelnummeret, der gør brug af samtlige Huelsbeck'ske virkemidler. Introen er symfonisk synth-pop med en masse temaer, der gnidningsløst præsenteres, gentages og moduleres gennem hele nummeret. Turrican-titelsangen er nærmest en komplet computerspilsymfoni, men resten af numrene i spillet er også uden undtagelse i toppen af de musikalske oplevelser, som Amigaen kunne byde på.
Spillet var i sig selv et solidt og underholdende platformspil, men dets plads i spilhistorien har det kun fået i kombination med Huelsbecks fantastiske soundtrack.
Læs også vores interview med spilmusikmesteren Chris Huelsbeck selv
Det var min liste - jeg er sikker på, at du allerede nu råber, “hvordan kan du dog udelade XX?!” Så tøv ikke med at komme med dine egne bud i kommentarerne. Hvis vi på redaktionen skulle blive helt overvældet, så kan vi nok finde spalteplads til en top-10 over læsernes yndlings-Amiganumre.
