Forud for den snarlige afsløring af Playstation 4 fremgår det fra en japansk avis, at Sony sandsynligvis vil tage 40.000 yen for konsollen, når den udkommer i Japan.
Det kan regnes direkte om til 2.300 danske kroner, men med skatter, afgifter og jysk købmandskab bliver det sandsynligvis i omegnen af 2.999 kr., når maskinen lander i Danmark.
Det er den troværdige avis, Ashai Shimbun, der bringer nyheden.
Den japanske yen er i øjeblikket historisk stærk i forhold i forhold til den amerikanske dollar, og derfor er det svært at vurdere, hvad prisen i USA bliver omregnet til. En direkte omregning sætter prisen på $428, og selv hvis der bliver lagt afgifter oveni til et leje på $499, bliver Playstation 4 stadig 100$ billigere end da Playstation 3 udkom.
Sonys strategi forekommer altså at være aggressivt målrettet mod den næste Xbox.
Den 20. februar afholder Sony en pressebegivenhed i New York, hvor firmaet ventes at præsentere den nye Playstation 4 for første gang. Det vides dog ikke, om det blot bliver en præsentation af konsollen og nogle enkelte spil, eller om vi får hele humlen med premieredato og pris oveni.
I første omgang ventes det at PS4 udkommer i USA og Japan til efteråret eller vinteren, mens det første bliver tilfældet i Europa i begyndelsen af 2014.

