Næste Xbox kræver internetforbindelse og bandlyser brugte spil

Meldinger fra EDGE tyder på kontroversielle tiltag

Du skal have en internetforbindelse for at bruge den næste Xbox.

Den næste Xbox-konsol vil angiveligt kræve, at du altid har en internetforbindelse slået til for overhovedet at kunne starte og afvikle dine spil. Derudover bliver konsollen udstyret med ny teknologi, der gør det umuligt at spille brugte spil, hvis de tidligere har været anvendt på en anden Xbox-konsol.

De kontroversielle, nye tiltag bliver beskrevet af spilmagasinet EDGE, der har sine informationer fra kilder tæt på udviklingen af den nye Xbox. I udviklerkredse har maskinen fået kodenavnet 'Durango'.

Metoden til at udelukke brugte spil er ret lavteknologisk, for hvert originalt Xbox-spil bliver udstyret med en aktiveringskode, der kun virker én gang med én Xbox-konsol. Herefter bliver spillet uspilleligt på andre maskiner.

Den præcise hensigt med at kræve en konstant internetforbindelse bliver ikke beskrevet nærmere, men det læner sig op ad 'always-on'-teknologien fra pc-markedet, der har til hensigt at begrænse piratkopiering. Selvom konsolspil er sværere og mindre udbredte at piratkopiere, så er fænomenet stadig et betydeligt problem for især store Microsoft-spil som Halo.

EDGE melder desuden, som det tidligere har været rygtet, at den nye Xbox får et Blu-Ray-drev, en ottekernet AMD-processor og 8 GB DDR3-RAM.

Der er tale om spekulation, men de samme fakta begynder at komme fra så mange uafhængige kilder, at beskrivelserne bliver mere og mere valide. Det er ikke kendt, hvornår Microsoft forventes at løfte sløret for sin nye konsol.

Måske sker det den 11. juni.

Kommentarer (5)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!