Analytiker: GTA V meget sandsynligt til next-gen-konsollerne

Forsinkelsen skruer op for rygterne om en next-gen-lancering af Grand Theft Auto 5

Måske kommer de tre venners eventyr også til PS4 og den næste Xbox

Indtil denne uges melding om, at GTA V først udkommer til september, havde mange forventet at se spillet på hylderne allerede i løbet af foråret til Playstation 3 og Xbox 360. De nye og forsinkede udgivelsesplaner sætter nu gang i spekulationen om Rockstars planer med de næste konsoller fra Microsoft og Sony.

En analytiker fra Cowen & Company skriver i en prognose, at beslutningen må forventes at få negativ indvirkning på det samlede salg af Grand Theft Auto 5 til de nuværende konsoller. Omvendt er det blevet mere sandsynligt, at Rockstar sideløbende arbejder på en next-gen-udgave af spillet til Playstation 4 og den næste Xbox.

- Egentlig behøvede en forsinkelse af spillet fra ét kvartal til et andet ikke betyde noget nævneværdigt på bundlinjen. Men der er et problem i og med, at de næste Xbox- og Playstation-konsoller forventes at få premiere i dette års fjerde kvartal. Vi mener, at jo tættere GTA V kommer på den næste konsolgeneration, jo mere negativ indvirkning får det på salget af spillet, skriver Doug Creutz fra Cowen & Company.

Senere i analysen forlyder det også, at der kommer stor usikkerhed om Rockstars planer for efterfølgende DLC-udvidelser til Grand Theft Auto 5. Efterhånden som de næste konsoller bliver mere og mere udbredte, vil det være mindre interessant for Rockstar at sende udvidelser ud til de gamle konsollers spil.

Du kan læse meget mere om det kommende spil ved at besøge Eurogamer.dks Grand Theft Auto 5 profil.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!