Temple Run 2 breder sig med lynets hast

50 mio. har spillet det hæsblæsende flugtspil

Temple Run 2 er blevet hyperpopulær siden sin lancering

Temple Run 2 er på kort tid blevet en gigantsucces, der tilsidesætter selveste Angry Birds som det hurtigst voksende spilfænomen på App Store nogensinde. På 13 dage er det gratis spil blevet downloadet 50 mio. gange fordelt på alle udgaver til Android, iOS og Kindle.

Regner man på tallene, betyder det ikke færre end 160.000 downloads hver eneste time siden Temple Run 2's premiere. Det har dog hjulpet en del på hastigheden, at Temple Run 2 er gratis at hente, og at det låner en del af populariteten fra sin forgænger.

Den hidtidige rekordindehaver, Angry Birds Space, brugte 35 dage på at blive downloadet 50 mio. gange.

Temple Run 2 er et klassisk såkaldt 'endless'-spil, hvor det ikke er muligt at gennemføre, men hvor din score bliver højere, jo længere du formår at overleve. Du er på flugt fra en dødsensfarlige abe med en skat i hånden, og via touchkommandoer skal du dreje om hjørner, hoppe over forhindringerne og samtidig samle mønter. Det bliver hurtigere, sværere og mere uforudsigeligt, efterhånden som du kommer ind i spillet.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!