Proteus - Anmeldelse

Kejserens nye sjuzet og fabula?

"DOOM møder Brian Eno", lyder det kækt fra udviklerne Ed Key og David Kanaga, som står bag Proteus, endnu et friskt skud på den tilsyneladende uendelige indiestamme. Hvis du nu håber på en blodig omgang glam-splatterfest til tonerne af Roxy Music eller måske teambaseret shooter, hvor du kan hidkalde Robert Fripp til at plaffe monstre ned med sine kakofonier af tilfældige guitartoner, så tager du fejl. Proteus er en hel del mere solo-Eno, end det er cacodemons og BFG'er.

Der er faktisk ingen våben i Proteus overhovedet. Monstre? Både ja og nej. Det kommer an på din egen fantasi og fortolkning. Der er nemlig tale om endnu et spil i den spirende genre, hvor selve oplevelsen er gameplayet. Du starter spillet med at vågne midt ude på havet, med intet andet end hav, den blå himmel og solen som selskab. Spilverdenen er bygget op i 3D af den simple pixellerede slags, lidt som Minecraft, men mere organisk. Har du spillet Vlambeers mystiske gratisspil Yeti Hunter, så kender du nogenlunde stilen, men Proteus er i modsætning til dette et farveorgie uden lige.

4

Det starter helt simpelt, men skinnet bedrager. Eller gør det?

Du starter spillet ude midt på oceanet, med intet andet end den bagende sol som selskab. Passende, da Proteus ifølge græsk mytologi er den gamle mand fra havet, som i lighed med vandet selv var i stand til at antage mange former. Dermed skal ikke forstås, at du spiller den gamle gud, men som han kan du gøre præcis, hvad du vil. I mit tilfælde fik jeg hurtigt øje på en landmasse i det fjerne, som jeg svømmede hen mod. Da jeg nåede til stranden, begyndte en stille, klimprende musik at dukke frem, og den lod til at reagere på, hvor jeg gik hen. Derefter var det bare at udforske, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte være på en ø. Hvad kunne jeg så på denne ø? Tilsyneladende ingen verdens ting, andet end at gå.

Jeg kunne hverken hoppe eller dukke mig, og der var ingen anden måde at interagere med objekterne på øen end at gå hen til dem og røre ved dem. Undrende gik jeg rundt og undersøgte den mystiske verden, jeg var havnet i. Græsset under mine fødder var skrigende grønt, og de mange træer på øen lod til at eksistere i alverdens farver. Jeg opdagede et lille dyr, der sad henne ved siden af det nærmeste træ, og det viste sig at være en kanin af en art. Da jeg kom for tæt på, hoppede den lille fyr væk, og hvert hop skabte en tone, der spillede hen over den konstante melodi, som landskabet frembragte. Da kaninen var væk, begyndte det at trække op til uvejr, og hele stemningen blev hurtigt trykkende. Det begyndte at blæse op, mørket faldt på, og musikken blev sær og truende. Det var klart for mig, at jeg var på eventyr i et sted med sin helt egen logik, tid og rum.

3

På stillbilleder ligner spillet en børnetegning, men det er meget specielt at se på i bevægelse.

Det ville være synd at afsløre mere af spillet, for Proteus handler om opdagelse, poesien ved bare at være et sted og lære det at kende, og intet andet. Key og Kanaga har sammen skabt et spil med en meget unik stemning, som opstår i kraft af det basale, men ganske smukke look (der skal ses i bevægelse) og musikken, som bliver din levende følgesvend. Alt i Proteus er nemlig proceduralt. Verdenen vil være unik fra gang til gang, bestående af de samme byggeblokke, men sat sammen forskelligt. Musikken genereres af dine handlinger og de steder, du bevæger dig hen, så hele formålet bliver at skabe en oplevelse.Spillet bliver nærmest et instrument, du kan spille på, og hele din oplevelse kommer til at stå og falde på, om du finder dette interessant, og om du kan stykke dit eget narrativ sammen. Den tætteste sammenligning jeg kan give, er Journey, men selv i Jenova Chens ultraminimalistiske spil er der stadig en form for traditionel gameplaymæssig interaktion, som er fraværende i her. Derfor har folk også klandret Proteus for slet ikke at være et spil overhovedet.

2

Du skal glæde dig til at finde disse lysende ringe...

Spørgsmålet er, om vi har fat i kejserens nye klæder eller ej. Proteus er mere kunst end traditionel spiloplevelse, men at kalde det for et ikke-spil vil efter min mening være en fejl. Det er stadig en interaktiv proces, hvori du er agenten og omdrejningspunktet. Du kan få visse ting til at ske i spillets verden, og for mig at se opfylder det dermed mindstekravet for at være mere end en glorificeret sightseeing-tur. Samtidig er jeg imponeret over den elegante måde, spillet opbygger et narrativ, ikke bare uden ord, men helt uden at give dig selv et ansigt eller en krop. Der er kun dit sind og din færden i den særprægede retrosmukke verden, og spillet lader til at favorisere væren i naturen frem for i den civiliserede verden. Nærmer du dig en af de mystiske hytter, du finder rundt omkring på øen, tones musikken ned, som om selve naturen bliver tavs. Og vover du dig hen til et at de mystiske tårne, der findes hist og pist, bliver alting mørkt og mystisk. En kommentar omkring mennesket og naturen? Ja, hvis du i dit eget narrativ overhovedet kalder dig et menneske. Måske vil du hellere være Proteus. Måske vil du bare være. Det er op til dig.

1

Spillet er mange steder forbløffende smukt.

Der vil være de spillere, der vil forkaste Proteus som en prætentiøs ligegyldighed eller som ren stil over substans. Jeg har svært ved at bebrejde dem, men omvendt fortabte jeg mig selv i de mærkværdige omgivelser og den bizarre musik. Der er tidspunkter i spillet, hvor hele verdens sættes i svingninger, og der er det svært at undlade at danse med, hele vejen til den gåsehudsfremkaldende afslutning. Det tager en times tid at komme dertil, i hvert fald i mit tilfælde, og set med de øjne får man ikke meget for sine ca. 70 kr. Men spillets tilfældigt genererede omgivelser gør, at man kan tage turen flere gange og få nye oplevelser. Og du behøver heller ikke at skynde dig. Det er galt, og tæt på at være genialt. Det er antitesen til DOOM, og et glimt af en fremtid inden for computerspil, jeg aldrig havde turdet drømme om. Så er det jo godt, at der er modige indieudviklere, som tør drømme for mig.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem Proteus - Anmeldelse Jonatan A. Allin Kejserens nye sjuzet og fabula? 2013-02-05T08:00:00+01:00 8 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!