Train Simulator 2013 - Anmeldelse

Meddelelse til alle passagerer: Alt kører på skinner

De lusker rundt i samfundet og ligner os andre, men nogle gange kommer de til at tale over sig. Man tænker på sin matematiklærer på gymnasiet og en bestemt tandlæge man engang kendte. Den første talte så meget om jernbaner at det bragte undervisningen i fare og den anden havde dekoreret sin klinik med modeltog. Ok, måske var de ikke så fordækte at det gjorde noget, men de havde en ting til fælles: De elskede bare alt hvad der havde med jernbaner og tog at gøre. Og det lever folkene bag Train Simulator 2013 af. Og de lever godt, skal man tro Steams 'mest solgte' liste hvor man finder den seneste udgave af Train Simulator i mange uger efter udgivelsen.

Vi vil absolut anbefale at man tager et kig på vores anmeldelse af TS2012 her.

Siden vi anmeldte Train Simulator for omkring halvandet år siden, er der kommet en ny udgave af simulatoren. For eksisterende ejere af er det næppe en nyhed, da de er blevet opgraderet gratis, men for dem der ikke kender til denne afkrog af gaming verdenen, kan vi fortælle, at du vil få fire jernbaner og et par lokomotiver med i købet. Helt præcist Munchen-Augsburg, Ruhr-Sieg linien, Great Western Main Line og den pittoreske Isle of Wight jernbane der er unik fordi den bliver betjent af gamle tog fra Londons undergrundsbane.

De udfordringer man møder som lokofører i Train Simulator 2013 er for det meste af den mere adstadige variant. Man kan ikke helt forlade toget i den tid det tager at lave en kop kaffe, for eksempel, men det er lige ved i nogle scenarier. Men dermed ikke sagt, at der ikke er udfordringer. Det er forbandet svært at bugsere et fragttog over en Allegheny bjergene (Horseshoe Curve) uden uheld fordi det faktisk kræver indgående kendskab til fysikken der er involveret i at trække tusindvis af tons fragt bag fire diesel lokomotiver og hvis man går tilbage i tiden stiger udfordringen eksponentielt. Damplokomotiver er temperamentsfulde og komplekse skabninger i forhold til de sterile elektriske pendlertog man ser i de fleste storbyer i dag. Der er også noget omkring signaler og den slags der skal læres, de er forskellige fra land til land, og selvfølgelig sporskifter. Og så er der hele problematikken omkring det at holde en tidsplan. Her vil man straks få sympati med DSB, nej ikke direkte sympati, det fortjener de trods alt ikke helt for tiden, men forståelse, fordi uden hjælpemidler er det pænt svært præcist at time en køreplan.

1

Det er noget at fejre når man som leverpostejs dansker kan prøve at køre tog på en strækning som man kender fra virkelighedens verden og det kan man takket være den underskov af fansites der findes omkring Train Simulator rundt om på nettet. Vi har såmænd også vores egen - den hedder http://www.railworks.dk/ og de gutter arbejder selvfølgelig primært med danske tog og danske strækninger. Om kvaliteten er den samme som de dyre payware produkter vil vi lade læseren om at afgøre.

Udseendet på den nye Train Simulator har ikke ændret sig synderligt. Der er tilsyneladende kommet en nogle ekstra detaljer i grafikken, men det er ikke noget man lige bemærker. Rent grafisk er Train Simulator ikke helt tidssvarende, men det som simulatoren gør, gør den godt. Regnvejs-effekter, der underligt nok mangler i alle flysimulatorer, er ret flot lavet, men det ville nu også nærmest have været umuligt at levere en overbevisende oplevelse af at køre tog i England uden regnvejr og lyden er også god. Et ømt punkt for Train Simulator er interiøret i nogle af lokomotiverne, dit 'kontor', som ofte er granuleret og af ret lav opløsning og detaljegrad. Det er lidt trist når et nyt tog koster 90 kroner. I forhold til 2012 versionen er der kommet lidt mere liv i 2013 verdenen. Der er nu folk der går rundt på perronerne, de er godt nok rasende dårligt lavet, tænk 2D pixel modeller, men de er der, og der kører lidt biler på vejene og over broerne langs jernbanen. Alt sammen meget fint men det er helt sikkert et område de skal fokusere på i fremtiden.

2

Train Simulator kan levere en stemning på en måde som få spil har kunnet det. Mødet mellem jernbanens verden af stål og larm og røg, og det uberørte landskab som skinnelegemet brutalt sakser i to dele, er som at være i et af disse gamle postkort fra attenhundredetallet der fejrede industri samfundets ubønhørlige fremmarch. I Train Simulator kan man udforske jernbanens udvikling gennem tiderne. Der er mange scenarier i spillet fra forne tider, helt tilbage til dengang man kørte med damplokomotiverog fælles for dem er, at jo længere man går tilbage i tiden, jo sværere bliver tingene.

Der er ingen tvivl om, at jernbaner og tog stadig fascinerer mange, mange mennesker derude. Det er simulatorens succes på Steam vidnesbyrd om. Her deler brugerne scenarier via Steamworks tjenesten og den bugner af nyheder om brugerskabt indhold hver dag.

Hvis man skal sige noget negativt om simulatoren, så kunne det handle om forretningsmodellen bag Train Simulator 2013 som vi ikke er udelt begejstrede for. Hovedprogrammet er gratis for ejere af de tidligere versioner, for nytilkomne koster det 320 kroner og kommer med fire jernbaner (kan variere lidt afhængig af hvor du køber spillet), og vil du videre ud i verdenen koster det endnu flere penge fordi du skal købe en masse nyt indhold. Hele 220 kroner skal du af med for en ny jernbane mens nye tog koster omkring 90 kroner. Men, som skinne nørderne nok vil sige, så er det pengene værd hvis bommen er først er gået ned.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem Train Simulator 2013 - Anmeldelse Martin Wiinholt Meddelelse til alle passagerer: Alt kører på skinner 2013-01-31T16:55:00+01:00 8 10

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!