Ni no Kuni - Anmeldelse

Vil du med på et enestående eventyr?

Ni no Kuni (japansk for "Den anden verden") er en drøm, der er gået i opfyldelse. Hayao Miyazakis verdensberømte Studio Ghibli har alle dage været at meget traditionelt animationsstudie, som fokuserede på analoge tegnefilm, der ofte skuer nostalgisk tilbage i tiden, snarere end fremad mod teknologiske vidundere. Miyazaki selv har ofte udtrykt skepsis over for brug af computere til animation, og i et berømt interview sagde han endda, at han ikke ejede en computer, fax eller DVD-afspiller, at han næsten ikke så fjernsyn, og at han sendte fysiske breve i stedet for e-mail. Og sidst, men ikke mindst, bryder han sig slet ikke om computerspil. Men Ghibli er mere end Miyazaki, og på mirakuløs vis er der alligevel opstået et samarbejde mellem dem og det populære japanske spilstudie, Level-5, der har givet os Dark Cloud, Professor Layton, White Knight Chronicles og flere Dragon Quest-spil. Resultatet hedder Ni no Kuni: Wrath of the White Witch, og det er fænomenalt. Miyazaki mener måske, at computerspil er en af de ting, der ødelægger ungdommen nutildags, men Level-5 har i samarbejde med hans eget studie skabt noget, der er næsten lige så magisk som hans legendariske film.

2013/articles//a/1/5/4/9/2/4/2/eurogamer-tvgraa.jpg

En dreng og hans lille mystiske ven på eventyr.

Ved første øjekast er man fristet til at kategorisere Ni no Kuni som Dragon Quest i nye klæder, og der er ganske vist også tale om et ganske traditionelt japansk RPG. Men forskellene viser sig hurtigt. Oplevelsen føles meget som et klassisk Level-5-spil, men grafikkens pastelfarvede toner og det umiskendelige figurdesign skriger på alle måder Ghibli. Det er i 3D, men det ligner ofte en 2D-tegnefilm til forveksling. Stilen understreges af traditionelle animerede sekvenser med alt det flair og alle de små personlige detaljer, som Ghibli er så berømt for. Den fabelagtige ledsagende musik er komponeret af Joe Hisaishi, som har skabt tonerne til stort set alle Miyazakis film, og den er udført af Tokyo Philharmonic Orchestra, et af de bedste klassiske symfoniorkestre i verden. Resultatet er en ganske enestående homage til den klassiske japanske RPG-genre og animation.

Du spiller den unge knøs Oliver, der bor i byen Motorville. I starten af spillet kommer hand ud for et overraskende dramatisk uheld for et spil med så uskyldigt et udseende. Ude af sig selv af sorg græder han bagefter på sit værelse, og tårerne rammer hans yndlingsdukke. Til hans store forundring springer dukken til live og bliver til den lille spøjst udseende alf, Mr. Drippy. Den lille magiske fyr fortæller ham, at der findes en anden verden, kaldet Ni no Kuni, hvor han kan rette op på det dårlige, der er sket, og at han er nødt til at blive troldmand for at gøre det. Mr. Drippy skaffer ham en troldmandsbog og en tryllestav, så han kan komme i gang, og der går ikke længe, før de to er på farverige eventyr i det alternative univers.

2013/articles//a/1/5/4/9/2/4/2/eurogamer-dmu7bv.jpg

Allerede på oversigtskortet kan man mærke, at det virkelig bliver en speciel rejse.

I de første adskillige timer af spillet kan man godt bekymre sig lidt om det nu også kan andet end at være helt traditionelt. Du skal rejse rundt, finde dungeons, slå på monstre, holde dig i live, stige i level og finde bedre udstyr. Lige som i alle andre klassiske japanske RPG'er rangerer fjenderne fra det normale til det skingrende vanvittige, og kampene, som der er rigtig mange af, er simple. Oliver har evnen til, i bedste Pokémon-stil, at kommandere med små væsner, kaldet "familiars". Du kan vælge at kaste magi med Oliver selv, eller pudse dine familars på modstanderne. En familiar kan kun være i spil i et kort stykke tid, før den bliver træt og skal have en pause, men Oliver kan have op til tre af slagsen på sit hold. Og det er sådan set det i begyndelsen. Jeg nød spillet, men jeg sad og håbede på lidt mere substans. Jeg forstod, at Level-5 gerne ville lave en homage til alt det, der gjorde oldskool RPG-spillene til det, jeg holdt så meget af i mine teenageår. Men så blev der vendt op og ned på det hele. Det skete, som det ofte er tilfældet, da jeg mødte en pige.

2013/articles//a/1/5/4/9/2/4/2/eurogamer-gislbw.jpg

Undervejs møder du en række venner, som virkelig slipper spillets potentiale løs.

Hendes navn var Esther, og hun boede i ørkenbyen Al-Mamoon. På dette tidspunkt i spillet har Oliver indset, at der i Ni no Kuni findes parallelle personer, som ligner deres modparter i den almindelige verden. Påvirker man den ene, sker der også noget ved "tvillingen". I den magiske verden har den onde Shadar stjålet en del af Esthers hjerte og gjort hende virkelighedsfjern og inaktiv, men ved at bruge en trylleformular, der kan transportere ham tilbage til sin egen verden, får han rettet op på situationen dér. Vi skal ikke afsløre de nærmere detaljer, men pointen er, at med to (og selvfølgelig flere senere) personer på holdet, transformeres spillet totalt.

2013/articles//a/1/5/4/9/2/4/2/eurogamer-3cv708.jpg

Dine Pokémon-lignende hjælpere sørger for både variation og humor.

Her kommer al den savnede kompleksitet ind i billedet, og det bliver tydeligt, at den første del af spillet har været en underholdende, men lige lovlig lang og pædagogisk tutorial. Esther har evnen til at charmere spillets monstre og gøre dem til familiars, og så går der pludselig Pokémon i den, da du kan have tre monstre i reserve, men opbevare hele 400 stk. i din særlige monsterbank, som du kan hive frem og træne efter smag og behag. Senere får du også en heksekedel, hvor du selv kan skabe ting via alkymi, og så er der også din fantastiske troldmandsbog, som du skal finde manglende sider og formularer til. Det tager over 10 timer at nå dertil, hvor spillet bliver rigtig spændende, men selv om man bliver ført lidt rundt ved næsen er det ikke så slemt, da universet er fantastisk og sprængfyldt med sjove figurer og fremragende skrevet dialog, fyldt med platte, men sjove ordspil. Hvad siger du for eksempel til kattekongen Tom, som absolut vil tituleres "Your Meowjesty"? Det fungerer, fordi hele spillet er så gennemført realiseret, at man er med på joken.

Hele temaet med det stjålne hjerte bliver også en del af det overordnede gameplay, hvor Oliver skal løbe rundt og finde folk, der har overskud af positive følelser som mod, entusiasme og og give dem til folk, som mangler dem. Belønningen for dette, og en lang række af spillets andre små undermissioner, er som regel et par gode ting samt stempler i Olivers lille specielle opgavebog. Ti stempler udløser 1 point, og disse point kan bruges til at få specielle kræfter og bonusser, så der er masser af motivation til at lege stikirenddreng.

En anden rigtig god ting er, at der ikke bliver givet ved dørene. Spillet lærer dig sin indre mekanik med museskridt, fordi det faktisk er svært. Når du når til en ny region, kan du godt forvente en solid gang bank, hvis du ikke spiller helt optimalt. Kampsystemet kræver både timing og finesse, og det holder de mange kampe interessante. Når du stiger i level, begynder monstrene efterhånden at flygte fra dig på kortet, og så ved du, at det er ved at være tid til at komme videre. Men det betaler sig at træne dit hold og dine mange familiars, får når der kommer en slutboss, så har du bare at være i absolut topform. Det er et fremragende træk fra Level-5, for fjerner følelsen af endeløs grind, selv om det jo i virkeligheden er det, man gør. Alle de bindegale fjendedesigns og enormt smukke omgivelser hjælper også med.

2013/articles//a/1/5/4/9/2/4/2/eurogamer-ldh7ur.jpg

Kampsystemet er heldigvis både krævende og dybt, hvilket gør de mange slåskampe værd at spille.

Ni no Kuni: Wrath of the White Witch er et af de allerbedste spil, jeg har haft fornøjelsen af at spille. Det tager alt det bedste fra de gamle klassikere i genren og leger med det på konstant overraskende måder, og det strutter af livsglæde og ungdommelig udforskningslyst. Du ved aldrig, hvad der venter dig om det næste hjørne, og du kan fortabe dig i fantasien. Det er som ofte at være barn igen, på den fede måde. Miyazaki har altid haft en helt fantastisk evne til at kommunikere denne følelse i sine film, særligt i Min nabo Totoro og Kiki - den lille heks, og spillet når næsten op i samme højder. Samtidig er man godt klar over, at det er Level-5, der står ved roret. Blue Dragon forsøgte at ramme denne stil uden meget held for nogle år siden, men Mistwalker kom slet ikke i nærheden af det kunststykke, som Olivers eventyr er. Jeg har slet ikke formået at skrabe overfladen med mit vandfald af ord. Der er ikke tid til at fortælle om alle de fantastiske fabler og tegninger i Olivers troldmandsbog, om den måde, Hisaishis musik elegant skifter og underbygger spillets omgivelser, eller om, hvor solidt det engelske stemmeskuespil for en gangs skyld er. Der er alt, alt for meget at tage fat på. Spillets dybereliggende mening er ligeledes fascinerende. Er det hele i virkeligheden en virkelighedsflugt, som en lille dreng er nødt til at have for at kunne bearbejde sin mors død? Den slags spørgsmål har denne type spil ikke fået mig til at stille mig selv før. Og i et så æterisk, smukt feelgood-univers som dette, vejer det ekstra tungt som kontrast. Imponerende.

2013/articles//a/1/5/4/9/2/4/2/eurogamer-o8fa6h.jpg

De formidable slutbosser kræver virkelig, at du kan dit kram, og det er rart at få reel modstand i denne genre for en gangs skyld.

Der er ting ved spillet, der stadig ikke er helt perfekte. Hvis du ikke lige får vendt hver eneste sten i byerne, kan du gå glip af vigtige ting, der skal bruges senere, og så skal der ellers traskes tilbage, hvor du allerede har været. Interfacet har også sine problemer. F.eks. kan du fodre dine familiars med forskellige ting, der booster deres egenskaber eller udvikler dem til stærkere former, men du kan kun give dem én ting ad gangen, hvorefter de skal gnaske på den i flere sekunder. Det bliver kedeligt pænt hurtigt, og det samme gør at høre Oliver råbe "Let's do it!" før næsten hver eneste kamp og se ens experience points tælle op, når slagsmålet er slut. Jeg troede, at Final Fantasy XII havde løst det problem for evigt, men nogle traditioner er åbenbart for hellige for de japanske udviklere. Man glemmer dog hurtigt de små skønhedspletter, når man hører Mr. Drippy pludre lystigt med sin fantastiske walisiske accent, runder det næste sving på skovstien og finder den reneste, pureste magi.

9 / 10

Læs om vores karaktersystem Ni no Kuni - Anmeldelse Jonatan A. Allin Vil du med på et enestående eventyr? 2013-01-31T08:00:00+01:00 9 10

Kommentarer (6)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!