GRID 2 er klart i slutningen af maj

Køreglæde både i Europa og Storbritannien

Race Driver: Grid følges op af en fortsættelse sidst i maj

Præcis fire år efter premieren på det første Race Driver: Grid vil Codemasters sende fortsættelsen, GRID 2, ud på markedet den 31. maj i Europa. Det sker til både pc, Playstation 3 og Xbox 360, fortæller den britiske spiludgiver i en ny pressemeddelelse.

Ud over de normale udgaver udkommer spillet i to specialudgaver, hvor den ene giver ekstra DLC til forudbestilte eksemplarer, mens den anden er forbeholdt engelske spilbutikker med ekstra biler.

Den største nyskabelse i GRID 2 er en ny LiveRoutes-funktion, hvor banerne ændrer sig løbende alt efter din præstation. Det skal gøre det umuligt at lære banerne udenad og i stedet give en ekstra stressfaktor, så selv de dygtigste GRID-racere holdes til ilden.

Spillet har en enorm samling biler fra de seneste fire årtier, så du både kan prøve moderne teknologi og mere rustikke amerikanerbiler fra din fars tid.

Eurogamer.dk tog et smugkig på GRID 2 tilbage i september. Du kan læse vores GRID 2 preview lige her.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!