Prince of Persia sat på pause

Ubisoft giver prinsen en chance for at komme sig

Den akrobatiske Prince of Persia-serie er sat på pause af Ubisoft, mens udgiveren afklarer hvem der skal udvikle det næste spil i serien, og i hvilken retning de skal tage den.

Det fortæller den øverste chef for Ubisoft Montreal, Yannis Mallat, i et interview med IGN lige her.

I stedet forlyder rygterne, at Ubisoft Montreal bruger kræfter på et hemmeligt projekt ved navn Osiris, som vi får mere at vide om over de næste måneder. Holdet i Montreal har også haft en betydelig rolle i udviklingen af Assassin's Creed-serien, hvor vi stadig har til gode at høre om det næste trin efter 3'eren.

- Vi kan vist roligt sige, at Prince of Persia er sat på pause i øjeblikket. Men det har vi før sagt om andre serier, som så pludselig dukkede op igen, fordi vi fandt et godt hold til dem. Jeg er ikke bekymret for serien og dens mange fans, for vi skal nok finde noget at underholde dem med i fremtiden, udtaler Mallat.

Faktisk gik der også en lang periode fra Prince of Persia 2 i 1993 helt frem til 2003 (med undtagelse af Prince of Persia 3D), hvor serien lå i dvale, før den genopstod i moderne form med Prince of Persia: Sands of Time. Det seneste spil udkom i relation til spillefilmen med Jake Gyllenhaal i hovedrollen, men bestod af samme formular og var grundlæggende et spin-off af banerne fra Sands of Time.

I mellemtiden har seriens grundlægger, Jordan Mechner, udtalt, at han næppe bliver involveret i den nærmeste fremtid for Prince of Persia-serien.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!