Devil May Cry - Anmeldelse

Douchebag of War

Hideki Kamiya skabte Devil May Cry, som udkom i 2001. Spillet revolutionerede actiongenren med sin ualmindeligt flydende action og sexede gotiske visuelle stil. Det var i bund og grund Resident Evil i drag og på speed. Hovedpersonen, Dante, blev øjeblikkeligt et af spilverdenens største ikoner, og serien har nydt stor succes lige siden. Det gælder også for det sidste spil i serien, det solide Devil May Cry 4, som solgte 2,6 millioner eksemplarer. Derfor kan det måske undre, at Capcom har valgt at give tøjlerne til en anden udvikler og give serien et reboot, men det er ikke desto mindre tilfældet. Heldigvis er valget faldet på det meget talentfulde britiske studie Ninja Theory, der aldrig rigtig har opnået den succes, de fortjener, på trods af imponerende spil som Heavenly Sword og Enslaved. Bliver DmC: Devil May Cry det superhit, de fortjener (på trods af den meget fjollede titel)? Vi har banket en frygtelig masse monstre for at finde ud af det.

2013/articles//a/1/5/4/9/2/4/0/eurogamer-6qjkzj.jpg

Man kan sige meget om den nye Dante, men selvtillid mangler han ikke.

Devil May Cry: Devil May Cry, som Yahtzee med garanti ville kalde det, ligner ved første øjekast slet ikke sine forgængere. Spillet starter med en psykedelisk sekvens fyldt med mareridtsagtige sekvenser og kamerature direkte op i skridtet på nogle pænt gustne strippere, og i sidste ende afsløres det, at der bare var tale om en typisk aften i Dantes liv, da han vågner bagstiv op i sin trailer, som er fyldt med beklædningsgenstande, der på et eller andet tidspunkt var monteret på førnævnte dansepiger. Men det er ikke den Dante, vi kender. Væk er det ikoniske hvide hår og den gotiske attitude, og i stedet får vi en sorthåret møgunge med seriøse attitudeproblemer. Det banker på døren, og Dante vælger selvfølgelig at åbne den kun iført naturens helt egen fødselsdagsdragt, hvilket overrasker den søde, kutteklædte pige udenfor. Hun får fremstammet, at der er dæmoner på vej for at dræbe Dante, og der går ganske rigtigt ikke mange splitsekunder, før den vilde action er i gang. Et kæmpe monster rejser sig fra havets dyb og tordner mod Dantes white trash-domicil, og så, efter spilhistoriens nok mest morsomme påklædningssekvens, er vi i gang.

Sikke han kan, knægten. Ninja Theory har altid haft et særligt greb om at give deres figurer personlighed via deres kropssprog. Den smukke Nariko fra Heavenly Sword transformerede hver eneste bevægelse til en Wushu-lignende opvisning af styrke og elegance, og i Enslaved kunne vi nyde den akrobatiske, dyriske Monkey i modspil til den sårbare Trip og den klodsede Pigsy. Dante er dog englændernes mesterværk. Hvert eneste sværdhug er lynhurtigt, men i modsætning til i de japanske spil er man aldrig i tvivl om vægten bag. Capcoms tidligere arbejde er skabelonen, men det nye spil tager et solid skridt videre. Dantes flabede overmod illustreres helt fantastisk gennem den måde, han nogle gange mister balancen en lille smule i slutningen af visse comboer, mens han vælger at afslutte andre med at posere lidt for smart og lidt for længe. Vi snakker fraktioner af sekunder her, men det er nok til at vise en fyr, der har talent og råstyrke, men stadig er for ung til at styre sig selv og sit raseri. Hvis bare de havde holdt sig til det, havde DmC været et af de mest elegante spil, jeg nogensinde har spillet. Men mere om det senere.

2013/articles//a/1/5/4/9/2/4/0/eurogamer-z5sxqn.jpg

Du skal hele tiden holde dine kreative comboer kørende for at score mange point.

Først er vi nødt til at snakke våben. Dante har fire grundlæggende værktøjer: det hurtige allround-sværd, Rebellion, de to pistoler, Ebony og Ivory, den langtrækkende le, Osiris, og, min personlige favorit, den ekstremt tunge økse, Arbiter. Rebellion, Ebony og Ivory er neutrale våben, mens Osiris og Arbiter er henholdsvis Angel- og Devil-våben, hvilket illustreres med henholdsvis en blå og en rød farve. En nyhed i spillet er nemlig, at flere elementer kun kan aktiveres med den korrekte type, det kan fx være blå eller røde døre, og senere i spillet støder du på fjender, som også kræver farvemæssig særbehandling. Dertil kommer, at alle våbnene har flere sekundære funktioner. Du kan launche med sværdet, bruge en multifunktionel grappling hook med pistolerne, hive fjender op i luften med leen eller kaste din økse fra luften. I klassisk stil kan du låse op for flere og flere evner, som vi kender det fra tidligere spil i serien samt fra God of War eller Bayonetta, og Dante bliver hurtigt i stand til at kæde vanvittige serier af angreb sammen. Og jeg må sige, at når han kommer rigtigt op i omdrejninger, så må selveste Kratos se sig slået.

2013/articles//a/1/5/4/9/2/4/0/eurogamer-9v2v3o.jpg

Beskidte tricks er på alle måder tilladt.

Du kan lave en sværdcombo direkte gennem seks fjender, trække skjoldet ud af hånden på en flyvende modstander, for derefter at trække dig op til den og skyde løs, mens du bliver hængende i luften, hoppe op på den i det øjeblik, den dør, hive flere modstandere op til dig med Osiris og sende dem i alle retninger med et roterende angreb, hamre din Arbiter i skallen på en kæmpe, der forsøger at komme i nærkamp, tæske hans våben ud af hænderne på ham og derefter sende ham direkte ind i den nærmeste væk med en ærefrygtindgydende, knogleknusende kraft, rulle væk fra et økseslag fra den kriger, du godt havde set snige sig om bag dig og afsluttende tæve ham ud over den nærmeste klippekant, som var han en rundbold af kød og blod. Ja, der var ikke mange punktummer i den sætning, men der er heller ikke tid til at trække vejret i DmC, når det fyrer på alle cylindre. "SSSensational!!!" skriger spillet og belønner dig med SSS rank, den højeste udmærkelse, som du kun kan opnå, hvis du kombinerer mange forskellige teknikker uden at blive ramt. Jo mere kreativ du er, desto flere point får du, og det udløser flere belønninger, så der er hele tiden et incitament for at være kreativ.

2013/articles//a/1/5/4/9/2/4/0/eurogamer-3cppcm.jpg

Spillets største udfordring er ikke at mestre alle de komplekse comboer og banke de sygeste monstre. Det er at holde af det her fjæs.

Derfor skal du spille DmC. Men du skal være forberedt på, at indgangsprisen er at spille en mildest talt irriterende hovedperson. Dante er som en teenager af værste skuffe. Skiftevist overdrevet kæphøj og overdrevet emo. Selv de mest frygtindgydende fjender bliver hilst med dumsmarte bemærkninger, hvis det da kan blive til mere end et "Whatever". Med frygt for at lyde som en sur, gammel mand, repræsenterer han det allermest stereotypiske billede af "ungdommen nutildags", en tvær, selvoptaget og strithåret emo-hipster, der desperat forsøger at være cool, primært ved at lade som om, han er ligeglad med alt. Indrømmet, der sker faktisk personudvikling, og historien er sine steder godt fortalt. Stemmeskuespillet er også habilt. men det ændrer bare ikke på, at Dante er et forfejlet forsøg på at appellere til den vestlige ungdom. Det svarer lidt til at bruge Fred Durst til at appellere til metalhoveder eller at fange internetgenerationen med tidssvarende meme-mashups som "All our combos are belong to you!" eller "I can haz demonburgerz?" Dante giver mig samme følelse af et forfejlet forsøg på at ramme demografien, som da den forfejlede "gamer-bro" på Qualcomms bindegale konference på CES for nylig proklamerede, at han lige havde "POWNED" nogle "NUBS" backstage. Pokkers også, Ninja Theory, I var så tæt på.

En anden ting, der plager spillet, er de mange grafiske fejl. Spillet ser ofte blændende godt ud, nogle gange bedre end noget andet, jeg har set på PS3, men andre gange er det et kaos af flimmer, tearing, hakkende framerate, teksturer, der popper ind for sent og geometri, der bliver udjævnet foran dine øjne. Noget af det allerværste er de elendige flimrende skygger, som er alt for tydelige i spillets ellers kanonflotte mellemsekvenser. Spilmotoren kan tydeligvis ikke følge helt med, og det er rigtig synd. Jeg har ladet mig fortælle, at PS3-versionen er den største synder, men det er ikke i orden. Det ellers ret fede soundtrack af Combichrist og Noisia (ja, det er douchebag-metal, men det ene skal jo passe til det andet, og jeg kan faktisk godt lide det) har det også med at hoste og hakke sammen med spillet, og det er lidt synd.

2013/articles//a/1/5/4/9/2/4/0/eurogamer-6f6nmq.jpg

Når spillet rigtig folder sig ud, er det et af de flotteste og bedste i genren.

DmC er dog et fedt spil, og det kan klart anbefales til alle actionfans. Banerne er vilde og vovede, missionerne er udfordrende, og gameplayet er enormt dybt, hvis man er typen, der godt kan lide at øve sig på at sætte comboer sammen og til sidst føle sig som en rigtig badass. Hvis du er hardcore nok til at gennemføre spillet, låses der op for nye sværhedsgrader. Den første er Son of Sparda, hvor fjenderne bliver meget stærkere og har nye angrebsmønstre. Klarer du den, kan du prøve kræfter med Dante Must Die, som er endnu vildere og sværere. Og skulle du mod al forventning overvinde denne udfordring, venter Heaven and Hell, hvor både du og fjenderne dør ved ét slag, og til sidst den umulige Hell and Hell, hvor alle fjender har fuldt liv, men du selv bare skal røres en enkelt gang for at dø. Der er altså lagt op til, at de virkelig hårde spillere har masser at tage sig til, men de mere casual typer kan dog stadig mashe løs og alligevel få Dante til at klare sig rimelig godt, så spillet er langt fra så nådesløst som Bayonetta. Desværre er det heller ikke helt så tight, og af og til render man lidt hovedløst rundt. Bosskampene er heller ikke på niveau med Platinums klassiker, og Sarah Palins læderklædte alter ego, som æder guder med sit hår, beholder stadig titlen som genrens dronning. Dante lander et sted mellem himmel og helvede denne gang, men ikke tæt nok på nogen af dem til, at han bliver udødeliggjort.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem Devil May Cry - Anmeldelse Jonatan A. Allin Douchebag of War 2013-01-24T11:45:00+01:00 8 10

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!