Cliff Bleszinski vil gerne tilbage til spiludvikling

Spillegenden har forladt Epic, men vil påbegynde nye projekter i sit nye hold

Han har været en fast del af spilbranchen siden pc-spillet Jazz Jackrabbit, men for nylig forlod Cliff Bleszinski Epic Games for at grundlægge sit eget spilstudie og sætte gang i sine egne projekter. De første måneder efter afskeden med Epic blev dog brugt på en lang ferie med familie.

Nu er Cliff tilbage, og han har klare planer om atter at træde ind i spilbranchen og få gang i fede projekter på samme niveau som Gears of War og andre store Epic-titler.

- En af de ting, jeg har overvejet, er at grundlægge mit eget hold. Jeg vil gerne være kreativ, for jeg er en god designer, og jeg har gode idéer og gode erfaringer med at gøre dem til vikrelighed, fortæller han til VentureBeat.

Endnu er han ikke parat til at fortælle om konkrete idéer eller konkrete planer for det nye hold. Eksempelvis forbliver det en gåde om det skal bestå af tidligere Epic-medarbejdere, eller om Cliff vil bygge det op fra bunden.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!