Anarchy Reigns - Anmeldelse

Med vold skal land bygges

Platinum Games er en af mine yndlingsudviklere. De forstår at lege med det hyperkinetiske på en måde, der får dig som spiller til at føle dig i stand til at udføre overmenneskelige ting. I Bayonetta handlede det om timing og comboer, i Vanquish handlede det om ekstrem hastighed og voldsomme skuddueller, og nu sidder vi så med Anarchy Reigns, hvor det, som navnet antyder, handler om det rene kaos. Vi snakker et slå-på-tæven-spil, hvor du skal løbe rundt på gader og stræder og uddele de sygeste håndmadder til alle, der er dumme nok til at stille sig i vejen for dine konstant svingende næver og flagrende ben.

2012/articles//a/1/5/4/9/2/3/9/eurogamer-acms1e.jpg

Hvis du leder efter dette, så har du valgt det forkerte spil.

Platinum er kendt for deres evne til at levere meget præcis styring, og Anarchy Reigns er ingen undtagelse. Når du rammer en fjende, så mærker du det. Der er en meget tilfresstillende følelse af, at du virkelig slår igennem, og mange af dine specielle bevægelser er dejligt flabede. Du kan grundlæggende slå, sparke og kast, og du har en række kombinationer til rådighed. I modsætning til Bayonetta er der ikke specielt mange kombinationer, og der er låst op for dem alle i starten. Det handler om at kende dit arsenal til bunds og udnytte det til maksimal effekt, lidt som i et fightingspil som fx Tekken. Ud over dine grundlæggende bevægelser har du også to stærke "killer weapon moves", som koster en form for energi at fyre af. Energien optjener du ved at angribe med normale bevægelser, så det handler hele tiden om at balancere din offensiv, så du kan afslutte med dine killer moves. Samtidig med disse ting optjener du også energi til Rampage, som er en kortvarig tilstand, du kan aktivere, hvori du angriber hurtigere og hårdere, og ikke kan blokeres. Sidstnævnte er særdeles effektivt mod alle spillets enorme bosser.

2012/articles//a/1/5/4/9/2/3/9/eurogamer-zm7c4c.jpg

Men hvis du er til dette, så er der i dén grad serveret!

Spillet er opbygget på en måde, hvor du hele tiden løber rundt og kæmper mod almindelige fjender i et åbent miljø, hvor du lidt efter lidt låser op for valgfrie missioner eller missioner, der fører historien videre. Alle missionerne har forskellige mål, hvor du fx skal klare X antal fjender på fem minutter, transportere ting fra et sted til et andet eller endda ride på et stort monster eller skyde med missiler, mens du hænger fra en helikopter. Det hele er meget abstrakt og arkadeagtigt, og missionerne har ofte ikke det helt store at gøre med spillets historie. Det gør dog ikke så meget, for som i Platinums andre spil giver den stort set ingen mening. I rollen som Jack Cayman (antihelten fra MadWorld) eller Leonhardt Victorion skal du kæmpe dig vej gennem en serie af bizarre hændelser, og jeg kan ærlig talt ikke fortælle dig, hvad det hele handler om, så lidt mening giver det. Tankerne ledes hen på mange gode kung fu-film, hvor historien bare er et løst værktøj, der skal føre dig til den næste spændende kamp. Jack og Leo har to separate veje gennem spillet, Black Side og White Side, så der er rig mulighed for at tæske løs på flere forskellige måder. Klarer du begge disse, låses der til sidst op for Red Side. Undervejs får du også lov til at styre andre figurer, som fx den elegante brystbombe Sasha eller den brutale Nikolai, hvis elektriske handsker sitrer, klar til at riste det næste fjols, der stiller sig i vejen.

2012/articles//a/1/5/4/9/2/3/9/eurogamer-27pjkd.jpg

Sasha og Nikolais overdrevet stereotypiske russiske team er noget af det sjoveste ved spillet.

Singleplayerdelen i spillet er rimelig omfattende, og de mange forskellige missioner er ganske varierede. Ud over dine standardmoves kan du også samle andre våben op og bruge dem, eller også kan du lige snuppe en bil eller en gaffeltruck og tyre den i fjæset på gadernes mange punks. Alligevel har spillet ikke draget mig på samme måde som især Bayonetta, og det er lidt svært at sætte en finger på den konkrete årsag. Måske er det fordi du i bund og grund bare skal tæske løs konstant, og selv om spillet gør sit bedste for at være kreativt og giver dig mange forskellige figurer at lege med, så bliver det aldrig lige så knivskarpt og dybt som den hårflagrende heks' vanvittige eskapader. Eller også er det fordi jeg ikke lægger den energi i det, som spillet kræver. Anarchy Reigns er nemlig i højeste grad gearet mod at blive spillet online, og her bliver det ekstremt hurtigt tydeligt, hvor dårlig du selv er. Jeg havde klaret en lang række missioner og følte mig ganske habil, da jeg hoppede ind i en lobby og startede en kamp mod tre andre spillere. Sjældent er jeg blevet ydmyget så meget i et spil. Jeg lå ned konstant i det første lange stykke tid, og selv efter mange kampe lå jeg solidt plantet nederst på pointlisten efter hver kamp. Spillet uddeler point for kills og comboer, og efter hver runde uddeles der bonuspoint for en række faktorer, hvilket kan rykke rundt på din placering. Lad os bare nøjes med at sige, at jeg ikke fik rykket mig særlig meget opad.

2012/articles//a/1/5/4/9/2/3/9/eurogamer-yey77a.jpg

Jack har ikke glemt sin motorsav i MadWorld, men den er ikke nær så bloddryppende i denne omgang.

Platinum er altså nogle listige typer. I singleplayerdelen virker spillet som en letfordøjelig efterfølger til kulthittet God Hand, men i multiplayer viser det tænder. En onlinekamp ligner det glade vanvid, men det er helt tydeligt, at gode spillere er nødt til at træne hårdt for at kunne dominere. Det gælder allerede, når man spiller 4 spillere, men spillet understøtter helt op til 16, og her bliver anarkiet virkelig totalt. Det larmende, farvestrålende orgie af vanvittige angreb kræver nærmest overmenneskelige evner at overskue. Spillet byder på en række klassiske spiltilstande, Tag Team, Battle Royale, Death Match, Capture the Flag og Survival, men det hele føles ganske nyt, da der ikke findes mange andre spil af denne type, som kan spilles online. Når man tilføjer, at der er hele 18 figurer at mestre, herunder selveste Bayonetta, som kan hentes som DLC, er det tydeligt, at Anarchy Reigns primært er tænkt som en skillbaseret multiplayertitel, på trods af den ellers ganske omfattende singleplayerdel. På trods af mit manglende talent for spillet må jeg også sige, at netkoden virker bundsolid, og at det var nemt at finde villige modstandere til at kvase mig totalt.

Anarchy Reigns er altså et godt spil, men det er ikke helt så højglanspoleret som Platinums andre titler. Grafikken er ærlig talt noget grumset, og selv nogle fantastiske bossfights og solide figurdesigns (Sasha, Nikolai, Zero, Bayonetta) kan ikke redde spillet fra de mindre heldige elementer (Leo, Durga, Max og den HELT utålelige Edgar Oinkie) og det noget tilfældige banedesign. Stemmeskuespillet rangerer også fra det morsomme kitchede til det totalt forfærdelige. Sunil Malhotra, Stephanie Sheh og især Yuri Lowenthal leverer noget af det værste negle-på-tavle-og-gaffel-på-tallerken-skrigeri, jeg længe har hørt, i rollerne som Durga, Ai/Fei Rin og Oinkie. Desuden er det et lidt svært spil at anbefale, for singleplayerdelen bliver, på trods af udviklernes anstrengelser, aldrig på niveau med Vanquish eller især Bayonetta. Havde der været mulighed for offline co-op eller kampe, kunne det måske have været anderledes. Man kunne endda have forestillet sig oplevelsen som en arvtager til den Segas eminente Streets of Rage-serie. Til gengæld er der rig mulighed for at udforske spillets overraskende dybe kampsystem online, men indlæringskurven er en af de stejleste, jeg har oplevet. Som nybegynder er det især umuligt at undgå andre spillere med Rampage, og det virker helt klart som om visse figurer er alt for stærke i forhold til andre.

2012/articles//a/1/5/4/9/2/3/9/eurogamer-8u3hke.jpg

Bayonetta er tilbage, lige så subtil som altid.

Jeg ville gerne kunne give Anarchy Reigns en større anbefaling. Det gør en masse ting rigtigt, og det bringer en genre tilbage, som jeg har savnet: Den gode gamle beat 'em up. Det foregår endda til en reduceret pris, da spillet længe har været ude i andre regioner, og Platinum tydeligvis gerne vil hive lidt penge ind igen. På det grundlag vil jeg sige, at alle, som bare er lidt interesserede i genren, bør give det en chance. Den samlede pakke er dog for fragmenteret til, at jeg kan kalde det et topspil, uanset hvor meget, jeg holder af Platinum Games og deres arbejde. De er og bliver en af de bedste japanske udviklere, og de tør at tage chancer. Det går ikke altid helt efter planen, men hvis Anarchy Reigns er det dårligste, de kan præstere, er der kun lyse tider forude.

7 / 10

Læs om vores karaktersystem Anarchy Reigns - Anmeldelse Jonatan A. Allin Med vold skal land bygges 2013-01-24T08:00:00+01:00 7 10

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!