The Journey Down: Chapter One - Anmeldelse

But now we dance this Grim Fandango

I'm the Grim Reaper, Lardass, and... nå, nej, forkert spil.

Forlægget er ikke til at tage fejl af. Nej, faktisk er det bemærkelsesværdigt, som svenske Skygoblins The Journey Down ligner Tim Schafer og LucasArts' tidløse point-and-click-klassiker Grim Fandango. Fra sit narrativ, der blander kapitalisme, korruption og mytologiske tanker om livet efter døden, til sin audiovisuelle fremtoning, et sammensurium af afrikansk stammekultur og moderne jazzmusik, ja, ligheden er så sandelig slående.

Uheldigvis for Skygoblin stopper sammenligneligheden også her. Kedelig historefortælling, uopfindsom dialog og middelmådigt stemmeskuespil afholder nemlig første episode af The Journey Down fra at nå sit forlæg til sokkeholderne.

1

The Journey Down vinder mange point på sine stemningsmættede scener. Her et futuristisk metropolis badet i neon og akkompagneret af en nænsom saxofon.

Det fortæller historien om Bwana og Kito, to lokale knægte fra forstaden Kingsport, der efter bedste evne forsøger at holde deres forsvundne adoptivfars tankstation gående. En dag opsøges de af Lina, en ung universitetsstuderende, der er kommet på sporet af et større nationalt komplot involverende en række af landets mægtigste virksomheder.

Lina mistænker dem for bevidst at skjule informationer om Underlandet, en sagnomspunden region dybt inde i jordens kerne, fra offentligheden. Hun er derfor på udkig efter en gammel bog, der fortæller om det mystiske Underland, og som sidst var i hænde på Bwana og Kitos adoptivfar. Desværre for Lina og co. er ukendte gerningsmænd i hælene på dem, og derfor er tiden knap...

The Journey Down udgives episodisk, hvilket gør det vanskeligt at vurdere kvaliteten af det overordnede narrativ. Første episode er ganske ligefrem; det holder sig til at skildre, hvordan Bwana, Kito og Lina prøver at få repareret deres fly, således de kan slippe fra de skumle forfølgere. Med andre ord er der ingen egentlig interessant historie, denne episode isoleret, og det får den til at fremstå en anelse kedelig. Der krydsklippes ved flere lejligheder til eksterne figurer, der antyder at begivenhederne er del af et større narrativ, men det bliver aldrig for alvor spændende.

3

Desværre for The Journey Downs første episode brænder figurgalleriet aldrig for alvor igennem. Måske et resultat af episodens længde på små to timer? Det vil tiden vise.

Man kunne derfor håbe, at der var mere kød at hente på de mange dialoger, der nødvendigvis præger spil af den traditionelle point-and-click-skole. Desværre lider The Journey Down også her. Dialogen er ikke særlig kreativ, sproget direkte simpelt, og der er langt mellem de vittige kommentarer, det på trods af at humor forsøges som et bærende element i spillets univers.

Som et resultat deraf kommer figurgalleriet til at virke upersonligt, hvorfor man aldrig rigtig føler med dem. Det tvivlsomme stemmeskuespil hjælper heller ikke i denne sammenhæng, tværtimod, og i stedet bliver man faktisk lidt småirriteret over deres forcerede personlighed uden egentlig dybde. Bevares, vi når kun at kende figurerne i små to timer, så det er muligt, at de udviser mere kompleksitet senere i sæsonen, men faktum er, at de efter første episode fremstår en tand kedelige.

Heldigvis går det bedre for The Journey Down i spilmekanisk regi. Gåderne er fint skruet sammen, fornuftigt balancerende mellem det udfordrende og overkommelige. Der er til enhver tid en klar logik i spillerens mål, hvilket hjælper en til at tænke de rigtige tanker, når man sidder fast.

2

Lighederne med LucasArts' point-and-click-mesterværk Grim Fandango er slående, men i lyset af så imponerende en figur kommer The Journey Down til kort.

Et minus, dog, er den manglende highlight-funktionalitet, som man ellers ser vinde indpas i mange moderne point-and-click-spil. Der er ikke noget mere irriterende end at skulle pixel-jage hvert eneste baggrundsbillede for en genstand, man eventuelt måtte have overset, og som er vital for videre fremfærd.

The Journey Down: Chapter One viser momentvis potentiale, først og fremmest grundet sit syrede univers og solide spilmekaniske forståelse. Desværre kan vi ikke konstatere det samme om de fortællekunstneriske elementer, med både narrativ, dialog og figurgalleri rammende ved siden af målet.

En oplevelse, dermed, hvor man gabende klikker forbi dialogen, og i stedet sætter pris på de stemningsmættede omgivelser og indlagte tænkeopgaver. Vi håber, Skygoblin får finjusteret til anden episode, hvor rejsen mod jordens indre fortsætter.

5 / 10

Læs om vores karaktersystem The Journey Down: Chapter One - Anmeldelse Mark Elsberg But now we dance this Grim Fandango 2013-01-23T16:51:00+01:00 5 10

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!