Forsinkelse til Microsoft Surface Pro

Amerikanerne må vente en måned, mens europæerne fortsat må leve i uvished

Den 'store' Microsoft Surface med Windows 8 udkommer med en måneds forsinkelse

De oprindelige planer om at sende Microsofts Surface Pro ud i slutningen af januar glipper, og i stedet vil maskinen først udkomme i USA og Canada den 9. februar. Der er fortsat ingen meldinger om en udgivelsesdato på det europæiske kontinent.

Det er Microsofts egen Technet-blog, der har fået nys om forsinkelsen.

Forsinkelsen betyder ikke, at der bliver lavet om på forventningerne til folks dybe lommer. Microsoft planlægger stadig at tage 899 dollars for 64GB-modellen og 999 dollars for en 128GB-version. Dertil kommer, at de lækre Touch- og Type-covers, der fungerer som både tastatur og cover, sættes til salg separat for hhv. 120 og 130 USD alt afhængigt af, om du skal have Island-taster eller ej.

Under kølerhjelmen bygger den nye Pro-version på en fuld udgave af Windows 8 og således ikke det tabletinspirerede RT-system, der er i den nuværende Surface. Med en Intel Core i5 og en 10,6 tommer skærm kan du se billeder i 1920x1080, men du kan faktisk smide billedet op på en projektor med en opløsning på 2560x1440. Det er en klar imødekommelse af erhvervs- og teknologikunderne, der forventes at hoppe med på den første udgave af Surface. Måske kan de næste udgaver bliver mere prisbevidste og henvende sig bedre til private forbrugere.

1

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!