Hadsk stemning mod fratrådt Diablo-udvikler

Det virtuelle blod flyder over inde på Battle.nets Diablo III-forum

Jay Wilson får på munden for sin afsked med Blizzard

Bølgerne går tit højt på Diablo III's officielle forum, hvor fans af spillet ikke lægger skjul på deres holdninger til stort set alt, der vedrører det populære action-RPG. Men reaktionen på et nyt indlæg, hvor spillets game director, Jay Wilson, tager afsked med spillet for at påtage sig en anden rolle indenfor Blizzard, har fået bægeret til at flyde over.

Talrige brugere er kommet med hadske kommentarer mod Wilson, og efter 106 forumsider måtte en endnu større skikkelse hos Blizzard, Rob Pardo, offentligt tage afstand fra brugernes reaktioner.

Du kan læse mere på Eurogamer.dks dækning af Jay Wilsons afsked.

- Denne tråd gør mig meget ked af det. Jeg ved at Battle.net er hårdt, men retfærdigt, men jeg mener ikke folk er retfærdige overfor Jay's afsked med Diablo III, udtaler Pardo på forummet.

Reaktionen - kombineret med slettede indlæg og diverse bandlysninger - har dæmpet tonen i de 188 sider, der i skrivende stund er at gå igennem.

Brugerne så deres snit til at kritisere Jay Wilson, da han i sit afskedsbrev indrømmede, at Diablo III måske ikke var 100% færdigudviklet og parat, da det udkom i sommer. Han forsikrede senere, at der stadig er meget arbejde i gang med at gøre spillet bedre, især i den kommende patch 1,07.

Pardo skriver i sit forsvarsindlæg, at Wilson har været en god leder af Blizzards Diablo-hold og at han har tilføjet meget til Diablo 3 i tidens løb.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!