Disney tager sig godt betalt for Infinity

Koster mindst 1000-1500 kroner alle komponenter

Billigt at begynde, men dyrt at samle. Sådan bliver Disney Infinity.

I første omgang vil det koste det samme som et sædvanligt computerspil at få Disneys nye Infinity-spil hjem i stuen. Til gengæld kan det ligesom Skylanders blive en dyr fornøjelse, hvis man ønsker at samle alle figurer og spildele for at få den totale Infinity-oplevelse.

Det viser nogle af de første priser, som Amazon har offentliggjort på deres hjemmeside.

I England vil Disney Infinity koste 55, 60 og 65 pund for hhv. Xbox 360-, Wii U- og Playstation 3-udgaverne, hvilket svarer til niveauet for de fleste nyere computerspil. Men derudover vil de 14 figurer, som ikke følger med i startudgaverne, hver især koste i omegnen af 13 britiske pund. Omregnet til danske kroner med moms og afgifter bliver det formentlig 150 kroner per figur.

Er man derfor på udkig efter både at købe Disney Infinitys startudgave og samtlige figurer, kan det i sidste ende koste langt over 1000-1500 kroner at være helt med på oplevelsen. Det forudsætter desuden, at Disney sælger separate pakker med flere figurer til en nedsat pris.

De første Infinity-produkter forventes på markedet i løbet af juni måned.

Disneys Infinity er en ny konkurrent til Skylanders, der er blevet en enorm dille blandt yngre gamere. Idéen er, at du køber et spil til en af de større konsoller og siden specielle figurer, der åbner op for minispil og ekstra indhold fra spiluniverset. Samtidig kan du kæmpe mod vennernes Infinity-figurer og bygge videre på spilverdenerne enten foran samme konsol eller over internettet.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!