Blockbuster lukker 129 butikker

Endnu en stor del af brugtspilsmarkedet bukker under

Fremtiden for Blockbuster i Europa bliver kritisk efter at 129 butikker er lukket i England

Ikke blot den britiske HMV-kæde, men nu også Blockbuster må erkende, at store butikker med salg og udleje af videospil og spillefilm har en grel fremtid foran sig. Den britiske del af Blockbuster drejer nøglen om på 129 butikker, der overdrages til Deloitte for at blive solgt videre og hjælpe firmaet af med sin tunge gæld.

Afskeden med de 129 butikker betyder samtidig et farvel til i alt 760 medarbejdere, som var tilknyttet både de nævnte butikker og den overordnede ledelse bag dem. I forvejen havde Blockbuster planlagt at lukke 31 butikker, og den plan fortsætter ufortrødent.

I onsdags blev Blockbuster sat under administration for at få styr på sin store gældsbyrde og uholdbare økonomiske situation. På daværende tidspunkt ejede firmaet 528 butikker over Storbritannien. Deloitte står nu for at lukke urentable forretninger og sanere gælden, så de levedygtige butikker får en bedre chance for at overleve fremadrettet. Der bliver afholdt ophørsudsalg i alle de ramte butikker, og Blockbuster vil forsøge at omplacere de afskedigede medarbejdere til andre dele af koncernen.

Det kræver dog gennemgribende ændringer i selve Blockbusters forretningsmodel, hvis firmaet skal overleve konkurrencen fra de stadigt mere udbredte streamingtjenester såsom Netflix.

Salget af brugte spil er dog blevet en stor del af forretningen, da overskudsgraden på brugte spil er enorm i forhold til normalt udsalg af originale spil. Konsolfirmaerne planlægger at hive en bid af kagen tilbage i den næste generation af spillekonsoller. Et nyt patent fra Sony kan eksempelvis gøre det umuligt at bruge Playstation 4 til brugte spil.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!