Toy Story Mania - Anmeldelse

Livstomt skydetelt

Det er en særligt ærgerlig spiloplevelse, der ganske åbent ignorerer sin spillers handlinger. Når denne oplevelse oveni købet er en licenseret minispilssamling, og en uinspireret en af slagsen, så er det svært at holde de mest svovlende eder tilbage.

Lad mig tage det tilbage. Toy Story Mania! er nemlig ikke engang en samling af minispil. Det er en fattig skydeteltssimulator med Move-funktionalitet og nogle afstikkerminispil, der dog ligner hovedspillet så meget, at variationen næsten alene ligger i æstetikken. Udviklerens arrogance vil nærmest ingen ende tage, og man kan undre sig over, at et ellers så velrenommeret navn som Pixar har tilladt dette trafikuheld af et spil at ryge igennem kvalitetskontrollen. Noget siger mig, at de ikke har haft så meget med det at gøre.

Spillet er baseret på de skydeteltsinspirerede Toy Story Midway Mania-attraktioner, man kan finde i de Disney-tematiserede tivoliparker verden over. Det overordnede mål er at høste point ved at ramme en række mål, der gavmildt vælter frem i banerne. Enten ved at styre sin cursor med controlleren eller ved hjælp af en Move-controller. Man kan nærmest ikke undgå at ramme noget. Det er en ganske simpel øvelse, der fungerer fint rent spilmekanisk. Udfordringen er dog ikkeeksisterende, og der er ikke noget at arbejde hen imod udover nogle klistermærker og naturligvis de obligatoriske trofæer. Meget kuriøst skal man undervejs undgå at blive ramt af tærter, men det er kun en mindre forstyrrelse, der irriterer frem for at udfordre.

1

Andre og meget mindre frekvente minispil går på at fange nedfaldende æg med en kurv, rikochettere hoppende bolde imod nogle mål med et bat, en primitiv form for skeeball og en dårlig efterligning af Fruit Ninja.

Spillets totale ignorance over for spillerens præstationer er dog vel nok mest iøjnefaldende. Det er meget ligetil at score højt, andet er faktisk umuligt, og de livstomme Toy Story-figurer - der vel at mærke og ganske tydeligt får deres stemmer fra dårlige imitatorer - giver dig mundtlige skulderklap for hver fuldtræffer. Men det er når man undlader at foretage sig noget overhovedet, at Toy Story Mania! falder på halen. Roserne fortsætter nemlig til trods, og det er fuldstændig absurd at se figurerne tiljuble dig manisk og storsmilende på spillets resultat-billede, når der står et ynkeligt nul ud fra din total.

På billedsiden er Toy Story Mania! anderledes anonymt og fladt. Baggrundene og figurerne er alle pre-renderede, og man føler sig underligt distanceret fra det hele. Mest af alt minder det om et stykke ekstravagant ekstramateriale til en DVD-film, og ikke en spiludgivelse til fuld pris. Det samme kan man sige om lyden, hvor musik og kommentarer genbruges i det uendelige.

I bund og grund mangler Toy Story Mania bare personlighed og vigtigst af alt for en minispilssamling: variation. Spillet er utvivlsomt rettet mod børn, men det er svært at forestille sig, at selv de yngste skulle finde meget sjov i de begrænsede aktiviteter og få baner. Køb i stedet det glimrende Toy Story 3: The Video Game, der i langt højere grad respekterer de små og som ved, præcis, hvad der gør et børnespil godt.

2 / 10

Læs om vores karaktersystem Toy Story Mania - Anmeldelse Lars Grubak Livstomt skydetelt 2013-01-17T08:54:00+01:00 2 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!