Ny splat fra Suda51: 'Killer is Dead'

Den skrupskøre spiludvikler er klar med sit næste spil

Han har givet os mærkværdige og på samme tid ekstremt fængende spil som Killer7, No More Heroes og Shadows of the Damned, og nu er Goichi Suda parat med endnu et spilprojekt: Killer is Dead.

Offentliggørelsen af spillet sker i det seneste nummer af det japanske spilblad, Famitsu, som har videresendt oplysningerne til Kotaku.

Hovedpersonen i 'Killer is Dead' er en 35-årig amerikansk forretningsmand, Mondo Zappa, der holder på formerne og helst går med skjorte og slips til hver en tid. Dog er Zappa ikke helt almindelig, for han har tæt kontakt til et stort lejemorderfirma og kan desuden ændre sin venstre arm til forskellige funktioner. Som udgangspunkt er det en pistol, men kan bl.a. laves om til et bor, som kan tappe fjenderne for energi.

Zappa har to medsammensvorne i kampen mod spillets fjende, Victor, som - og det er ikke os, der finder på det - kan manipulere personer ved hjælp af sine sangtalenter. Han har derudover et lidt påfaldende udseende med sit grønne hoved og stirrende øjne.

Som du nok kan høre, er 'Killer is Dead' en gameplaymæssig opfølger til både Killer7 og No More Heroes med dels de samme gameplayelementer og de samme historieelementer. Du kan også se på billedet, at stilen ligner sig selv.

Killer is Dead udkommer til PS3 og Xbox 360 til sommer, hvis det ikke bliver forsinket i mellemtiden.

Hvis hele Sudas spilkatalog er ukendt for dig, så tag et kig på Eurogamer.dks anmeldelse af No More Heroes 2 for et indblik i det totale vanvid, der tæt præger spillene.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!