Løsladte udviklere skal alligevel for retten

Grækenland dropper ikke sagen trods en løsladelse

Efter flere måneders ophold i et græsk fængsel kom der i går et gennembrud i sagen om to spiludviklere, der blev anholdt og fængslet i sommer, anklaget for militær spionage. De to Bohemia Interactive-ansatte var på besøg på øen Lemnos for at tage billeder af militære installationer, der skulle indgå i det kommende ArmA III. Det var det græske politi ikke henrykte over.

De to blev i går løsladt mod kaution, men nu viser det sig, at de ikke er sluppet ud af det restlige efterspil for bestandig. Grækenland har fortsat i sinde at køre en retssag baseret på episoden, og i værste tilfælde kan det stadig ende med, at de to får op til 20 års fængsel for militærspionage.

- Desværre er det ikke slutningen på sagen. Retssagen følger, og de skal stadig kæmpe mod anklagerne. Det er selvfølgelig en skøn nyhed at Ivan og Martin endelig kan vende tilbage efter fire måneds fængsling. Vi har i sinde at hjælpe dem og deres familier på alle tænkelige måder som kolleger og venner, udtaler Ota Vrťátko fra Bohemia.

Sagen om Ivan Buchta og Martin Pezlar har været drøftet på premierministerniveau mellem Grækenland og Tjekkiet, der til daglig huser Bohemia Interactive og dermed de to spiludviklere.

Der er ikke forelagt en dato for retssagens begyndelse og en tidshorisont for en endelig afklaring.

Bohemia Interactive arbejder i øjeblikket på både en selvstændig version af DayZ-moddet og ArmA 3. Sidstnævnte foregår i det græske øhav, hvor fremtidens NATO kæmper mod en 'østlig' hær med Iran i spidsen.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!