Feedback på Eurogamers læserundersøgelse

En sammenfatning af undersøgelsen og lidt om hvad vi vil lave i det nye år.

Godt nytår til jer alle sammen. Hjemme i Casa Wiinholt blev juleferien blev brugt på Sonic (Wii U), der vidste sig at brænde godt igennem både hos undertegnede og de yngre medlemmer af familien. Spillet er et genialt sammensurium af klassisk ræs, vilde baner og kreative pick-ups. I de mere stille stunder fik jeg lejlighed til at logge 30 timer i Sword of Stars 2: End of Flesh der bare, og det står jeg ved, er det bedste 4X spil siden... well, siden Sword of the Stars 1.

Anyways, det hele skal ikke handle om hvad vi spillede i juleferien, men om læserundersøgelsen. I november spurgte vi jer læsere om I ville svare på nogle spørgsmål om sitet. Det var der rigtig mange der gjorde.

Og tak for at I var så flinke ved os.

Det er fedt at vide at hvor mange der sætter pris på de ting vi laver - det kan være svært at se fra dag til dag hvilket bringer os direkte til et af de ønsker mange af jer har skrevet om i læserundersøgelsen: mere liv på sitet. Det er i den grad en hønen og ægget diskussion. Vi vil meget gerne se kommentarer på artiklerne og læse forum indlæg, det er faktisk en stor del af fornøjelsen ved at skrive, men selvom vi har omkring 200.000 brugere på sitet hver måned, er der kun få der kommenterer. Hvæs pennen, kære læser. Vi kan godt tåle den. Vi svarer på alle seriøse kommentarer - også kritik. Der er ingen anden måde at få gang i tingene på.

Nogle skriver, at de godt kunne tænke sig, at vi var hurtigere ude med anmeldelser. Det korte svar er, at det kunne vi også godt. Et aspekt af problemet er, at det normalt er svært for os at være ligeså hurtigt ude som vores søstersite i England, da de normalt får adgang til anmelderkopier før vi gør her i Norden. Et andet aspekt er, at vi gerne vil have tid til at anmelde spillene ordentligt. Og hvor lang tid er det så? Ja, det er op til den enkelte anmelder. Spil er meget forskellige størrelser. Nogle kan man overskue relativt hurtigt, andre kræver længere tid at sætte sig ind i. Når det er sagt så er det helt klart et mål for os at komme hurtigere ud med anmeldelser i 2013. Derimod kan vi ikke love at vi begynder at lave video anmeldelser og livestreams fast, men det er da noget vi måske vil eksperimentere med.

Lidt om dig, kære læser

Hvad kan man ellers sige om jer? De fleste har både en PC og en konsol, og konsollerne, altså Playstation og Xbox360, er nogenlunde jævnt fordelt med en lille fordel til Playstation hvilket afspejler markedsforholdene i Danmark meget godt. Vi har lidt flere Android folk herinde end vi har Apple fans, men den store overraskelse var nok at der faktisk er pænt mange med en Playstation Vita. Og hvad spiller I så? Tja, de fleste spiller first person shootere af én eller anden art (Battlefield 3, Assassins Creed 3, COD), skarpt forfulgt af action-adventure og RTS spil, men de fleste spiller flere typer spil samtidig.

En af de rareste overraskelser i år var hvor godt I tog imod brætspillene. Vi elsker selv brætspil, men da vi startede med det i efteråret, var vi ikke helt sikre på hvor mange der ville være med på den. Det viser sig, at det er de fleste af jer der spiller brætspil sideløbende med gaming, så det er helt sikkert noget vi fortsætter med i det kommende år.

Tak for hjælpen! Vi har planlagt en hel en del nye ting som vi glæder os til at dele med jer.

God gaming!

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!