Checkpoint: Ex-graffitimaler bliver spildesigner

Christian Rask Larsen, teknisk direktør i KoGaMa, har en skummel fortid som graffiti maler.

2

Dette er ikke et mugshot af den tidligere graffitimaler, nu teknisk direktør, men et portræt.

Eurogamer: Fortæl lidt om dig selv og dit job.

Jeg er medstifter af KoGaMa.com, hvor min officielle titel er teknisk direktør. I praksis beskæftiger jeg med med utroligt mange ting i løbet af en arbejdsdag. Spildesign, projektledelse, udformning af presse materiale og selvfølgelig en hel masse programmering. Det bliver en smule hektisk engang imellem, en arbejdsuge er sjældent på under 60 timer, men det til gengæld aldrig kedeligt..

Eurogamer: Hvordan havnede du i spilbranchen?

Jeg kan faktisk huske første gang at jeg oplevede en computer tilbage i 80erne hos et par af mine forældres venner. Det var kærlighed ved først klik, og jeg brugte en stor del af min barndom foran computeren. Samtidig har jeg altid interesseret mig for det kreative. Jeg har altid tegnet meget og var grafitti maler i mine unge år. Derfor var det også naturligt at jeg tog en Cand.IT med fokus på computerspildesign. Efterfølgende blev jeg hyret af Deadline Games, som gav mig et job som spilprogrammør, selvom jeg var utroligt uerfaren indefor det felt. Jeg føler mig enormt godt tilpas i spændingsfeltet mellem kunst og teknik, som er kernen af spilbranchen.

Eurogamer: Hvad ser du som de største udfordringer i branchen?

For få år siden var der reelt kun triple A spil, som gav mening fra et kommercielt perspektiv. Det har fuldstændig ændret sig pga. af de nye platforme som Facebook og mobile enheder. Der er opstået et stort og til stadighed voksende publikum, som har behov for nogle helt andre oplevelser end den nyeste udgave af en FPS. Det har allerede givet plads til en hel underskov af små spilproducenter, som laver simple, sjove og billige spil til de nye platforme. Så udfordringen til den etablerede branche er at imødekomme de nye platforme og det nye publikum.

Eurogamer: Hvilke trends kommer til at dominere spilverdenen det næste år?

Grænsen mellem spiludvikler og gamer vil blive udvisket. For nogle år siden blev der skrevet meget om at alle moderne mennesker er gamere. Jeg tror det er rigtigt at computerspil er nået ud til den brede befolkning. Og alene af den grund er det naturligt at der opstår et behov for at kunne udtrykke sig med computerspil, simpelthen fordi det er blevet et medie som alle benytter sig af. Man kan måske ikke sige at alle bliver spiludviklere, men at spil bliver en almen tilgængelig måde at udtrykke sig på ligesom videoer er blevet det på YouTube..

Eurogamer: Hvad kan du bedst lide ved videospil?

Jeg kan bedst lide potentialet. Jeg tror at computerspil kan meget mere end det de bliver brugt til i dag. Vi er formentlig i computerspillets tidligste barndom. Jeg elsker at være med til at udfordre computerspillets grænser. Kan computerspil f.eks. indeholde den følelsesmæssige dybde som film og bøger ofte har? Hvordan skal vi bruge nye tekniske muligheder som augmented reality? Kan computerspil blive en helt integreret del af samfundet, i form af gamificering? Potentialet er uendeligt, og det er jeg vild med..

Eurogamer: En sjov oplevelse du har haft med computerspil?

Jeg har alt for lidt tid til at spille computerspil. Det er vist ret symptomatisk for branchen. Men jeg har haft en lang række fantastisk oplevelser både på sitet www.Roblox.com, samt min egen www.KoGaMa.com, hvor brugerne har skabt deres egne spil. De bryder alle konventioner for hvordan et spil skal laves. Det er ofte grimt, kaotisk og forvirrende. Men frem for alt sjovt, personligt og dybt originalt.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!